Historien har vist os, eller undertegnede, at konkret viden og åben debat om tingene, også dem vi ikke kan lide, er vejen frem til nye erkendelser og derved åbner op for muligheden for at lære og korrigere.

Når de to forfattere mener, at de mange bøger med »fokus på Kinas moderne historie, dæmoniserer Mao som person…, er det skjulte formål at miskreditere ethvert forsøg på at skabe et ikke-kapitalistisk alternativ«, så er det både rigtigt og forkert.

Steen Flemming Jørgensen

af Bjarne Nielsen, Odense

Svar til Ellen Brun og Jacques Hersh (Arbejderen, den 16. maj)

Forfatterne til »Kulturrevolutionen i Kina« (1969), Brun og Hersh, skal have tak for læserbrevet, som undertegnede opfatter som en ægte bekymring for de revolutionære kræfters eftermæle i Kina. En bekymring jeg deler.

Når de to forfattere mener, at de mange bøger med »fokus på Kinas moderne historie, dæmoniserer Mao som person…, er det skjulte formål at miskreditere ethvert forsøg på at skabe et ikke-kapitalistisk alternativ«, så er det både rigtigt og forkert.

Naturligvis er Informations Forlags – og andre forlags – intention at tjene penge og ofte bidrage til miskreditering af socialismen. Men hvad hindrer nutidens sinologer og Brun og Hersh i at skrive en marxistisk vinklet bog om Mao-perioden, om udviklingen fra den gang til nu?

Kritikken må frem

Netop fordi historien ikke er »værdifri« og fungerer som et »våben i den ideologiske kamp«, er det vigtigt, at den viden, som Frank Dikötter efter studier i KKP’s arkiver, kommer frem.

Også trods hans antikommunistiske vinkler. For historien har vist os, eller undertegnede, at konkret viden og åben debat om tingene, også dem vi ikke kan lide, er vejen frem til nye erkendelser og derved åbner op for muligheden for at lære og korrigere.

Havde den kinesiske befolkning hørt om, hvorfor ’Det Store Spring Fremad’ og ’Kulturrevolutionen’ gik galt og var blevet inddraget i beslutningerne både før og efter, kunne det måske have hindret det nederlag, de revolutionære led i klassekampen til Deng Xiaoping og hans slæng.

Jeg er enig i Orwells ord om »at den, der kontrollerer fortiden, bestemmer fremtiden: Den der kontrollerer nutiden bestemmer fortiden«. Derfor er det også værd at anbefale den nye fremtidsroman »De fede år« af Chan Koonchung, der netop slår ned på problemet med den kollektive bevidsthedsfortrængning og benægtelse. 

Brun og Hersh citerer en kinesisk professor, som »aldrig har mødt en eneste bonde, der troede, at Mao havde tabt folkelig tilslutning på grund af Det Store Spring Fremad«.

Her vil jeg sige: »Tvivl på alt«. For de, der var bønder fra Anhui-provinsen eller boede i de 55 amter, hvor hungersnøden ramte hårdest, grundet partiets økonomiske politik, naturkatastrofer, sygdom, terror, inkompetente og korrupte ledere i et »lukket« parti, tror jeg ikke, var de bønder, der lå og græd hjerteskærende ved Maos Mausoleum, da jeg stod i køen.

Jeg tror heller ikke, det var nogen, som overlevede nedslagtningen af oprørene mod den førte politik eller familie dertil. For oprør var der, også af folk der ikke nødvendigvis var mod revolutionen, trods professorens påstand om det modsatte.

Bedre anmeldere

Brun og Hersh har naturligvis ret i, at Arbejderen burde finde en, der bedre end undertegnede, kunne gennemgå Dikötters fortolkning, især da kildematerialer er på kinesisk. Men de hænger ikke på træerne.

Jeg tror Arbejderens redaktion vil blive glade, hvis nogen sinologer på Copenhagen Business School og universitetet, eller Brun og Hersh, ville bidrage med deres viden om udviklingen i Kina. Men jobbet er ulønnet, så...

Angående fremhævelser af fejl i Mao-tiden er jeg i tvivl om, hvad Brun og Hersh mener. Jeg læser det, som om de mener, at fordi den kinesiske kapitalisme i fremtiden vil byde på værre ting, er der ingen grund til at bekymre sig om den, for »nok har Kinas historiske udvikling været turbulent. Men denne samfundspolitiske fremtid kommer heller ikke til at ligne noget teselskab«, og de ønsker at opmuntre til politisk »dristighed, mere dristighed«.

 Min holdning her er, at vi fra perioden med Ho-Chi-Minh-løb, studerende i kansastøj, læsning af Brun og Hersh’ »Kulturrevolutionen i Kina« og citering af Maos »Den lille Røde«, burde ha’ lyttet til Marx’ ord om altid at være kritisk. Samtidig med man er dristig, bør man nok også huske at være besindige og inddrage de involverede.

Jeg er helt enig i parrets vurdering omkring revolutioner og samfundsudviklingen.   

Omkring forfatterparrets spørgsmål vedrørende Cubas revolution, håber jeg også. at  man snart får en dyb, solidarisk baseret og reel debat om dens karakter. Det fortjener den og vi.

Bjarne Nielsen, anmelder på Arbejderen, svarer her på en kritik fra Ellen Brun og Jacques Hersh’ af  Bjarne Nielsens anmeldelse af bogen »Maos store Hungersnød«, som blev bragt den19. april.