af Lærke Damsø-Jørgensen
Rio+20 har hovedtemaet: Udviklingen af en grøn økonomi i relation til fattigdomsbekæmpelse og bæredygtig udvikling. Desuden syv underpunkter: arbejde, energi, byer, mad, vand, verdens have og katastrofer.
I 1992 udkom Brundtland Rapporten, opkaldt efter den daværende norske statsminister Gro Harlem Brundtland, på baggrund af et FN-topmøde om miljø og udvikling i Rio de Janeiro, Brasilien. Brundtland Rapporten introducerede for alvor verden for begrebet bæredygtig udvikling og beskrev det som en udvikling, »der opfylder de nuværende behov, uden at bringe fremtidige generationers muligheder for at opfylde deres behov i fare«.
Med dette mente man en udvikling, som ikke opbruger naturressourcerne i en sådan grad, at de ikke også vil være der i fremtiden.
I dag, 20 år senere, står vi lige på kanten af endnu et topmøde i Rio de Janeiro med titlen Rio+20, som markerer de 20 år, der er gået. Denne gang med bæredygtig udvikling i fokus. Men hvad har vi opnået i de sidste 20 år, og hvad vil der blive diskuteret på mødet fra 20.-22. juni?
Siden 1992
Udover at definere betydningen af bæredygtig udvikling, slog FN-mødet i 1992 også fordelingen af ansvaret for fremtiden fast: Alle lande har et »fælles men differentieret ansvar«, lyder beslutningen.
Det betød – og betyder – at de lande, som havde forurenet mest og havde de største kapaciteter til at forandre sig, måtte tage det største og tungeste ansvar. Med disse lande mente man de industrialiserede lande.
Mødet i 1992 blev en kæmpe succes, som for alvor banede vejen for vedtagelse af Klimakonventionen, Biodiversitetskonventionen og to år efter også Ørkenspredningskonventionen.
Herudover ledte mødet også til udformningen af Agenda 21, som omkring 100 lande skrev under på, heriblandt Danmark. Agenda 21 sætter blandt andet fokus på lokale løsninger af miljøproblemerne, hvor kommuner og regioner i Danmark forpligter sig til at udarbejde bæredygtige initiativer for fremtiden.
Der går faktisk en direkte linje fra noget så jordnært og praktisk som den affaldssortering, der nu foregår i alle kommuner og i boligforeninger tilbage til det skelsættende FN-møde i Rio for 20 år siden.
Fokus på klima
Siden da har FN’s arbejde været styrket på klimafronten, men har på den anden side næsten glemt andre aspekter af bæredygtig udvikling, nemlig de sociale og økonomiske sider.
Verdens tilstand har også ændret sig en del siden da. Verdens befolkning er steget med 26 procent, CO2 udslippene er steget med 36 procent, produktionen af plastik er steget med 130 procent, og der er stadig 171 millioner mennesker i verden, der lever i slumområder.
Udfordringerne og problemerne er lagt fra at være løst. På mange felter er de snarere blevet større siden 1992.
Rio+20
Rio+20 har opsat to hovedtemaer, der skal diskuteres: Udviklingen af en grøn økonomi i relation til fattigdomsbekæmpelse og bæredygtig udvikling, samt modernisering af de globale institutionelle rammer for bæredygtighed. Herudover er der opsat syv underpunkter, som også skal diskuteres på mødet: arbejde, energi, byer, mad, vand, verdens have og katastrofer.
Når det handler om at omstille den nuværende vækst til en grøn og bæredygtig vækst, kan vi forvente, at de industrialiserede lande vil forsøge at trække en masse nye krav ned over hovederne på udviklingslandene. Krav, som de endnu en gang skal forsøge at leve op til for at få foden indenfor i den globale handel og markederne i de rige lande.
Dette kan for eksempel være i form af grønne handelsbarrierer, hvor produkter udover told, kvoter og andre krav, også skal leve op til bæredygtighed i produktionen.
Herudover skal man ved Rio+20 tage stilling til, hvordan en omfordeling af klodens ressourcer kan iværksættes, da vækst ikke nødvendigvis leder til rigdom og velfærd for alle i et land.
Man skal begynde at tænke på det nationale og lokale niveau med lokale løsninger. Og løsningerne ikke er ens for alle – eller som det hedder med en kendt engelsk parole: »no size fits all«.
Biobrændstof
Et andet essentielt aspekt er forbindelsen mellem fattigdom og miljø.
Biobrændstof har der længe været peget på som den grønne løsning i skiftet fra fossile brændstoffer til bæredygtige brændstoffer. Men hvor skal afgrøderne til biobrændstoffer dyrkes?
Dette er vigtigt, da afgrøderne ofte dyrkes i udviklingslandene. Her fører det i stigende grad til såkaldt »landgrapping«, hvor fattige bønder får taget deres landbrugsjord af lokale regeringer eller firmaer opkøber den med det formål at tjene penge på afgrøder til biobrændsel.
Klimaforandringerne mærkes over det meste af kloden, men de negative konsekvenser rammer først og fremmest de fattigste. De bor på steder, hvor livet allerede er hårdt og usikkert på grund af de lokale klimaforhold. Her er klimaet langt mere følsomt for forandringer og en global temperaturstigning på to grader vil for eksempel i store dele af Afrika omsætte sig til mere end det dobbelte.
Civilsamfundets rolle ved Rio+20
Kofi Annan, der var generalsekretæren for FN mellem 1997 og 2006, har opfordret civilsamfundet til at lægge så meget pres som muligt på politikerne og beslutningstagerne ved Rio+20, for at dette topmøde kan nå nogle klare resultater.
Det samme har SF’s miljøminister Ida Auken. Men hun er jo dybest set er en af de beslutningstagere, der skal levere løsningerne.
Civilsamfundet er både større og mere omfattende og mere aktivt på dette område end det nogensinde har været før. Alles handlinger tæller med og spiller en rolle – selvom de i sig selv kan synes små og næsten ubetydelige.
Vi skal sammen presse de industrialiserede lande til at tage deres ansvar for den globale fremtid. Om nogle årtier kan det være for sent.
Lærke Damsø-Jørgensen er i Rio de Janeiro i juni for at følge begivenhederne på FN-topmødet og de folkelige organisationers aktiviteter. Hun skriver til Arbejderen fra Rio+20.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via
87278
på Twitter
