Vi sender en åben invitation til regeringen: Kom til Horsens og tag de faglige topledere med. Og gør det, inden I aftaler, hvordan lønmodtagerne endnu engang skal bidrage til at betale kriseregningen.
Faglig kommentar
af Hans A. Sørensen, formand for 3F og Bjarne Sørensen, formand for Dansk Metal Horsens
Tiden med Horsens som EU-hovedstad er snart ovre, og det vil være slut med limousinekørsel og ministerbesøg.
Men vi vil godt fastholde regeringens opmærksomhed et øjeblik endnu. Derfor sender vi en åben invitation til regeringen: Kom til Horsens og tag de faglige topledere med. Og gør det, inden I aftaler, hvordan lønmodtagerne endnu engang skal bidrage til at betale kriseregningen.
Det er på tide regeringen vender sig mod den danske virkelighed og holder op med kun at tage bestik af de løsninger, som regnedrengene i Finansministeriet spytter ud.
Selvom regeringen har taget små dansetrin i den rigtige retning - fjernet fattigdomsydelser og sat fokus på social dumping – så har den langt fra levet op til de forventninger, den selv skabte op til valget. Ikke mindst ser det ud til, at den ikke har tænkt sig at knytte bredere bånd til den fagbevægelse, som sloges for at bringe den til magten.
I et parforhold kan man ikke klare sig med en sms engang imellem. Og man skal heller ikke regne med, at fagbevægelsen fremover stiller op ved betalingsskranken, hvis lønmodtagerne basale interesser ikke bliver varetaget!
Slet de blå regneark
I stedet for at tage udgangspunkt i S og SF’s egne valgløfter har regeringens ministre åbenbart ladet sig forblænde af embedsmændenes regnemodeller. Den har godtaget idéen om, at alt handler om snarlig mangel på hænder på trods af de 160.000, som allerede er på gaden.
Regeringen har valgt at tale krisen op. Det startede med et kasseeftersyn, som angiveligt pegede mod et underskud i statskassen på 100 milliarder sidste år. Alle valgløfter måtte aflyses, og de bebudede trepartsforhandlinger skal handle om at finde yderligere milliarder til statskassen. Regnedrengene skønnede 65 milliarder galt. Underskuddet endte på 35 milliarder kroner – et beskedent underskud i en krisetid.
Men den glædelige nyhed fik ikke regeringen til at sætte virkelig gang i økonomien. Tværtimod! I den netop præsenterede 2020-plan hedder det nu, at der om otte år vil mangle syv milliarder i kassen. Så nu er det, det hele handler om, at vi kan se frem til otte år med en accepteret vækst på 0,8 procent - som reelt er minusvækst i den offentlige sektor. Med andre ord en permanent nedskæringsrunde, så langt øjet rækker.
Et velpolstret land
De syv milliarder er kommet ud af de samme regnemaskiner, som altså lige har regnet 65 milliarder galt, hvad angår sidste års underskud.
Her i weekenden kom det så også frem, at man havde regnet forkert på manglen på arbejdskraft. Nye oplysninger fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd viser, at der vil være omkring 20.000 flere i stedet for færre hænder i 2020. Det er en både tragikomisk, interessant og påtrængende tilføjelse til overvejelserne om, om det er politisk eller videnskab, som skal bestemme vores fremtid!
Gad vide om vi nu skal have efterlønnen genindført, når begrundelsen for at afskaffe den var forkert?
Man kan vælge at være optimist, pessimist eller noget midt imellem. Den tidligere borgerlige regering havde »valgt at vælge« at være pessimister for at argumentere for offentlige nedskæringer.
For os er det ufatteligt, at en regering med deltagelse af to arbejderpartier kan basere sin politik på nogle nyliberale økonomiske teorier og en sparelogik, som vi i øvrigt ser et spirende oprør imod i hele Europa.
