Historieskrivning er ikke en neutral aktivitet. Også historikerne er produkter af deres tid og påvirket af ideologiske og politiske strømninger samt social baggrund.

Man kan fremhæve de fejltagelser, der blev begået i den maoistiske periode, men sammenlignet med det nuværende kommunistiske partis politik sker der en tiltagende legitimitetskrise, fordi partiets indførelse af kapitalisme og neoliberalisme nu giver sig udslag i lige så store uligheder, som man finder i kapitalistiske lande.

Søren Zeuth

af Ellen Brun og Jacques Hersh, Helsingør

Under overskriften »Hungersnød i socialismens navn« (Arbejderen 19. april) anmelder Bjarne Nielsen bogen »Maos store hungersnød« skrevet af den hollandske historiker Frank Dikotter.

Artiklens store opsætning mindede lovlig meget om de blade, som har engageret sig i en ideologisk kamp, der går ud på, at der ikke findes noget alternativ til det bestående system. Som anmelderen selv skriver, er bogen anti-kommunistisk både i tone og holdning.

Det skal siges med det samme, at vi, som mange andre fra vor generation, i vore unge dage var meget interesserede i socialistisk konstruktion som et ikke-kapitalistisk overgangssamfund. Blandt andet udgav vi den gang antologien »Kulturrevolutionen i Kina«, med artikler af den tids skarpsindige socialister og Kinakendere. Men vores kritiske refleksioner over Bjarne Nielsens anmeldelse har mere at gøre med ideologisk holdning og metode.

I de senere år er en række bøger udkommet, som – med fokus på Kinas moderne historie – dæmoniserer Mao som person samt den kinesiske socialismes forsøg på at fremme en selvcentreret udvikling i et folkerigt land med en fattig befolkning.

Det skjulte formål er at dis­kreditere ethvert forsøg på at skabe et ikke-kapitalistisk alternativ. Opskriften blev nedfældet i »Kommunismens sorte bog«, der udkom først i Frankrig og siden blev oversat til flere sprog.

I denne forbindelse kan man spørge: Hvad får Informations Forlag til at udgive netop denne og ikke andre bøger skrevet af kinesiske intellektuelle, der har en mere nuanceret forståelse og som sætter begivenhederne i en større sammenhæng? Kommercielle hensyn er kun en del af svaret!

Socialismekritik

Betyder disse bemærkninger at vi er modstandere af enhver kritik af de socialistiske eksperimenter.

Selvfølgelig ikke! Var det ikke Marx , der sagde »De omnibus dubitandum« (Tvivl på alt!). Men kritikken bør gennemføres med omhu og i en konstruktiv ånd.

Churchill skal have sagt, at det er sejrherren, der skriver historien. Med andre ord er det de herskendes fortolkning af fortiden, der bliver accepteret som sandheden og danner grundlag for de nye generationers tankesæt.

Historieskrivning er ikke en neutral aktivitet. Også historikerne er produkter af deres tid og påvirket af ideologiske og politiske strømninger samt social baggrund. »Værdifrihed« eksisterer ikke i de sociale videnskaber, som den kendte udviklingsøkonom, Gunnar Myrdal, påpegede. En indsigt der fik stor indflydelse på 1960’ernes studenteroprør.

Betyder det, at historie er betydningsløs. Nej, tværtimod! Vi må lære af fortiden, men samtidig huske at historie-skrivning kan være et våben i den ideologiske kamp. George Orwells bemærkninger om dette spørgsmål har relevans den dag i dag, hvor forvirringen bevidst gøres større end nødvendig.

Han skrev: »Den, der kontrollerer fortiden, bestemmer fremtiden; den, der kontrollerer nutiden, bestemmer fortiden.« Fortolkningen af Kinas historie er en vigtig kampplads indenfor det kinesiske kommunistparti, som endnu ikke fuldstændig har overvundet arven fra den revolutionære periode.

Hensigten med at bringe denne problemstilling ind i diskussionen er, at den hollandske historikers fortolkning, efter vores mening, fortjener at blive underlagt en kritisk behandling.

Uden ønske om at nedgøre Bjarne Nielsens kvalifikationer som boganmelder er det vores overbevisning, at man kunne have fundet en Kinakender i Danmark med en anden tilgang end bogens forfatter.

Bogens metodik har i flere år delt Kinaspecialister og demografer på internationalt plan. Selvom alle er enige om at 1958-62 var yderst vanskelige år for det kinesiske folk, så er der uenighed med hensyn til antal ofre og kontekstens betydning (intra-parti sabotagen, naturkatastrofens omfang og standsningen af den sovjetiske hjælp samt det konstante amerikanske pres, og så videre)

Sidste år besøgte Bjarne Nielsen Maos mausoleum i Beijing og var overrasket over at se grædende fattige kinesere giver udtryk for deres sorg. Her ligger i sin kerne paradokset i Kinas moderne politiske kultur, som fortjener større opmærksomhed.

En kinesisk historiker

Den kinesiske historie-professor og politolog Dongping Han, der har beskæftiget sig med denne periode i Kinas historie, skrev følgende i det marxistiske tidsskrift Monthly Review (december 2009):

»… under min forskning på landet i Kina i de sidste 25 år … har jeg aldrig mødt en eneste bonde, der troede, at Mao havde tabt folkelig tilslutning på grund af Det Store Spring Fremad. Heller ikke har jeg mødt en eneste bonde, der havde overvejet at gøre oprør imod regeringen under Det Store Spring Fremad. Jeg har slet ikke set beretninger om protestbevægelser fra denne periode«.

Professoren skriver videre om de talrige unge bønder, der i dag udtaler, at de ville være parat at deltage i et oprør imod regeringen.

Måske kunne man beskylde denne fortolkning for at være et forsvar for »maoismen« og derfor utroværdig. Men ifølge vores opfattelse fortjener den under alle omstændigheder at blive inddraget i diskussionen i lige så høj grad som den anti-socialistiske historie-skrivning!

Man kan fremhæve de fejltagelser, der blev begået i den maoistiske periode, men sammenlignet med det nuværende kommunistiske partis politik sker der en tiltagende legitimitetskrise.

Grunden er, at partiets indførelse af kapitalisme og neoliberalisme nu giver sig udslag i lige så store uligheder, som man finder i kapitalistiske lande. Med andre ord: Nok har Kinas historiske udvikling været turbulent. Men dette samfunds politiske fremtid kommer heller ikke til at ligne noget teselskab!

Afsluttende kan vi ikke undlade at forholde os til Bjarne Nielsens ideologiske bemærkning om, at bogen er et lærerigt studie i, hvad børnesygdomme og venstreradikalisme kan føre til.

De kommende katastrofer, som verdens udvikling styrer imod, er resultatet af kapitalistisk radikalisme og ikke af en socialistisk børnesygdom. Så vidt vi kan se, er tiden inde til at opmuntre til politisk »dristighed, mere dristighed«!

I forlængelsen af denne diskussion ville det være på sin plads at gøre status over, hvor den »ansvarlige« og »voksne« socialisme blev etableret. Var den cubanske revolution ikke resultat af voluntarisme?

Med erfaringer fra det 20. århundrede i minde er det politisk naivitet at forvente, at revolutioner og samfundsudvikling i retning af socialisme mekanisk skal forløbe i en harmonisk  unilineær proces.

Ikke mindst fordi disse eksperimenter har fundet sted i en antagonistisk omverden og går imod den herskende interne orden. Som Marx skrev i sin tid, skaber mennesker deres egen historie, men ikke som det passer dem; eller under omstændigheder de selv har valgt.