Det, sagen drejer sig om, er, at Margrethe har valgt et klassestandpunkt, og det er ikke arbejderklassens.

Skærveknuseren

af Kjeld Stenum

Onsdag den 23. maj var hovednyheden på såvel tekst-tv som i den tidlige morgenradioavis, at for 151.000 danskere kunne det ikke betale sig at arbejde. Eller sådan blev det fremstillet i overskrift og indledning. Det viste sig så, at det, som det helt nøjagtigt betød, var, at fortjenesten ved at gå på arbejde frem for at modtage overførselsindkomst for de 151.000 var mindre end 2000 kroner om måneden. Af dem havde de 58.000 mindre end 1000 kroner om måneden ud af det.

Tallene kom fra Økonomiministeriet, der jo ledes af en velkendt radikal dame. Forklaringen på det svage økonomiske incitament til beskæftige var ifølge ministeriet, at dagpengebeløbet for lavtlønnede var relativt højt. Når folk kom tæt på tidspunktet, hvor de mistede dagpengeretten, steg lysten til at søge arbejde markant. Og hvor er det mærkeligt, at folk bliver mere desperate efter at finde et arbejde, når de står til at miste hovedparten af deres eksistensgrundlag!

Men bemærk i det hele taget de geniale formuleringer! Strengt sagligt er alt jo uangribeligt. Hvis man kan få næsten lige så mange penge ud af ikke at arbejde, er det økonomiske incitament til at arbejde ikke ret stort. I stedet for et »relativt højt« dagpengeniveau kunne man også have talt om et »relativt lavt« mindstelønsniveau. Det betyder nøjag­tigt det samme. Men man har altså foretrukket det andet.

Uanset hvad, så findes der jo stadig to måder at komme sådan en »relativ højde« til livs på: Man kan, som formuleringen næsten lægger det i munden på os, sætte dagpengene ned. Men, hvad der er matematisk og logisk fuldstændig ligeberettiget med dette tiltag, man kan også komme den »relative højde« på dagpengesatsen til livs ved at sætte mindstelønnen op. Hvor mange tænker den mulighed, når de præsenteres for de famøse tal på den måde?

Og så er virkeligheden bag tallene endda, at folk arbejder, selv om de ikke har noget ud af det. Af de 58.000 som har mindre end 1000 kroner månedligt ud af det, er kun 6000 ledige, og af samtlige 151.000 er kun 14.000 ledige. Disse ting var hverken med på tekst-tv eller i morgenradioavis.

Nu er der intet opsigtsvækkende, hverken i hvilke tal Økonomiministeriet finder det interessant at bruge tid på at grave frem, eller i måden man vælger at præsentere dem på. Det seneste årtis borgerlige værdikamp har vænnet os til den slags budskabsformidling. Er der noget som helst bemærkelsesværdigt i sagen, er det da kun, at den borgerlige værdikamps hetz mod samfundets økonomisk svageste grupper fortsætter uanfægtet, selv om regeringen officielt er af en anden farve.

Og selv det er der ikke meget bemærkelsesværdigt i mere. Vi er ved at have indset, hvor I har hjemme, Mar­grethe!

Nej, det oprørende i sagen er, at logikken i den fremmanede snusfornuft er så hul, at så højtbegavede hoveder som vores økonomiminister helt sikkert er fuldt bevidst om det. Forsøg på at gøre kapitalisterne i stand til at konkurrere sig ud af krisen ved at tvinge folk til mere beskedne lønkrav er i globalt perspektiv lige så håbløst som et forsøg på at støtte dem ud af den med offentlige investeringer i produktion.

For begge dele udhuler samfundenes forbrugsevne, og krisen kommer netop af, at forbruget ikke længere kan holde trit med kapitalisternes ophobning af finanser. Margrethe har med sin høje uddannelse helt sikkert stiftet bekendtskab med Karl Marx’ kriseteori og er jo desuden fuldblods europæer, så hun må være fuldt bevidst om, at globale kapitalistiske kriser ikke løses bare ved at tugte landenes arbejderklasser til lavere forbrug.

Og når man er fuldt bevidst om, at den logik, hvormed man forsøger at overbevise andre, ikke holder, så er der kun én betegnelse for det, man bedriver: Demagogi! Det, sagen drejer sig om, er, at Margrethe har valgt et klassestandpunkt, og det er ikke arbejderklassens. Og hun forsøger at manipulere sin klasses interesser igennem, uanset ethvert sagligt hensyn. Da hun er minister, er det, hun gør, langt værre end Joakim B. Olsens klovnerier.

Man tæsker løs på de kiler, der fremtvinger en kløft mellem folk med arbejde og folk på overførselsindkomst. Hvis man tit nok gentager, at midlet til at skaffe flere i arbejde er at øge det økono­mis­ke incitament til at arbejde, får man efterhånden alle arbejdende, som ikke har givet sig tid til at tænke tingene igennem, til at blive vrede, fordi de tænker, at alle, der er på overførselsindkomst, er det i kraft af et personligt valg. Og mange har det ikke altid lige sjovt med deres arbejde. Så de bliver sure og kalder folk på overførselsindkomst nasserøve.

Det er en fuldstændig uvæsentlig diskussion i spørgsmålet om, hvordan man kommer arbejdsløsheden til livs. For enten har folk rent faktisk ikke haft noget valg, når de er på overførselsindkomst. De er fyret, blevet uarbejdsdygtige eller lignende og har aldrig haft muligheden for at vælge anderledes. Eller også har folk haft et valg, hvilket jo ikke ændrer en tøddel på den uomgængelige kendsgerning, at hvis de så havde valgt at være på arbejdsmarkedet, havde de trængt andre ud.

Diskussionen er uvæsentlig i forbindelse med at ville mindske arbejdsløsheden. Men jeg er overbevist om, at det er regeringens gustne strateger fuldstændig ligeglade med. For det er ikke det, den handler om. Nej, den handler om at få dem i arbejde til at hade og foragte dem udenfor arbejdsmarkedet, og få dem udenfor arbejdsmarkedet til at skamme og foragte sig selv så meget, at de bliver parate til hvad som helst for at få et arbejde.

Væk er så enhver kritisk diskussion af kvaliteten af det arbejde! Og da det jo er vores allesammens fremtid, der skabes i produktionen, forsvinder også enhver kritisk diskussion af vort samfunds udvikling i det hele taget. Af, om kapitalismen evner at sikre vores fremtid. Eller om vi er nødt til at hitte på noget bedre.