Denne regering er ikke mere arbejderregering, end den bliver tvunget til at være. Stop fagbevægelsens amokløb mod afgrunden, inden det er for sent – og inden endnu flere medlemmer løber deres vej.
af Anton Nielsen
For få dage siden viste en opinionsundersøgelse, at Socialdemokratiet – hvis der var valg nu – kun ville få 16,9 procent af stemmerne. SF var i samme måling reduceret til lige godt fem procent.
»Vi har ikke gjort det godt nok«, siger de socialdemokratiske ministre, »men når resultaterne af vores store plan begynder at vise sig, vil alt igen vende sig til det bedre«.
Mange håbede, og enkelte troede, at når bare vi slap af med den borgerlige regering, så ville alt vende sig til det bedre. Men de og vi og alle andre er blevet bedraget, så vandet driver over kors ned ad ryggen på os.
I stedet for den såkaldte »fair løsning« – et eksempel på hvordan sproget tømmes for indhold og bliver ren manipulation – som man lovede før valget, har vi fået en regering, som ikke blot har overtaget den borgerlige regerings politik, men forstærker den. Til ubodelig skade for dem, som de påstår, at de repræsenterer.
Brudte løfter
De har fyldt befolkningen med løgn, det er der mange, som efterhånden har forstået, derfor ser opinionstallene ud, som de gør. Det burde ikke undre nogen – heller ikke regeringen. Men de fremturer i deres idioti. Bedraget fortsætter.
Sidste skud på stammen er den såkaldte »rugbrødsreform«, som forgylder de rige – samtidig med at man tramper de arbejdsløse, kontanthjælpsmodtagere og handikappede endnu længere ned i skidtet.
Så konklusionen er: Denne regering er ikke mere arbejderregering, end den bliver tvunget til at være.
Men klassekampen hører fortiden til, lader man alt folket vide, samtidig med at man skærper selv samme klassekamp ved at lægge op til et asocialt felttog mod samfundets svageste. I mangel af en egen politik, går man nu skridtet videre og overtager de borgerliges politik.
Til en begyndelse er efterlønnen slagtet, samtidig med at pensionsalderen hæves. Dagpengeperioden er halveret, og – på trods af alle de fine ord om at skaffe arbejdspladser – stiger arbejdsløsheden. Grundlovens paragraf 75 – »som tilsikrer enhver arbejdsduelig borger et arbejde« – brydes 160.000 gange om dagen. Man fortsætter den borgerlige regerings sociale krig mod samfundets svageste.
Samtidig taler man om »velfærdsstaten«, som verdens ottende vidunder, og så er det, når det kommer til stykket, intet andet end et politisk fupnummer – som igennem generationer er blevet brugt til at passivisere dansk arbejderklasse.
For – som man siger – vi er jo alle i samme båd, så forhold jer roligt, at den ikke vipper.
Vi bor i verdens bedste land, hvor få har for meget – og færre for lidt. Alle har plads ved samfundets bord, prædiker man, mens sandheden er, at man bestyrer det kapitalistiske samfund, og dét til arbejdsgivernes og monopolkapitalens store tilfredshed.
Opgaven var og er for dem at sikre ro på bagsmækken – forhindre strejker og lønkrav – og i det hele taget bekæmpe ethvert forsøg på modstand mod den førte politik. Mens man i ro og mag holder udsalg over vore tilkæmpede rettigheder.
Efter den dårligste overenskomst i mands minde, som betyder reallønsfald, startede trepartsforhandlinger. Målet med forhandlingerne er at konsolidere den førte asociale politik – og foregår som sædvanlig i al venskabelighed med vennerne fra arbejdsgiverforeningen bag dobbelt lukkede døre. Langt fra medlemmerne.
I denne omgang drejer det sig først af alt om forlængelse af arbejdstiden. Medlemmernes mening var dem fuldkommen ligegyldig.
Længere arbejdstid
12 minutter mere om dagen – en time mere om ugen eller afskaffelse af nogle helligdage. Der var frit valg på alle hylder. Bare I gør, som vi siger, er alt godt. Det skulle bringe flere i arbejde, lød postulatet.
