Trygheden på arbejds­markedet derfor vægtes højt ved de forestående treparts­forhandlinger. 2400 ledige hver måned risikerer at miste dagpengene.

Hvorfor skal vi forøge udbuddet af arbejdskraft, når der mangler job? Det private erhvervsliv har investeringskrise. Og i den offentlige sektor skæres der ned.

Aage Christensen

af Hans-Henrik Hansen, formand for HK Kommunal Østjylland

Regeringen har på forhånd krævet, at de forestående trepartsforhandlinger mellem regering, arbejdsgivere og lønmodtagere skal resultere i et øget arbejdsudbud svarende til 20.000 par hænder mere på arbejdsmarkedet samt en besparelse på fire milliarder. kroner.

Et udgangspunkt jeg ikke helt forstår:

• For det første forsikrede Helle Thorning så sent som dagen efter folketingsvalget, at lønmodtagerne ikke skulle betale to gange. Vi havde jo betalt med afskaffelsen af efterlønnen. Men nu skal vi altså betale endnu en gang.

• For det andet forstår jeg fortsat ikke, hvorfor vi skal forøge udbuddet af arbejdskraft, når der mangler job? Det private erhvervsliv har investeringskrise. Og i den offentlige sektor skæres der ned.

Stod det til mig, bør trygheden på arbejdsmarkedet derfor vægtes højt ved de forestående trepartsforhandlinger. 2400 ledige hver måned risikerer at miste dagpengene. Årsagen er dagpengereformen, som halverede dagpengeperioden og fordoblede genoptjeningskravet.

Et utrygt arbejdsmarked svækker os alle. Hvis man har meget at frygte ved afskedigelse, vil man også gøre meget for at beholde sit job. Måske også for meget. Derfor ville jeg prioritere en længere dagpengeperiode ved forhandlingerne.

For de offentligt ansatte bør »anerkendelse« stå højt på listen over ønsker til trepartsforhandlingerne. De offentlige arbejdsgivere må erkende, at medarbejderne er deres største aktiv. Hidtil har byråd og ledende embedsmænd helst kastet sig over det administrative personale, når der skulle spares. Samtidig sættes der alt for ofte lighedstegn mellem produktivitetsforøgelse og større arbejdsbelastning af medarbejderne.

Godt er det, at den nuværende regering i højere grad fokuserer på uddannelse, som da også kommer på dagsordenen ved forhandlingerne. Forandringer sker hurtigt i det offentlige, og nye krav stilles til medarbejderne. Derfor skal uddannelse lægges ind, som en del af hverdagen for os alle.

Det er alt for vigtigt til, at vi kan overlade det til den enkeltes kræfter og muligheder, når den normale arbejdstid er forbi. Derfor så jeg gerne, at ledige fik mulighed for at tage en uddannelse på dagpenge. Så ville det give mening at tale om både ret og pligt.

Sidst men ikke mindst må der ske en ændring af styrefunktionerne, så den offentlige forvaltning baserer sig på selvberoende medarbejdere frem for den umyndiggørelse, som har været herskende i de senere år.

Dér ligger det virkelige potentiale for en produktivitetsforøgelse. At få medarbejderne til at tage ejerskab og engagere sig kræver en anerkendelse, som skal være bygget ind i systemet. I dag er det typisk systemet som underkender medarbejdernes autoritet og kompetencer.