Der er nok at diskutere: Vi ønsker værn mod social dumping, sikring af praktikpladser til unge, opkvalificering af arbejdstyrken og et dagpengesystem, der ikke tvinger arbejdsløse fra hus og hjem.
fra Dansk El-Forbunds hovedbestyrelse
Adskillige medlemmer og klubber i Dansk El-Forbund har udtrykt bekymring for, at det igen er lønmodtagerne, der skal bløde for finanskrisen – denne gang i form af øget arbejdstid. Dansk El-Forbunds hovedbestyrelse deler denne bekymring og siger:
* Ja til trepartsforhandlinger – nej til øget arbejdstid.
* Ja til vækst og øget beskæftigelse – nej til løntrykkerpolitik.
Det er ikke mangel på arbejdsudbud, der er problemet; det er mangelen på job. I en situation med over 160.000 arbejdsløse er hele debatten forud for forhandlingerne kommet til at handle om inddragelse af to fridage. Men forventningen om den kommende mangel på arbejdskraft bygger på højst usikre prognoser, og derfor er der ingen logik i at afskaffe fridagene eller øge arbejdstiden i øvrigt.
Der skal skaffes fire milliarder kroner til samfundskassen, og vi hjælper gerne med gode ideer. For eksempel koster sygefravær og afledte udgifter som følge af arbejdsulykker, arbejdsskader og nedslidning hvert år samfundet mere end det tidobbelte af dette beløb. Vi foreslår, at der sættes massivt ind med incitamenter, der får arbejdsgiverne til at forebygge nedslidning, ulykker og arbejdsbetinget sygdom.
Dansk El-Forbund bakker op om LO’s deltagelse i trepartsforhandlingerne. Der er nok at diskutere: Vi ønsker blandt andet værn mod social dumping, sikring af praktikpladser til unge under uddannelse, opkvalificering af arbejdstyrken og et dagpengesystem, der ikke tvinger arbejdsløse fra hus og hjem.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278