Fra arbejderbevægelsens første år og frem til nu, har et af hovedkravene været nedsættelse af arbejdstiden.
Først lød parolen: otte timers arbejde, otte timers fritid, otte timers hvile. Siden kæmpede vi arbejdstiden ned time for time. I mange år har kravet været 35 timers arbejdsuge.
Forræderi
Nu skal arbejdstiden op, står det til regeringen, fagbevægelsens top og arbejdsgiverne. Til glæde for hvem? Til gavn for hvem? Ikke for de arbejdsløse kan vi fastslå!
Det man er i færd med, er et forræderi mod alt hvad fagbevægelsen hidtil har stået for. Dette beskidte spil blev foreløbig slået over ende i går.
Men lur mig, om ikke de inden længe vil forsøge at liste det ind ad bagdøren. Så derfor skal presset nede fra fastholdes, og en ny linie – en solidarisk linie – fastlægges for fremtiden.
Så LO’s ledelse kan gøre medlemmerne og sig selv en tjeneste ved at stoppe maskepiet med arbejdsgiverne og den blåmelerede regering ved at forlade trepartsforhandlingerne øjeblikkelig. Ikke blot nu og her - men for altid!
Modstandere af den førte klassesamarbejdspolitik – det være sig i freds- såvel som i krigstid – bliver hængt ud som socialistiske ballademagere, provokatører, samfundsfjender og værst af alt – kommunister. Farlige for samfundets fortsatte beståen – det kapitalistiske samfund vel og mærke.
Det eneste sande alternativ til det kapitalistiske samfunds krise – socialismen – nævnes sjældent og ugerne. Og det er i hvert fald ikke deres kop te. Tværtimod. Det er længe siden, den var målet.
I stedet lænker man vort land til EU-pagten, som sædvanlig uden at det danske folk bliver spurgt om vores mening.
Vi har jo såkaldt repræsentativt demokrati, så det ordner de valgte folketingsmedlemmer inden døre. Det er det de er valgt til – ikke sandt? Så de ved som sædvanlig bedst – eller hvad?
Demokratiet er blevet en floskel, som man taler henført om på Grundlovsdag. Men reelt er det blevet et skindemokrati – en kontrolstat. Styret af magthaverne i Bruxelles og Washington.
Splittelse
Man sår splid i arbejderbevægelsen for at nedbryde solidariteten og sætte arbejder op mod arbejder, faglært mod ufaglært, ung mod gammel og kvinde mod mand – samtidig med, at man skyder skylden for dette splittelsesarbejde på de i arbejderbevægelsen, som tillader sig at have en anden mening og et socialistisk mål. En anden mening end den på bjerget gældende.
På den baggrund – med splittelse og svækkelse af arbejderbevægelsen – har skiftende regeringer – blå eller såkaldt røde – længe ført krig mod befolkningens flertal. Social, økonomisk og politisk krig.
Langsomt men sikkert er forholdene for den arbejdende befolkning blevet forringet. Og nu – bedst som mange troede, at der var lys for enden af tunnelen – eskalerer man på EU’s ordre angrebene på sin egen befolkning og de sidste rester af det borgerlige demokrati.
Nedskæringer, privatiseringer, udliciteringer, udflytning af virksomheder til lavtlønslande og den deraf følgende arbejdsløshed har været – og er fortsat – uanset hvilken regering der måtte være ved magten – hvad »velfærdsstaten« 2012 kan tilbyde sine borgere.
Tiden er inde til et »dansk forår« – find jer ikke i mere – gør oprør– nok er nok!
Skulle regeringen falde, bærer den selv ansvaret herfor. Vi må og skal have rene linier – ikke mere bedrag, ikke flere løgne!
Skal der føres borgerlig politik – så lad de borgerlige om det. Stop fagbevægelsens amokløb mod afgrunden inden det er for sent! Og inden endnu flere medlemmer løber deres vej – og I bliver høvdinge uden indianere.
