Vi taler om tusinder af syge og udsatte, som regeringen truer med at frarøve eksistensgrundlaget og drive fra hus og hjem. Det er en åbenlys udfordring for fagbevægelsen, hvis medlemmer også har betalt dyrt.
af Jørgen Petersen, formand Kommunistisk Parti
Jeg blev glad og optimistisk, da jeg hørte om initiativet Folkets Parlament, der nu indkalder til demonstration på Rådhuspladsen i København den 4. juni. Initiativet er udsprunget fra en gruppe fleksjobbere, som i månedsvis har arbejdet for at stoppe regeringens fleksjobreform.
De har løbet panden mod en mur i et forsøg på at overbevise regeringen og fagtoppen om at stoppe reformplanen, fordi den vil skade en svag og udsat del af befolkningen. Derfor vil de nu gøre deres modstand synlig og inviterer til et bredt samarbejde med alle, der vil kæmpe for et solidarisk Danmark. Det er et flot initiativ, som fortjener bred opbakning.
Regeringen svigter
Initiativet er en reaktion på regeringens politiske kurs. Regeringen er ved at kridte banen op til et meget omfattende angreb på den kollektive sektor og de velfærdsordninger, som den blev valgt til at forsvare. Efter ti år med den borgerlige regering, har de økonomisk dårligst stillede brug for et løft, ikke for nye nedskæringer.
Det siger noget om regeringens politik, at det første, der lukkes ud om en kommende skattereform, er et tilsagn om at lette skatten for alle med en årsindkomst på mere end 450.000. Hvorfor er regeringens bekymring ikke mennesker med en indtægt under 450.000 kroner? Jeg noterede mig også, at det var SF, der fik lov at gå først i medierne med forslaget. Før valget lovede Villy Søvndal, at SF under ingen omstændigheder vil bidrage til at lempe topskatten?
Hvorfor taler regeringen overhovedet om skattelettelser, når den er så fokuseret på at lukke hullet i de offentlige kasser. Som tingene tegner sig nu, bliver det mennesker på overførselsindkomst, som skal betale en meget stor del af regningen. De får ringere ydelser og skal betale flere afgifter og andet, som kan financiere skattereformen. Det er et dobbelt angreb på de dårligst stillede.
En bevidst politik
Forleden var der en, der sagde til mig, at mange af regeringens udspil ikke er gennemtænkte. Det mener jeg er et forkert afsæt. Efter min mening er den vifte af udspil, som regeringen barsler med, meget velovervejede. Den tidligere regering overvejede de samme forslag. Og det er det samme snit, der nu gennemtvinges i hele EU.
Mange af de ting S og SF forsvarer i dag, var de lodret modstandere af før valget. Jeg ser regeringens politik som et knæfald for den europæiske storkapital. 2020-planen er efter min opfattelse et forsøg på at oversætte finanspagten til dansk politik.
Regeringen serverer sine reformer med megen snak om, at man ikke vil lade nogen i stikken og sikre, at alle bevarer et forhold til arbejdsmarkedet. Men det er en brutal virkelighed, der skjuler sig bag de flotte ord.
Vi taler om hundredetusinder af danskere, som er økonomisk dårligt stillet og alligevel vil miste mange penge. Vi taler om tusinder af syge og udsatte, som regeringen truer med at frarøve eksistensgrundlaget og drive fra hus og hjem. Det er en åbenlys udfordring for fagbevægelsen, hvis medlemmer også har betalt dyrt og nu igen stilles overfor nye krav ved trepartsdrøftelserne.
Det er et godt afsæt for en alliance mellem fagbevægelsens medlemmer og mennesker på overførselsindkomst. Hvis den ikke skabes og udvikles, bliver det igen de bedst økonomisk stillede, der trækker det længste strå.
Synliggør modstanden
Det er ikke tilfældigt, at det netop er fleksjobbere, der nu tager initiativ til at demonstrere og synliggøre modstanden. Det er en meget udsat gruppe hvor mennesker med sygdomme som sclerose, kræft og muskelsvind vil få markant dårligere forhold, hvis regeringens planer gennemføres. Nu er deres tålmodighed løbet ud. Heldigvis er der overskud til at handle.
Det samme er ved at ske mange andre steder. Det er i virkeligheden absurd, at der ikke allerede har lydt et ramaskrig ved udsigten til det mest omfattende angreb på grundlaget for dansk socialpolitik i mands minde.
Nu må perioden med frustrationer og afmagt afløses af aktiviteter og et synligt pres på regeringen for at føre en anden politik.
Danmarks fremtid er alt for vigtig til at overlade til politikerne på Christiansborg. Regeringens reformpakker vender den tunge ende ned. Derfor kommer jeg til demonstrationen på Rådhuspladsen den 4 juni og opfordrer fagbevægelsen og ungdommens interesseorganisationer til at slutte op.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via
87278
på Twitter
