Vi kan ikke acceptere, at det igen og igen er vores medlemmer, der skal betale »gildet«. Det er på tide, at det er andre, der »kommer til lommerne«.
ÅBENT BREV
fra 3F Midtvendsyssel v/ formand Jørgen Olsson
Til beskæftigelsesminister Mette Frederiksen, medlemmer af Folketingets beskæftigelsesudvalg og fagbevægelsen.
Da Socialdemokraterne og SF i maj 2011 blandt andet kom med forslag om at arbejde 12 minutter mere om dagen, udtalte LO formand Harald Børsting den 12. maj 2011 til pressen:
»Vi går da ikke først hen og får en oveni hovedet på efterløn og dernæst kommer til at betale oveni det (...) der vil jeg sige trygt og roligt til vores medlemmer, at vi betaler ikke to gange«.
Enig med Børsting
Det er 3F Midtvendsyssel enig med LO formanden om!
S, SF og Radikale stemte sammen med de borgerlige partier i Folketinget for en kraftig forringelse af efterlønnen. Derfor undrer det os, at de nu kommer med forslag til trepartsforhandlingerne om at afskaffe to eller tre helligdage.
Det tager vi skarpt afstand fra, da medlemmerne har betalt
Det håber vi, at vores faglige forhandlere husker på, når de sidder ved forhandlingsbordet...
I 3F Midtvendsyssel deltog vi aktivt i »SKÆVT« kampagnen for at få en ny regering og en ny politik. Vi hører tit fra medlemmerne, at de er skuffede og frustrerede over de manglende resultater i det første halve år, hvor vi har haft en socialdemokratisk ledet regering.
Årets overenskomstforhandlinger viser i øvrigt stor ansvarlighed fra medlemmernes side, da der på de fleste områder er tale om reallønsnedgang!
3F Midtvendsyssel kræver:
* skaf ordinært arbejde til de 170.000 arbejdsløse.
* skaf fleksjob til de 17.000, der mangler job og tag de planlagte forringelser af bordet vedrørende fleksjob og førtidspension.
* opret det nødvendige antal praktikpladser til de unge.
* at ingen arbejdsløse, der står til rådighed for arbejdsmarkedet, mister retten til dagpenge.
* alle skal have ret til uddannelse og efteruddannelse på højeste dagpengesats.
* fjern varighedsbegrænsningen på sygedagpenge.
* afskaf al planløs aktivering.
* stramning af arbejdsmiljøloven og tilfør Arbejdstilsynet flere resurser.
* vedtagelse af lov om kædeansvar for at undgå social dumping på arbejdsmarkedet. Alle skal arbejde på »lige vilkår«.
Håber I vil lytte
Det er vort håb, at I vil være lydhøre over for vore krav til gavn for medlemmerne. Vi deler Helle Thorning Schmidts udtalelse før Folketingsvalget om, at vi skal »arbejde os ud af krisen« og »ikke gå sparevejen«. Men vi må tilstå, at vi til tider har svært ved at bevare optimismen, for hvad er der blevet af den meget omtalte »kickstart« og den grønne omstilling?
Vi kan ikke acceptere, at det igen og igen er medlemmerne, der skal betale »gildet«. Det er på tide, at det er andre, der »kommer til lommerne« for som statsministeren så ofte siger: »vi skal alle bidrage«. Ja, men vi har allerede betalt rigeligt!
Vi vil i 3F Midtvendsyssel arbejde videre i afdelingens faglige-politiske udvalg, hvor vi samarbejder med 3 folketingsmedlemmer fra S, SF og Enhedslisten.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via
87278