Sæt pamperne på plads og kræv jeres ret! Genopbyg solidariteten. Sæt hele arbejderbevægelsens organiserede magt ind i kampen mod storkapitalen.
Det er, hvad der er nødvendigt her og nu. Det er ikke let, og det klares ikke med taler og velmenende resolutioner. Det kræver præcise beslutninger, sammenhold og handling.
Et samfund skal måles på den måde, hvorpå det behandler sine svageste, sagde socialdemokraten Peter Sabroe for snart hundrede år siden.
»Vi være de riges ris, vi være de fattiges værner,« tilføjede han. Det var dengang. Og det er jo så længe siden – så det har de nuværende magthavere tydeligvis glemt alt om.
Tidligere havde den radikale antimilitarist Viggo Hørup i sin kamp mod Estrups reaktionære højrediktatur, datidens oprustningsvanvid og den opblomstrende militarisme – meget apropos til vor egen tid – spurgt:
»Hvad skal det nytte?« Et godt spørgsmål dengang som nu. I dag kunne vi med rette tilføje: Hvem skal det skade? Og ikke mindst – hvem tjener på det?
Danmark i krig
Det danske samfund 2012 er i krig i fjerne lande på en løgn, og hjemme mod sin egen befolkning. Samfundet forstener. Demokratiet er blevet til en grimasse – en karikatur på en retsstat. Det er som at se i et troldspejl: Frihedskamp er terrorisme. Solidaritet en forbrydelse.
Fascismen lurer om hjørnet. Overalt i Europa viser den sit beskidte fjæs. Fra de bonede gulve i regeringskontorerne, i EU og i NATO. Også her i vort land.
I pinsen overmalede man således mindesmærket ved Frihedsmuseet for de faldne kommunister i modstandskampen med hagekors. Det er ikke første gang – og da politiet er påfaldende passiv i sådanne sager – er det kun et spørgsmål om tid før det gentager sig.
Det sker samtidig med, at almindelig medmenneskelighed og humanitær hjælp til mennesker i nød er forbudt og en kriminel handling efter terrorlovens paragraf 114, og kan give op til 10 års fængsel.
Vi bliver alle overvåget – på nettet, i telefonen, i hjemmet, på gader og stræder og på arbejdspladsen. Nat og dag. Året rundt!
Overvågningssamfundet er ikke en fjern og uhyggelig fremtid. Det er ikke science fiction, men en konstateret kendsgerning her og nu. »Big brother is watching you.« Politistaten lurer lige om hjørne.
Den røde presse
På den baggrund er der helt klart brug for de røde blade. De er de eneste, som altid og ubetinget støtter kampen for en bedre verden. For social retfærdighed. Som vender sig mod krig og taler fredens sag. Som står på de kæmpendes side, også når vi har ryggen mod muren.
»Af gnisten skal slå en flamme op«, sådan lyder overskriften for den kommunistiske presse fra den russiske revolution og frem til i dag. Men den kommunistiske presses fremtid afgøres af støtten fra dens læsere. Kun vi kan sikre deres fremtid og udbredelse.
Det er en økonomisk kamp at opretholde en avis, og det er en politisk kamp at give den gennemslagskraft og yderligere udbredelse.
I den sammenhæng – og på en dag som i dag hvor vi fejrer de røde blade – vil det også være rigtigt, at sige til de røde blade og de kommunistiske partier:
I er ikke konkurrenter, men medkæmpere for den samme sag. Lad os bygge bro og lægge kræfterne sammen i vor fælles kamp. Vi vil jo grundlæggende det samme.
Det betyder ikke, at nogen skal opgive deres egen identitet, men at vi står skulder ved skulder i den fælles kamp for et bedre samfund – et socialistisk samfund! Det er en af vejene frem i en vanskelig og farlig tid, hvor sammenholdet skal stå sin prøve.
Enhed gør stærk – det er en gammel sandhed!
Tale ved Gadefesten i Murergade den 9. juni for de røde blade.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via
87278
på Twitter
