Jeg kan let komme til at bekymre mig over, om det vil betyde et farvel til det gode velfærdssamfund, vi kender, og goddag til et velgørenhedssamfund.

Martin Mounzer

Skal vi overlade flere og flere almennyttige indsatser i vores samfund til privat filantropi? Jeg tænker ikke på frivilligt arbejde, men på fonde, almennyttige fonde, der uddeler penge til en lang række projekter og opgaver, som kan komme almenvellet til nytte. Det er allerede godt i gang.

Otte milliarder kroner deler de mange fonde, små som store, tilsammen ud om året her i landet. Af dem går omkring 10-20 procent til sociale formål, altså mellem en og halvanden milliard kroner hvert år. Ser man på listen over, hvad de forskellige fonde deler ud på det sociale område, kan man dårligt klage over deres indsats. Det er helt sikkert gode og nødvendige aktiviteter, der støttes.

Som en af dem, der søger og henter støtte fra fondene til aktiviteter i forbindelse med mit arbejde med hjemløse, kan jeg jo dårligt være imod, at store virksomheder og velhavende familier placerer penge i fonde, der så har til opgave at støtte forskellige almene formål. Men jeg kan godt gøre mig overvejelser om, hvor jeg ser problemer og fordele for vores samfund i den forbindelse.

Bill Clintons gaver

Det er kommet snigende over os i løbet af de sidste par tiår, og er på nogle områder af samfundslivet blevet en væsentlig finansieringskilde, uden at vi, efter min mening, har fået forholdt os demokratisk-politisk til den udvikling. Derfor var jeg også glad for at blive inviteret til en konference som Realdania, en af de meget store fonde, afholdt for et par dage siden, for at få diskuteret fondenes betydning på godt og ondt. Oven i havde de inviteret tidligere præsident Bill Clinton til at tale om det filantropiske arbejde, han står i spidsen for.

Vi kommer vel ikke uden om, at når det er en fond, der skal betale, er det selvfølgelig også den, der bestemmer, hvad pengene skal bruges til. Eller sagt med andre ord, det som sættes i gang er uden for demokratisk indflydelse.

Når det drejer sig om socialt arbejde, synes jeg for så vidt ikke det gør noget, eller faktisk kan det være en fordel, at indsatser, der er nye og uprøvede og som det offentlige ikke vil vove penge på, bliver sat i gang for private penge. Men det gælder kun så længe, der også er en stærk offentlig sektor, der sikrer, at der er ordentlige og tilstrækkelige sociale ydelser.

Jeg er bange for, at fristelsen kan være for stor for nogle i det offentlige system, sådan at en eller anden kommune vælger at benytte sig af chancen til at spare og for eksempel lukke et socialt tilbud. Den økonomiske krise kan jo for tiden nemt bruges som undskyldning for at skære ned på de opgaver, som det offentlige rettelig burde løfte.

Farvel velfærdssamfund

Og så kan kommunen håbe på, at en frivillig organisation kaster sig ud i, innovation hedder det, at oprette et tilsvarende sted for penge fra en af de private almennyttige fonde. På den måde kan vi meget vel bevæge os hen mod, at det bliver bestyrelserne i fondene, der i et alt, alt for stort omfang afgør, hvilke områder der skal støttes og i hvilket omfang. 

Jeg kan let komme til at bekymre mig over, om det vil betyde et farvel til det gode velfærdssamfund, vi kender, og goddag til et velgørenhedssamfund. Det var sådan et samfund, jeg hørte Clinton tale om. Velgørenhed er at give gaver. Gaverne kan blive delt ud til dem i størst nød, eller til dem man synes fortjener det og som er taknemmelige nok. For det har vist aldrig været gratis at modtage gaver.

Nu er det jo trods alt dejligt at give og at få gaver, så hvis fondene opfører sig ordentligt, og det tror jeg de fleste af dem gør, er det fint, at vi får noget ekstra til forskning, til kultur og idræt og til at udføre det sociale arbejde, som ellers aldrig ville være blevet gjort. Nogle friske penge der åbner helt nye veje eller som nogle tør løbe den risiko med, at de bliver tabt.

Men det er absolut nødvendigt at holde godt øje med politikere og det offentliges embedsmænd, sådan at de ikke sælger ud af den værdifulde grundstamme i den danske velfærdsmodel.

Preben Brandt er formand for Københavns Kommunes Udsatteråd og Projekt Udenfor.