af Jørgen Petersen, Kommunistisk Parti
Utilfredsheden med regeringens politik har skabt en regulær vælgerflugt fra S og SF. Trepartsdrøftelserne kollapsede, fordi fagtoppen ikke længere kunne inddæmme utilfredsheden på landets arbejdspladser.
I disse dage samles hele det etablerede politiske liv i Danmark til et såkaldt folkemøde på Bornholm. På mødets første dag kom Margethe Vestager statsminister Helle Thorning-Schmidt til undsætning.
Margrethe Vestagers pointe er, at der er masser af socialdemokratiske fingeraftryk på regeringens politik. Hun afviser enhver påstand om, at Socialdemokraterne er blevet presset af de radikale til at føre en anden politik end Socialdemokraterne ønsker. Hun tegnede en lige linie fra Poul Nyrup Rasmussens tidligere regering i 90’erne til den kurs regeringen fører i dag.
Jeg ved ikke om hun henviser til, at det var Poul Nyrup, der åbne diskussionen om afskaffelsen af efterlønnen eller igangsatte en stor privatiseringsbølge. Men jeg må indrømme, at jeg tvivler på, at Margrethe Vestagers skulderklap til Helle Thorning-Schmidt vil stoppe frafaldet fra Socialdemokraterne.
Form eller indhold
Utilfredsheden med regeringens politik har skabt en regulær vælgerflugt fra Socialdemokraterne og SF. Trepartsdrøftelserne kollapsede, fordi fagtoppen ikke længere kunne inddæmme utilfredsheden og frustrationerne rundt på landets arbejdspladser. Fagbevægelsens medlemmer ville simpelthen ikke igen betale regningen for krisen og acceptere et tyveri af to fridage.
Desværre er der ikke meget, der tyder på, at regeringen tager ved lære af situationen.
Da Helle Thorning-Schmidt forleden talte til et grundlovsmøde på metalhøjskolen fastholdt hun behovet for, at danskerne skal arbejde mere, på trods af den høje arbejdsløshed. Selv om hun lagde en selvkritisk tone an, galdt det alene hendes egne evner til at formidle regeringens budskab. Indholdet har hun ikke tænkt sig at rokke ved.
I bund og grund er det snik-snak og bortforklaringer. Regeringen vil øge udbuddet af arbejdskraft, uanset hvor mange der er arbejdsløse. Den fastholder en urokkelig tro på, at hvis bare udbuddet af arbejdskraft vokser, vil der af sig selv komme flere job.
Budskabet er forstået
Statsministeren tror åbenbart, at danskerne ikke har forstået regeringens politik. Her tager hun grundlæggende fejl. Hendes og regeringens problem er det stik modsatte. Danskerne har helt forstået, at S og SF vil løbe fra deres valgløfter og skære i velfærden. I øjeblikket står tusinder af arbejdsløse til at miste deres eksistensgrundlag fordi regeringen fastholder forringelserne af dagpengene. Det burde være en politisk topprioritet at skaffe disse mennesker et arbejde, eller i det mindst sikre at ingen arbejdsløse uberettiget mister dagpengeretten.
Istedet for at se virkeligheden i øjnene og erkende at regeringen er på en politisk konfrontationskurs med sine egne kernevælgere, klapper ministrene hinanden på ryggen og håber det bedste. De forsikrer hinanden om, at regeringen er på rette kurs. I deres selvopfattelse er udfordringen blot, at folket skal overbevises om, at regeringens politik er rigtig og nødvendig.
Regeringen tager fejl, hvis den tror at bedre spin, bedre formidling og uforpligtende selvkritik, vil trække vælgerne tilbage. Det er ikke indpakningen, men indholdet i regeringens politik, der har bragt S og SF i frit fald i meningsmålingerne. Tilsvarende er Enhedslisten blevet belønnet for at stå fast på sin politik,
Forklaringer og bortforklaringer
På arbejdspladserne og i fagbevægelsen er der et markant krav om, at der skabes flere arbejdspladser og gøres en effektiv indsats mod social dumping. Men regeringens fokus er et helt andet sted. Her er problemets kerne.
Regeringen har bundet sig til at føre en nyliberal økonomisk politik, som storkapitalen i EU kræver, med Danmarks tilslutning til finanspagten. Derfor forsvinder valgløfterne i tågerne, og hele den politiske dagsorden på Christiansborg er rykket til de blå partiers hjemmebane.
Omkring skattereformen diskuteres det, hvor meget uligheden skal øges i samfundet og hvor store skattelettelser de velstillede skal have. Det skal finansieres med massefyringer i den offentlige sektor.
Reguleringsordningen har allerede udhulet overførselsindkomsterne markant. Nu diskuteres det, hvor meget de dårligst stilledes købekraft yderligere skal udhules i de kommende år.
På regeringens tegnebræt er også et helt grundlæggende opgør med de almene velfærdsydelser, hvad der vil få meget store konsekvenser. Det har stort set ikke været bragt på banen i den offentlige debat.
De borgerlige partier jubler. De havde næppe selv turde rejse et sådant generalangreb på den kollektive velfærd. De politiske diskussioner mellem regeringen og de borgerlige parti har udviklet sig til et taktisk spil om vælgernes gunst.
EU drys over Bornholm
I de kommende dage vil diskussionerne på Bornholm bølge frem og tilbage om hvem, der har den bedste plan for at redde det kapitalistiske Danmark igennem krisen. Den socialdemokratiske europaminister Nikolaj Wammen udsendte symptomatisk en pressemeddelelse i torsdags. Han meddelte, at han vil strø EU-drys ud over folkemødet på Bornholm og lægge op til en diskussion om det danske EU-formandsskabs resultater.
Det er ikke lige den dagsorden som arbejderklassen har brug for. Det bliver ikke europaministeren eller nogen af regeringspartierne, der vil rejse den helt nødvendige diskussion af, hvordan EU truer den danske velfærd og danske arbejderes løn og arbejdsforhold.
Den vigtigste begivenhed under det dansk EU-formandsskab har været Danmarks tilslutning til finanspagten, hen over hovedet på det danske folk. Næppe var blækket tørt før nye udspil svirrer i luften. Nu skal Danmark også med i en bankunion og en finansunion.
Der burde have lydt et brøl af protester fra Christiansborg. Men forslagene mødes med tavshed eller alvorlige nik. For storkapitalens interesser må alt andet vige. De danske EU-tilhængere er igen villige til at spille med. EU sætter alle sejl til for at redde euroen og det kriseplagede EU. Demokratiet tømmes for indhold.
Nødvendig modstand
Imens er befolkningen ved at ruste sig til kamp.
For et par uger siden satte en række fagforeninger hinanden stævne i Horsens. I Aarhus dannede 19 fagforeninger, ungdomsorganisationer og interesseorganisationer i torsdags et bredt netværk. I går var der et lignende fagligt møde i København.
Kampen for en ny politik er først lige begyndt.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via
87278
på Twitter
