Alle, der kan arbejde, skal arbejde. Men at tale om arbejdsmarkedet som det eneste og vigtigste fællesskab – den er jeg ikke med på.

Mads Samsing er næstformand i HK Kommunal.

Aage Christensen

»For regeringen er det afgørende, at alle får mulighed for at være en del af fællesskabet«, lyder det i indledningen til det udspil til en reform af førtidspension og fleksjob, som regeringen kom med i februar. Et udspil som også har fået overskriften: »En del af fællesskabet«.

Det glæder mig, at regeringen taler så meget om fællesskabet og det at være en del af fællesskabet. Det bør selvfølgelig stå centralt i debatten om et velfærdssamfund, som vi ønsker at udvikle.

Men lige så meget ærgrer det mig, at debattens hovedaktører har indskrænket fællesskabet til at være arbejdsfællesskabet. Misforstå mig ikke: Jeg er af den klare opfattelse, at alle, der kan arbejde, skal arbejde. Men at tale om arbejdsmarkedet som det eneste og vigtigste fællesskab – den er jeg ikke med på.

En del af fællesskabet?

Jeg har tidligere været frivillig i Ventilen, der er en ungdomsorganisation, der laver frivilligt socialt arbejde for stille og ensomme unge, og blandt andet driver mødesteder i flere byer landet over.

Jeg husker tydeligt de unge, der kom i mødestedet. Fælles for dem var, at de var stille og ensomme unge i alderen 15-25 år. Enkelte, der havde fået dispensation fra aldersgrænsen, var ældre end 25. Det var lidt forskelligt om de unge var i uddannelse eller arbejde. Men hvis de var, så havde de typisk vanskeligt ved det, for de havde  svært ved at indgå i sociale fællesskaber.

Én af de unge, der kom i mødestedet, – lad os kalde ham Morten – var en ung mand i begyndelsen af 20'erne. Han boede hjemme og arbejdede som ufaglært på en fabrik på Fyn. Han havde svært ved at indgå i det sociale fællesskab på arbejdspladsen og følte sig ikke rigtigt som en del af det.

Forestil dig Katrine på 37 år. Katrine bor i en lille toværelses lejlighed i en kommune på Sjælland. Katrine har i mange år haft en meget sporadisk kontakt til arbejdsmarkedet, men har nu i efterhånden nogle år været »parkeret« på førtidspension, som det så smukt hedder.

Katrine er et sødt og imødekommende væsen med et godt netværk af familie og venner. Flere gange om ugen kommer hun på kommunens åbne værksted, hvor hun strikker og filter og hygger sig med veninderne med kaffe og kage i værkstedets café.

Hvem af de to er en del af fællesskabet? Ja, hvis man tager udgangspunkt i den aktuelle debat, så er det Morten, men han føler sig ikke som en del af det. Det gør Katrine derimod, men hun står uden for det, vi får at vide, er fællesskabet.

Pres på økonomien

Det er et særdeles stort problem både for samfundet og for den enkelte, at godt 750.000 personer står uden for arbejdsmarkedet. Det skriger på handling og alle gode kræfter er i fuld sving for at gøre noget ved det. Men som Mortens eksempel illustrerer, gør et arbejde altså ikke nødvendigvis, at man bliver en del af fællesskabet.

Vi har som samfund en stor forpligtelse til at sikre, at også de, der af gode grunde ikke kan varetage et arbejde, også føler sig som en del af fællesskabet, uanset om der er udsigt til at de kan arbejde efter at have deltaget i et ressourceforløb eller ej.

Selvom det sker med ordene »alle skal bidrage«, når ydelsen sættes ned, så kommer de ikke til at føle sig som en del af fællesskabet af den grund. De, der er mere eller mindre »parkeret«, føler sig ikke som en større del af fællesskabet, når de stadig ikke kan varetage et arbejde, men bliver presset på økonomien i en sådan grad, at de ikke har råd til hverken kaffe eller garn i det åbne værksted. Lad os starte med at rette op på retorikken …

Mads Samsing er næstformand i HK Kommunal.