15 Jan 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Ikke flere ofre

Ikke flere ofre

Onsdag, 23. maj, 2012, 12:04:16

Vi har ikke brug for at arbejde mere – men brug for mere arbejde! 162.000 ledige giver gerne en hånd med.

af fællesformand Viggo Thinggård, HK Østjylland

Fjern fingrene fra helligdagene, og rør ikke ved de betalte pauser. Lønmodtagerne har ydet nok. Dels med Tilbagetrækningsreformen, der totalt har udhulet efterlønnen; og dels ved i overenskomstforhandlingerne at have vist løntilbageholdenhed i en sådan grad, at der bliver tale om nedgang i reallønnen.

Jeg synes derfor ikke, det er rimeligt endnu en gang at kræve ofre fra lønmodtagerne.

I det hele taget mener jeg, at der bør sættes en ny dagsorden, hvor der tages udgangspunkt i virkeligheden her og nu. Den virkelighed som siger, at der er arbejdsløshed i Danmark. Så lad os nu starte med at løse dette problem.

Det er noget patetisk, at man bliver ved med at tale om at skaffe flere hænder på arbejdsmarkedet i en tid, hvor det er jobs og ikke arbejdskraft, der mangler. Nu er det på tide at sætte den vækstdagsorden, der kan skaffe flere arbejdspladser.

Nye tal viser, at der i de kommende år bliver flere danskere i den arbejdsduelige alder på arbejdsmarkedet end forventet, og også set i det lys mener jeg, at fokus nu bør drejes fra en forøgelse af arbejdskraften til en forøgelse af antallet af jobs.

Uanset om man piller ved helligdage eller betalte pauser eller noget helt tredje: Vi har ikke brug for at arbejde mere – men brug for mere arbejde! 162.000 ledige giver gerne en hånd med.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


23. maj. 2012 - 12:04   30. aug. 2012 - 19:21

Læserbrev