28 Jan 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Kalder I det uddannelse?!

Kalder I det uddannelse?!

Onsdag, 13. juni, 2012, 12:36:38

Årligt udløser en pædagogstuderende 37.400 kroner, hvor der til en sygeplejerskestuderende, der ligeledes er ved at gennemføre en professionsbachelor, udløses 73.200.

af Sidsel Malling Laursen, på vegne af 4. semester  på Pædagoguddannelsen Peter Sabroe i Århus

I 2010/2011 var det gennemsnitlige antal undervisningslektioner på de danske pædagoguddannelser 11 lektioner om ugen. Det svarer til 8 timer og 15 minutter.

De Pædagogstuderendes Landssammenslutning (PLS) opfordrer i deres egen evaluering af pædagoguddannelsen til en national garanti på minimum 20 timers undervisning om ugen. En vision vi som pædagogstuderende fra Pædagoguddannelsen Peter Sabroe, fuldt ud støtter. Men fakta er, at der er langt til mål.

Vores personlige oplevelse af antallet af undervisningstimer, er umiddelbart lavere end den omtalte undersøgelse viser. For at give et eksempel har vi for nylig afsluttet et undervisningsforløb med en skriftlig eksamen.

Forløbet varede fra 1. februar til afleveringsdatoen for opgaven, 9. marts. I løbet af den periode har vi sammenlagt fået 15 timer og 30 minutters undervisning. Dette inkluderer introduktion til det helt nye fag, undervisning i form af foredrag og vejledning. Forløbet ender med en karakter uden nogen form for tilbagemelding, grundet prioritering af undervisernes ressourcer.

Evalueringen af pædagoguddannelsen har givet anledning til stor kritik af nyuddannede pædagoger. Vi har stor forståelse for kritikken, men retter den mod indholdet af pædagoguddannelsen, ikke mod de pædagogstuderende.

Vi er uforstående overfor den økonomiske prioritering af professionsbachelorernes taxameterpenge pr. studerende. Årligt udløser en pædagogstuderende 37.400 kroner, hvor der til en sygeplejerskestuderende, der ligeledes er ved at gennemføre en professionsbachelor, udløses 73.200.

Vi mener at dette er en stor del af forklaringen på den kritik, der nu lyder om de nyuddannede pædagoger. Vi er selv urolige for, om vi kan leve op til de krav, der i dag bliver stillet til os i faget.

Derfor gennemførte vi den 30. maj aktionen »Vi får for lidt« på Lilletorv i Århus.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


13. jun. 2012 - 12:36   30. aug. 2012 - 19:21

Læserbrev