15 Jan 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Er det dopinglege vi skal se fra London?

Er det dopinglege vi skal se fra London?

Tirsdag, 19. juni, 2012, 11:59:33

Er den egentlige, fair konkurrence mellem idrætsudøvere blevet afløst af en kemikonkurrence på højt plan?

Hvorfor skriver ingen journalister om dopingspøgelset i sportsgrene som fodbold, badminton eller håndbold? Er sportsjournalister bange for at miste deres kilder, hvis de begynder at spørge ind til midlerne bag sejrene?
Aage Christensen

af Knud Jens Nielsen, København

Snart har vi OL i London, men hvad er det, jeg og andre kan glæde os til i den forbindelse?

I tiden siden legene i Sidney i 2000 er flere fodboldspillere faldet døde om på banen i forbindelse med udførslen af deres idræt, en enkelt cykelrytter er fundet død i sin seng på hotelværelse efter et cykelløb, hvor han kom i mål som nummer fire – og også i Danmark har vi set uforklarlige dødsfald, hvor årsagerne ikke er blevet offentliggjort i pressen.

Herudover findes der mange eksempler på idrætsudøvere på absolut topplan, der uden varsel har forladt sporten og rampelyset, både før og efter dopingtester skulle tages. 

For eksempel havde et helt land på et eneste øjeblik ingen svømmeelite mere – alle aktive meldte fra til tilmeldingen til VM kort før den afgørende dopingkontrol, og det selvom samtlige sportsudøvere var klare medaljefavoritter.

Flygtige overskrifter

Nogle enkelte cykelryttere har gået bodsgang til pressen, hvor de nu offentligt har berettet om deres personlige misbrug af forbudte stoffer i idrætten generelt, uden at det har fået konsekvenser, hverken i cykelsporten eller i det hele taget.

Listen er lang og synes ingen slutning at have. Ofte udløser en dopingsag ikke meget andet end en kort notits i en avis eller på tv, der næsten altid slutter med et par moralske floskler.

Men dagen efter er optrinnet allerede lagt bagest i både mediestrømmen og i folks hukommelse. Nu er det så, jeg som tv-seer og avislæser tænker på, hvad er det egentlig, jeg kan forvente ved det kommende OL til sommer?

Kemikonkurrence

Er den egentlige, fair konkurrence mellem idrætsudøvere blevet afløst af en kemikonkurrence på højt plan, hvor sportsfolkene i virkeligheden blot er redskaber i hænderne på både læger og ledere – og hvor folk i jakkesæt bagved er dem, der er de sande konkurrenter?

I denne forbindelse er det måske endda ikke altid, at den enkelte idrætsudøver er vidende om, hvad der foregår…

Jeg kan godt tænke mit, når jeg ser, hvor lidt disse spørgsmål er fremme i den danske presse. Hvorfor skriver ingen journalister om dopingspøgelset i sportsgrene som fodbold, badminton eller håndbold?

Er sportsjournalister bange for at miste deres kilder, hvis de begynder at spørge ind til midlerne bag sejrene? Leg lidt med tanken. Hvad ville der ske, hvis kvindehåndboldlandsholdet vandt guld i London, og dagen efter blev anføreren testet positiv af dopingkontrollen? Ville vi som nation så stadig juble over det ædle metal?

God fornøjelse foran tv til sommer. Og held og lykke  til alle de danske idrætsfolk, der skal kæmpe om ære og medaljer – forhåbentlig uden bagsider.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


19. jun. 2012 - 11:59   30. aug. 2012 - 19:21

Læserbrev