Af en centrum-venstre-regering kan vi vel forvente en anden tilgang til udviklingen. Ligesom vi lige nu ser, at tankegangen i den finanspagt, som regeringen så standhaftigt forsvarer sammen med Tysklands Merkel, bliver afvist af ikke bare det franske og græske folk, men også af flere og flere økonomer. Resultaterne af sparepolitikken i Sydeuropa har været forfærdende, og har forværret krisen i stedet for at løse den.
Der er basale økonomiske kendsgerninger, som viser, at Danmark hverken er et forgældet eller fattigt land uden konkurrencekraft. For eksempel har vi sparet så meget arbejdsmarkedspension sammen, at det er på størrelse med den norske oliefond (3100 milliarder kroner). En god bid af de penge er udsat skat, som venter på at blive indbetalt og brugt til velfærd. Og mange flere er undervejs.
Vi har overskud på betalingsbalancen, det vil sige vi laver mere end vi bruger. Faktisk peger økonomer på, at Danmark sammen med Tyskland og en række andre lande burde bruge flere penge, hvis Europa skal skubbes ud af krisen. Så når erhvervsminister Ole Sohn kan stille sig op og tale om, at »vores« produktivitet er faldet dramatisk, så taler han enten mod bedre vidende, eller også ved han ikke, hvad han snakker om.
Han og resten af regeringen har valgt at støtte sig til udbudsøkonomerne og sat jagten ind på flere hænder og endnu flere milliarder til at dække fiktive huller.
Hvis man så ville stoppe huller med penge fra folk, der har. Men når man lægger op til en fleksjobsreform, som skal hente to milliarder fra en af vores svageste grupper, som bidrager med den arbejdskraft, de har tilbage, så hører alting op!
Reformen skal få fleksjobbere til at arbejde mere for mindre. Men spørg lige dem, det handler om! Fleksjobberne er i fleksjob, fordi de er syge, de arbejder det, de kan. Det er ikke en »ydelse«, man selv henter på hylden.
Det ved vi, og det ved alle, som kender lidt til arbejdsmarkedet. Alligevel vælger politikerne at lade sig styre af regnestykker fra finansministeriet.
Tid til sporskifte
Seneste meningsmåling sender Løkke tilbage i statsministeriet med 96 mandater. Så hvis regeringen ikke skal blive en parentes i historien, er det på tide at indfri nogle af løfterne og forventningerne, som så mange har haft efter 10 års borgerligt styre.
De to arbejderpartiet kunne starte med at tage bestik af virkeligheden og sætte gang i en jobskabelse udover de 8000, som angiveligt kommer ud af den beskedne kickstart. For jo, vi har noteret, at de regner med 160.000 nye job frem til 2020. Men planen angiver kun veje til at jage folk ud i arbejdsløshedskøen og holde sig parat. Der er ingen bud på, hvor jobbene skal komme fra, det overlader regeringen helt til markedet. Det er lige smart nok!
Men mens vi venter på opsvinget, så hviler utrygheden over lønmodtagerne. Regeringen må levere en dagpengereform, som gør op med den brutale reform, Løkke-regeringen nåede at gennemføre. Dagpengeperioden skal igen være fire år, og kravet til, hvornår man kan få dagpenge igen, skal sættes ned fra et års arbejde til et halvt.
Alene i Horsens har vi 700 arbejdsløse, som inden for overskuelig tid risikerer at miste deres dagpenge. De seneste 10–15 år er dagpengene udhulet, i dag mister mange halvdelen af deres forsørgelsesgrundlag, hvis de bliver fyret. Det hullede dagpengesystem skaber en grundlæggende frygt hos lønmodtagerne, som det burde være regeringens fornemste opgave at tage alvorligt.
Hvis regeringen begynder at levere resultater på dagpengeområdet, på velfærd og på uddannelse, så tror vi, at den vil opleve en befolkning, som har forståelse for, at alle problemer ikke bliver løst på en gang. Det vil være vejen, hvis en centrum-venstre regering skal have en ny chance.
Men det klares ikke med en sms efter flere penge. Så derfor til ministrene: Kom til Horsens og lyt til befolkningen.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via
87278
på Twitter
