På trods af SRSF-regeringens meget snak om, at det skal kunne betale sig at arbejde, har den fredet den lave beskatning af de arbejdsfrie indkomster. En tilbagerulning ville være et socialt afbalanceret alternativ.
af Carl-Aage Jensen
Hvorfor skærer en socialdemokratisk ledet regering i overførelsesindkomsterne, mens de giver skattelettelser til de højtlønnede?
Hvem har ansvaret for, at den enkelte arbejder bliver ramt af arbejdsløshed? Hvad skal der til, for at den arbejdsløse atter kan komme i arbejde?
Tager vi udgangspunkt i regeringens skatteudspil, så får man den tanke, at årsagen til, at nogen fortsat er arbejdsløse, er, at de mangler økonomiske fordele ved at gå på arbejde. Mangel på arbejde er ikke noget problem i regeringens retorik.
Under paroler som »Danmark i arbejde« og »det skal betale sig at arbejde«, har regeringen lagt et skatteudspil frem, der markant øger uligheden i samfundet på den korte tidshorisont samtidig med, at krisens konsekvenser begrænser folks muligheder.
Skatteminister Thor Møger Petersen begrunder angrebet på overførelsesindkomsterne med, at folk i arbejde har vist økonomisk ansvarlighed ved at godkende overenskomster, der giver en meget lav lønudvikling.
De lavest lønnede
Overførelsesindkomsterne bliver normalt reguleret i takt med lønudviklingen på arbejdsmarkedet.
Skatteministeren mener åbenbart, at det specielt er de lavest lønnede, der har fået trykket lønningerne. Han frygter, at hvis overførelsesindkomsterne fortsat følger den gennemsnitlige lønudvikling, vil det udhule forskellen mellem de lavestlønnede og satserne til folk på overførelsesindkomsterne.
Den udvikling kan fra en skatteministers synsvinkel imødegås på to måder. Enten ved at give et specielt beskæftigelsesfradrag til de lavestlønnede eller ved at skære i reguleringen af overførelsesindkomsterne. Regeringen har valgt at skære i overførelsesindkomsterne.
Konsekvenserne bliver, at folk, der bliver ramt af arbejdsløshed, kommer til at bidrage til de generelle skattelettelser. Regeringen har foretaget konsekvensberegninger for forskellige prototyper. En enlig, der bor i lejebolig og tjener samlet 305.000 kroner om året, men som er arbejdsløs halvdelen af året, skal efter 2022 betale netto 1150 kroner mere om året på grund af øgede afgifter og forringede dagpenge. Altså ingen skattelettelser – tværtimod.
Regeringen forventer, at den samlede skattereform vil øge arbejdsudbuddet, hvilket ifølge regeringens egen optik betyder, at der automatisk kommer flere i arbejde.
Blå skattereform
En ting er beregninger, noget andet er virkelighed, og flere økonomer tror da heller ikke på, at regeringen vil få fuldtidsansatte til at arbejde mere, fordi de letter på skatten.
Der bliver heller ikke flere job til dem, der i forvejen har svært ved at finde rodfæste på arbejdsmarkedet, blot fordi der bliver skåret i deres overførelsesindkomst. Men forringelserne af overførelsesindkomsterne vil øge presset på dem, der er i arbejde, så de også næste gang holder igen med lønkravene.
Det er ikke uden grund, at blandt andet Dansk Industri er glad for udspillet, som de kalder en »blå skattereform«. Det er heller ikke uden grund, at folk på overførelsesindkomst har svært ved at se forskellen på den nuværende og den tidligere VK-regering.
Velfærdssamfundet med de kollektive rettigheder og ydelser er bygget op under den periode af industrisamfundet, hvor dansk industri var domineret af masseproduktion af produkter.
Den gang blev det danske velfærdssamfund betragtet som en konkurrencefordel, fordi der var masser af fleksibel og veluddannet arbejdskraft til rådighed, selv om storkapitalen, der ejede fabrikkerne, oprindelig havde kæmpet imod.
Forsikringssamfund
I takt med globaliseringen er den industrielle masseproduktion flyttet til lavtlønslande, og de gamle industrilande er i dag domineret af finansmarkederne med de enorme mængder af kapital.
Finansmarkederne har ikke brug for det kollektive velfærdsamfund – tværtimod. Finanskapitalisterne har brug for nye områder, hvor de kan investere og få afkast. Et samfund, der bevæger sig i retning af det amerikanske forsikringssystem, vil netop være i finanskapitalens interesse.
Det er netop et sådan samfund som EU og skiftende danske regeringer har sat kursen imod.
I kølvandet på krisens udbrud nedsatte VK-regeringen beskatningen af de arbejdsfrie indkomster, »kapitalindkomster«, over nogle år, så den maksimale beskatning faldt fra 60 procent til i år 45,5 procent. Ifølge SKAT’s hjemmeside kan det derfor i dag bedre betale sig at tjene flere penge som kapitalindkomst frem for arbejdsindkomst uanset indkomstniveau.
På trods af SRSF-regeringens meget snak om, at det skal kunne betale sig at arbejde, har den fredet den lave beskatning af de arbejdsfrie indkomster. En tilbagerulning af skattelettelserne på kapitalindkomst ville ellers være et socialt afbalanceret alternativ til forringelserne af overførelsesindkomsterne.
Men det passer selvfølgelig ikke til målet om at tilbagerulle det kollektive samfund.
Carl-Aage Jensen er marxist og civiløkonom. Læs hans økonomiske kommentar i Arbejderen i hver måned.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via
87278
på Twitter
