Det er nødvendigt, at vi fortsætter den opgave vi begyndte på gadehjørnet med underskrift-indsamlingen. Den opgave det er vedblivende at forklare de sammenhænge, der er – mellem finanspagten og den politik der føres.
Den Røde Tråd
af Karina Rohr Sørensen, medlem af landsledelsen i Kommunistisk Parti og Folkebevægelsen mod EU
35.410. Det er ikke antallet af brudte løfter eller dårlige forslag fra regeringen... Det er antallet af underskrifter for en afstemning om finanspagten. Underskrifter samlet af en bred kreds af unionsmodstandere og skeptikere, der har brugt timer og atter timer på at rejse EU-debatten lige der, hvor folk er.
Alle de meningsmålinger, der er lavet om emnet, peger i én retning: finanspagten opfattes som afgivelse af suverænitet – og derfor vil vi stemme om den.
Stemmerne blev afleveret til Folketinget, som trods det alligevel valgte at tilslutte Danmark til en pagt, der vil have vidtrækkende konsekvenser for landet, den økonomiske politik, demokratiet og velfærden.
Da folketinget vedtog pagten stod det klart, at det er hamrende uklart, nøjagtigt hvordan konsekvenserne vil være, hvordan reglerne i den skal tolkes, hvor fri eller ufri en siddende regering kan være i udformningen af politikken.
Heller ikke denne uklarhed fik politikerne til at tøve.
Med en trist – men ikke uventet – ligegyldighed overfor folkestyret vedtog et flertal af de folkevalgte, at de ikke længere vil bestemme selv, men hellere vil bestemmes over.
De irske politikere valgte at lade befolkningen stemme – eller valgte og valgte – de var forpligtede til at gøre det, så sådan blev det. En afstemningskamp, hvor ingen for alvor forsøgte at få irerne til at tro på at finanspagten i sig selv gavner. I stedet blev det en kamp mellem ja-sigernes trusler om ruin overfor nej sidens forsøg på at give folk modet til at stå imod, trods alt. En kamp der ikke overraskende blev tabt i et land, hvor ethvert nej indtil videre er blevet mødt med omafstemning.
Frygten vandt
Ingen forsøgte at give et billede af dansende irere, der nu har valgt Europa til. Dækningen af resultatet var ligeså overraskende sober, som den var trist. Således på en af de landsdækkende nyhedskanaler, hvor man tørt konstaterede at frygten vandt, og at alle forventer, at problemerne vil fortsætte med at vokse.
Men hvad gør vi så, når finanspagten bliver en realitet? Når budgetlov, europæiske semestre og automatiske korrektionsmekanismer bliver hverdagssprog? Går vi bare hjem, råber røv, drikker os fulde og holder sommerferie?
Hvordan kommer vi videre, i en situation hvor den mest omfattende pagt er parat til at lægge sig som et tungt åg over både vores og andre lande?
Hvordan finder vi en vej til at glæde os over den voksende EU modstand og kritik, der pibler frem overalt i unionen, når vi samtidigt står over for et system, hvor hensynet til euroens overlevelse overtrumfer idéer som demokrati og mulighed for at påvirke de samfund vi lever i?
Det er ikke nogen let opgave vi står overfor, ikke let at kæmpe mod en politisk europæisk elite, der er enige om at satse på øget konkurrenceevne i stedet for øget velfærd.
Hvad gør’ vi nu?
Det er nødvendigt, at vi fortsætter den opgave vi begyndte på gadehjørnet med underskriftindsamlingen. Den opgave det er vedblivende at forklare de sammenhænge, der er – mellem den pagt vi nu er tilsluttet, og den politik der føres og vil blive ført. Når nogen forsøger at insistere på, at vi skal arbejde flere timer og dage, blive længere på arbejdsmarkedet, og tvinge flere af de svageste til at stille op i arbejdsløshedskøen.
Vi skal forklare sammenhængen, når de kommunale budgetter strammes, når velfærden får begrænset det økonomiske råderum.
Vi skal påvise sammenhængene, samle modstanden og samle kræfterne. Og alliere os med de, der kæmper mod EU og EU’s politik andre steder i unionen.
Det bliver ikke let, men det er nødvendigt. Tak til de 35.409 andre, der skrev under for demokratiet. Der er brug for hver eneste af jer.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via
87278
på Twitter
