Problemet med lav økonomisk vækst er ikke begrænset til EU-landene eller til tiden efter finans-krisens udbrud. De tidligere førende kapitalistiske lande har alle haft faldende vækst siden 60’erne.
Økonomikommentar
af Carl-Aage Jensen
Frankrig har fået ny præsident, Hollande, og Danmark har fået en ny 2020 plan.
Hollande gik til valg på, at han vil løse krisen ved at prioritere vækst i Frankrig og EU i stedet for at tilpasse de offentlige budgetter med nedskæringer.
Hollande har også bebudet, at han vil pumpe flere penge ud i økonomien blandt andet gennem at ansætte flere skolelærere i det offentlige, hvilket skal øge efterspørgslen efter varer.
Socialdemokratiet og SF gik i Danmark til valg på de samme grundholdninger, og under valgkampen rejste de kritik af den daværende VK-regering for at føre en destruktiv økonomisk politik, der satte Danmark i stå.
»Hvis den nuværende regering fortsætter, skal hullet i statskassen lukkes med nedskæringer på velfærden. Det betyder, at der bremses ned for væksten. Selvom man ved, at det koster job både i den offentlige og den private sektor«, hed det i oplægget Fair Løsning fra 2010.
Den gang ville S og SF »først sikre vækst og beskæftigelse«. »Derefter lukker vi hullet i statskassen med en større arbejdsindsats«.
VK-regeringens økonomiske politik
I regeringsgrundlaget blev de gode visioner imidlertid skiftet ud med regeringsposter og en tør konstatering af, at »udgangspunktet for regeringen er VK-regeringens økonomiske politik i bredeste forstand«.
SRSF-regeringen har forsøgt at sparke gang i væksten med deres såkaldte kickstart, hvor cirka 18 milliarder kroner bliver pumpet ud i den private økonomi i løbet af 2012 og 2013 blandt andet som tilskud til energiforbedringer.
På grund af krisen i EU-landene forventer regeringen dog ikke, at kickstarten fører til vækst i den danske økonomi. Den vil kun afbøde den truende vækst i arbejdsløsheden.
Så nu satser regeringen i stedet på fortsat at nyde tillid på finansmarkedet gennem stram styring af den offentlige økonomi. Samtidig skal vi arbejde længere, antallet af folk, der søger arbejde, skal øges, flere skal have en uddannelse, og der skal gennemføres effektiviseringer både i det offentlige og i det private erhvervsliv.
Den nye 2020-plan fokuserer på at tilpasse Danmark til det kommende opsving. Venstre og Dansk Industri roser oplægget og mener, at det ligger tæt på deres egne.
Men hvor skal opsvinget komme fra?
Lav økonomisk vækst
Problemet med lav økonomisk vækst er ikke begrænset til EU-landene eller til tiden efter finanskrisens udbrud. Det har været en tendens i de tidligere førende kapitalistiske lande, at de har haft faldende vækst siden 60’erne.
Japan havde i begyndelsen af 90’erne et finansielt sammenbrud som Europa og USA oplevede i 2008, og Japan venter stadig på opsvinget, selv om landet ligger i samme region som mange af de nye vækstøkonomier
Ifølge økonomerne Bellamy Forster og McChesney er hovedproblemet med den faldende vækst overakkumulation. Det betyder, at der i samfundet opspares for meget kapital, som der ikke kan findes rentable investeringsmuligheder til i det almindelige produktionsmiljø.
De store mængder af kapital kommer blandt andet fra de multinationale koncerner, der tjener mere i profit, end de har brug for at geninvestere i deres kerneaktiviteter.
Dertil kommer alle de private opsparinger som eksempelvis pensionsfonde, hvor der opspares enorme summer af kapital, der også søger forrentning for at sikre indtægter til de private pensioner i fremtiden.
Finansboblen er grundlæggende set et resultat af overakkumulationen, hvor forsøgene på at låne pengene ud til investeringer med en vis dækning skabte en voldsom inflation på værdier i form af øgede priser på bygninger og aktier.
Politikerne underbyggede udviklingen gennem deregulering af finanssektoren og samtidig stille store mængder lånekapital til rådighed for finanssektoren.
Nødvendigt opgør med profitmotiv
Som et led i udviklingen har de gamle industrilande siden 70’erne ændret økonomisk karakter med et øget fokus på at spekulere i prisstigninger på værdier i stedet for at satse produktion gennem langsigtede og mere usikre investeringer i forskning.
Hvis der skal skabes mere varig vækst i de vestlige landes økonomier, skal derfor tages et opgør med finansmarkedets kortsigtede stræben efter profit og findes en samfundsmæssig løsning på overakkumulationen.
Det kræver, at den offentlige sektor spiller en langt mere dominerende rolle på kapitalmarkedet. Ikke bare i forhold til at fastsætte nye regler, men primært som ejer og kapitalforvalter, der vil investere i udvikling af samfundet uden krav og pres om kortsigtet afkastet.
Det kræver også et opgør med tankegangen bag arbejdsmarkedspensionerne, hvor skiftende regeringen har udskudt skatten på opsparing for at sikre mere kapital til erhvervslivet, i stedet for at staten selv administrerer de mange milliarder, som den har til gode i skat.
Carl-Aage Jensen er marxist og civiløkonom. Læs hans økonomiske kommentar i Arbejderen i hver måned.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via
87278
på Twitter
