Det er dødærgerligt, at vi ikke fik et samlet resultat af en trepartsforhandling. Vi har nu udsigt til at køre ad en vej, der ikke bare byder på bump – men som slet ikke er farbar.
Det er de færreste, der er i tvivl om, at vi bokser med store udfordringer af både økonomisk karakter og særligt af social karakter. På både kort sigt og langt sigt.
Vi var derfor mange, der havde store forhåbninger til en omfattende trepartsaftale mellem regeringen og arbejdsmarkedets parter, der kunne tage hånd om de store udfordringer. Men de forhåbninger led et knæk i fredags, da finansministeren synes, at forhandlingerne skulle aflyses.
Det er ikke kun yderst uheldigt for regeringen og for fagbevægelsen. Det er det for os alle – for det kan få rigtig grimme konsekvenser for den offentlige sektor og velfærden.
En trepartsaftale skulle bidrage med et øget arbejdsudbud på 20.000 personer og dermed bidrage med fire milliarder kroner til den økonomiske holdbarhed i 2020. Trepartsaftalen var på den måde en hjørnesten i regeringens økonomiske plan. Efter finansministerens aflysning af forhandlingerne mangler der derfor nu fire milliarder kroner i ministeriets regneark.
Jeg er ikke bekymret for, at regnedrengene ikke får styr på tallene og får lukket hullet. Det kan vi være helt sikre på sker. Et andet spørgsmål bør derimod vække rigtig meget bekymring – nemlig hvordan og med hvilke konsekvenser?
Den offentlige sektor står med hele regningen
S og SF lagde i Fair Løsning op til et løft af de offentlige budgetter med 1,4 procent i årene 2012-2015. »Det er et nødvendigt løft af de offentlige budgetter, hvis vi skal give stat, regioner og kommuner en reel mulighed for at bidrage til genopretningen af Danmark«, lød det dengang.
I henhold den 2020-plan, som regeringen fremlagde for en måneds tid siden, skal realvæksten i de offentlige budgetter nu begrænses til kun 0,85 procent, hvilket jo er væsentligt under, hvad der er nødvendigt, hvis den offentlige sektor skal bidrage til genopretningen af Danmark.
Men hvis realvæksten skulle være 0,85 procent, var det en forudsætning, at alle de varslede reformer blev realiseret herunder også trepartsaftalen. Og det bliver den så ikke.
Vi kan se meget langt efter et politisk flertal, der vil øge skattetrykket. Og aflysningen af trepartsforhandlingerne betyder, at der er sat en bom i vejen for »arbejdsvejen«. Hvis ikke den bom fjernes, så er der kun den sparevej, som S og SF tidligere talte dunder imod, tilbage.
Med aflysningen af trepartsforhandlingerne mangler der fire milliarder kroner i finansministeriets regneark, og med den nye budgetlov er instrumentet til at sikre det klart. Meget tyder desværre på, at realvæksten i de offentlige budgetter meget hurtigt kan reduceres til kun 0,6 procent.
Det kommer ikke kun til at gøre ondt på de offentligt ansatte, der må betale i form af deres job eller dårligere arbejdsvilkår, det kommer til at gøre ondt på os alle, og det kommer til at gøre ondt på vores institutionelle konkurrenceevne, der bygger på den offentlige og den private sektors gensidige afhængighed. Uden vækst ingen velfærd. Og uden velfærd ingen vækst.
Sparevejen er ikke farbar
Det er selvfølgelig meget vanskeligt at få øje på fornuften i, at vi alle skal arbejde mere i en tid, hvor ledigheden er høj. Og det er lige så vanskeligt at få øje på det rimelige i, at funktionæransatte skal arbejde mere uden lønkompensation. Men det er også vanskeligt at sige, om det vil blive resultatet af en trepartsforhandling.
Det er dødærgerligt, at vi ikke fik et samlet resultat af en trepartsforhandling. Regnearkene skal de nok få styr på, men vi har udsigt til at køre ad en vej, der ikke bare byder på bump – men som slet ikke er farbar. Lavvækst i den offentlige sektor er ikke kun unødvendigt – det er også direkte skadeligt.
Mads Samsing er næstformand i HK Kommunal.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via
87278