Det må være en fiks idé, der får regeringen til at fastholde en mål­fikseret skole på bekostning af virkeligheden, så 3 ud af 10 unge dropper ud.

Vi har sikkert alle været ude for at nogle mennesker brænder fast på bestemte ideer.

Det kan være fikse ideer om at jorden er rund, at græskarkerner give en et langt liv, eller at markedet er det mest avancerede styringssystem for samfund.

På trods af al fornuft holder den genstridige person fast. Det kan være ret irriterende.

Den nuværende regering har sådan nogle fikse tanker. Hvor de kommer fra, kan være svært at gennemskue. De kan være en blanding af de neoliberale principper hos de radikale eller Søvndals forsøg på at spille noget smart på banen.

Det kan også være et gæt på noget, der kan matcher logikken inden i den sorte regneboks i Finansministeriet. De 12 minutter og Store Bededag er simpelthen hjerteblod.

Unge uden uddannelse

Siden udgangen af 2009 har der været omkring 160.000 arbejdsløse – hver dag.

For de, som har 1.120.000 minutter til overs hver dag, virker udvidelsen af arbejdsdagen med 12 minutter for dem i arbejde besynderlig. Alle er for så vidt klar over, at der er masser at tage fat på ellers.

Arbejdsløsheden rammer især unge. Blandt 25-29 årige er den 9,9 %.

Arbejdsbevægelsens Erhvervsråd har netop offentliggjort en rapport. Blandt flere ting fremgår det, at 280.000 i det her land ikke har fået en uddannelse, der giver erhvervskompetence.

Det er 31,2 % af alle mænd i alderen 16 - 29 år, men det er 28,9 % kvinder. Hver fjerde har folkeskolens afgangsprøve i bagagen.

Det er utvivlsomt en meget kompleks problemstilling med mange årsager. Ofte bliver der peget på skoleforløbet, hvor mange bliver koblet af.

Det skyldes, at folkeskolen har et fokus på nogle bestemte typer fagligheder, som er bragt ind i en opfattelse, hvad samfundet har brug for.

Den gamle regering havde dansk, regning og matematik på hjernen, blandet op med paratviden og noget der lignede nationalromantiske kanons.

Usikker eller sikker

Det ville være skønt, om folkeskolen fik slækket kravene til den meget mål-fikserede undervisning.

I stedet fik den mere tid og mere alsidige lærerkompetencer til at kombinere basale fag i et stimulerende miljø, hvor børn og unge udvikler sig i flere forskellige retninger.

Hvis samfundet er til stede som et progressivt vilkår, vil retningerne også blive relevante. Gymnasie-fokuseringen er begrænsende og peger lige så meget tilbage mod et gammelt samfund som mod noget nyt.

En anden grund er, at unge bliver udsat for et massivt pres, som er stimuleret til et perverst niveau via kultur som forbrug.

Reklamer og medier vifter de unge om næsten med en verden, som de aldrig vil kunne få del i alligevel. Det er modproduktive værdier, som skaber uro i hovedet.

Samtidig er det en usikker verden, vi er i. Der er ikke tegn på stabilitet, men på en række faktorer for radikal usikkerhed. Andre steder i verden ser det værre ud end her, men det hele hænger sammen og virker sammen.

Man kan vælge at vende ryggen til det og leve pænt i det samfund som den finansielle sektor, den profitbaserede vækstøkonomi og Lars Løkke-regeringen har sat op som ungdommens scene.

Når Venstre er målt til 34 procent af stemmerne, må det være udtryk for defaitisme eller slet og ret liggegyldighed. Der er dog langt mere perspektiv i at dyrke sin trods, mobilisere sine følelser for nogle retfærdige sager sammen med andre.

Det er et første skridt til at bygge sit verdensbillede op, stive moralen af og sætte en ny kurs.

Det er meget bedre at have en indsigt, hvorfor verden er som den er, end fikse ideer eller kun at have foldbold i hovedet.