Hvorfor planlægger regeringen ikke ud fra de reelle fremtidsperspektiver?

af Helle Due, København N

Regeringens mantra har længe været: Vi skal alle arbejde noget mere – vi har faktisk hørt det hver dag, lige siden Thorning fremlagde sin »smarte« plan om at arbejde tolv minutter mere om dagen.

Senere kom så den mere tunge plan om, at vi også skal arbejde nogle år længere. I kølvandet fulgte forringelserne for de arbejdsløse, for at presse dem ud i job, der ikke er der – eller i bedste fald ligger så langt fra familiernes bopæl, så det kan splitte familierne ad eller lægge op til fire timers transport til en arbejdsdag.

De fattige arbejdsløse i østlandene må jo forlade deres hjemland, for at tjene til livets ophold, så skal en ufaglært dansker da ikke klage.

At arbejde mere for at tjene til dagen og vejen var god politik i Socialdemokratiets barndom i første halvdel af forrige århundrede – før teknologien satte ind.

For tiden lægger regeringen planer otte til ti år frem i tiden, selvom alle ved, med hvilken fart teknologien udvikler sig.

I industrien er arbejderen i mange tilfælde afløst af robotteknologi. Hvor mange førerløse trucks vil der være i 2020?

I sundhedssektoren ligesådan. Hvor mange hænder skal rede senge, gøre rent, skifte ble, made de syge og så videre i 2020?

Trafik, transport – hvor mange førerløse tog vil der være?

Hospitaler og undervisning: Hvor meget vil foregå via telekommunikation?

Hvorfor planlægger regeringen ikke ud fra de reelle fremtidsperspektiver?