Næste spændende valg bliver i Irland, den 31. maj. Her får irerne som de foreløbigt eneste lov til at sige ja eller nej til at indgå i finanspagten. Alle sejl er sat ind på at sikre et ja.
Den Røde Tråd
af Karina Rohr Sørensen, medlem af landsledelsen i Kommunistisk Parti og Folkebevægelsen mod EU
Der, hvor jeg var, silede regnen ned på EU-dagen. Meget passende!
For det er ikke glæde og skyfri himmel, der præger billedet – særligt ikke når borgerne har mulighed for at give deres mening til kende.
Vi har set et valg i Frankrig – hvor de partier, der er kritiske overfor finanspagten, overfor EU’s økonomiske politik, har voldsom meget tilslutning. Det er ikke underligt.
For det er ganske almindelige mennesker, der betaler med løn, arbejdsvilkår og velfærd, når EU i lys af krisen kræver profitmaksimering, øget konkurrenceevne, og et opgør med rettigheder, der er tilkæmpet af generationer.
Frankrig og Grækenland
Den nye præsident, François Hollande, gik til valg på et opgør med finanspagten, som den ser ud nu. Tysklands kansler, Angela Merkel, byder den nye præsident velkommen – men understreger, at finanspagten rokkes der ikke ved. Jeg er ikke så sikker på, at hun får ret…
For også i Grækenland har der været valg. Her gør danske kommentatorer meget for at understrege, at det politiske billede er mudret og gør meget lidt for at fortælle, at grækerne har stemt imod den behandling, de får af EU, har stemt imod at underkaste sig en politik, der på alle måder smadrer deres samfund.
Igen er signalet tydeligt – når folk bliver spurgt, siger de fra. De vil ikke betale for den krise, som de ikke har skabt.
Irland
Næste spændende valg bliver i Irland, den 31. maj. Her får irerne som de foreløbigt eneste lov til at sige ja eller nej til at indgå i finanspagten.
Alle sejl er sat ind på at sikre et ja – blandt andet har den irske regering selv været med til at sørge for, at konsekvenserne ved et nej er temmelig store. Det handler om, at deres tilskud kan komme alvorligt i spil, og at selve medlemskabet af euroen vil komme til debat.
Trods pres kæmper de irske nej-sigere for at vælte projektet – og selv om et nej i ét land ikke er noget veto, vil det på alle måder gøre det endnu sværere for Merkel at fastholde en uændret finanspagt, hvis også de irske vælgere siger fra.
Det er afgørende vigtigt, at det pres, der er fra franske vælgere, græske vælgere og irske vælgere også er synligt i andre lande
Danmark
Herhjemme er den 31. maj også en skæbnedag. På denne dag vil det danske folketing med al sandsynlighed tilslutte os finanspagten.
Igennem de seneste måneder har der været et massivt arbejde i gang for at presse politikerne til, at denne tilslutning ikke må ske uden en folkeafstemning.
Lige nu er der slutspurt i kampagnen – der er samlet flere end 20.000 underskrifter, men målet er at nå op på endnu flere. Jeg opfordrer til, at du fra nu af og frem til den 21. maj hjælper os med, at resultatet bliver så flot som muligt.
Efter 21. maj tæller vi underskrifterne sammen og giver dem til de ansvarlige politikere før de stemmer om finanspagten.
Vi vil ikke have en finanspagt, der ødelægger velfærden, vi vil ikke betale for krisen.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via
87278