De netop overståede overenskomstforhandlinger giver det ringeste resultat nogensinde. Krisen og den store ledighed satte sine tydelige spor
fra anlægs- og bygningsarbejdernes landsbranchemøde
Til 3F's Daglig Ledelse og Hovedbestyrelse.
200 fagligt aktive tillidsmænd forsamlet i Hillerød til anlægs- og bygningsarbejdernes årlige landsbranchemøde i dagene 2. - 3. juni 2012 udtaler:
Vi er dybt skuffede over de netop overståede overenskomstforhandlinger.
Det ringeste resultat nogensinde. Krisen og den store ledighed satte sine tydelige spor.
Vi kan ikke acceptere Dansk Byggeris klart ideologiske holdning til bygningsarbejdernes største udfordring: Den underbetalte udenlandske arbejdskraft.
Dansk Byggeri sagde NEJ til vores og de små og mellemstore virksomheders krav, der ville være gratis for arbejdsgiverne, hvis man brugte underentreprenører med orden i tingene. Det er de store entreprenørfirmaers politik, Dansk Byggeri fører.
Vi kræver, at Daglig Ledelse er mere offensiv over for Dansk Byggeri og deres medlemmer, når de bruger udenlandske firmaer, herunder arme og ben virksomheder.
Vi ser ofte, at de udenlandske firmaer stikker af fra regningen, når der idømmes bod og efterbetaling, og efterlader stor gæld til det offentlige. Det skal stoppes. Arbejdet på den enkelte plads skal indstilles, til alle fordringer er betalt.
Det er for nemt for Dansk Byggeri at »prinse« sig og rose den danske model, men man ønsker ikke at tage ansvar i den forbindelse. Slet ikke økonomisk. Man lukker øjnene for svineriet. Det udhuler ikke alene vores overenskomster, men er også en bombe under det danske velfærdssystem.
Underbetalt arbejdskraft
Der bruges underbetalt udenlandsk arbejdskraft, der ikke betaler skat, men er berettigede til ydelser som eksempelvis børnepenge. Samtidig går danske håndværkere ledige, og der mangler mange lærepladser/praktikpladser.
Vi opfordrer på det kraftigste alle vores faglige repræsentanter til at kræve Dansk Byggeri til regnskab. Der skal indkaldes til 48 timers møder straks, der er uklarheder vedrørende udenlandsk arbejdskraft. Tidsfrister skal overholdes af parterne, og bodssystemet ved overtrædelser skal bruges i langt højere grad.
Vi kræver ret til at få opmålt alt arbejde og eventuelle tvivlsspørgsmål afklaret snarest. Renoveringsarbejde bør også være akkordpligtigt. Desuden skal Opmålerforeningerne styrkes.
Dansk Byggeri modarbejder akkordsystemet med lange behandlingstider, afvisning af betaling for veludført arbejde og accept af ulovlig tilbageholdelse af overskud.
Vi kræver en ansvarlig modpart, der vil fastholde det danske arbejdsmarkeds-system samt ordentlige løn- og arbejdsvilkår og uddannelse til unge.
Vi noterer med tilfredshed, at Dansk Håndværk respekterer den danske model og arbejder aktivt for at forsvare og udvikle den.
Vi er stærkt utilfredse over Dansk Byggeris optræden.
Det er dobbeltmoralsk, når Dansk Byggeri efter forhandlingerne udtaler, at det var 3F, der ikke ønskede at gøre noget ved problemerne med udenlandsk arbejdskraft.
Sandheden er, at Dansk Byggeri, for overhovedet at diskutere problemet, stillede krav om en fleksibilitet, der i virkeligheden betød, at det var op til firma og ansatte, om overenskomsten skulle overholdes.
Vi kræver, at 3F styrker kampen mod social dumping:
* Overholdelse af vores overenskomster
* Akkordarbejde/opmåling
* Indsatsen på 48 timers møderne
* Kædeansvar/3. partsforpligtelse
* Iværksætter kampagne for opsøgende arbejde
Ved kommende overenskomstforhandlinger skal der være en musketér-ed mellem grupperne i forbundet om, at ingen skriver under, før alle har forhandlet sig på plads.
Nej til at splitte arbejdende og arbejdsløse
Skattereformen skal ikke splitte medlemmer mellem arbejdende og arbejdsløse. De fleste medlemmer bliver på et tidspunkt ledige.
Under trepartsforhandlingerne skal vores forhandlere fastholde, at udvidelse af arbejdstiden først kan komme på tale, når arbejdsløsheden er væk.
3F skal intensivere arbejdet for lettere genoptjening af retten til dagpenge. Eksempelvis skal uddannelse tælles med i genoptjeningskravet.
Daglig Ledelse skal komme med markante holdninger. Den skal melde klart ud om vores værdigrundlag. Ledelsen skal være mere synlig og offensiv om vores politik til både medlemmer og andre.
3F skal arbejde for at pensionsselskaberne i fremtiden skal investere i grøn energi, klimarenovering og grønne løsninger til fordel for beskæftigelsen og et mere miljørigtigt Danmark.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via
87278