»Og hvis jeg besøgte Danmark nu,« siger han og sparker fodstykket af kisten ud af raseri, »så ville jeg ufortøvet omdøbe min definition af begrebet.

af Hellen Gade, Rødovre

Det er på høje tid, jeg rejser. Bedre sent end aldrig, tænker jeg. Omsider når jeg frem og banker på kisten i Highgate, mens jeg siger, jeg gerne vil diskutere politik med ham. »Det glæder mig, du ikke bare kommer med blomster eller står og mumler andægtigt ved min grav«, siger Karl.

Pjalteproletariatet

»Hvad mente du egentlig med din definition af pjalteproletariatet?« spørger jeg.

Han slår beklagende ud med armene og pulveriserer siderne på kisten. »Hør, kan du ikke lige klippe mig,« siger han og forsøger at stryge håret væk fra øjnene, »jeg kan ærlig talt ikke huske, hvornår jeg sidst er blevet klippet. Jeg er bange for, jeg har mistet mit klarsyn i det spørgsmål. At en vedholdende indsats selv under kapitalismen kunne motivere de mest udsatte til at komme i arbejde,« siger han og stryger sig over øjnene, efter jeg har klippet ham.

»Desuden er det en kendsgerning, at man selv indenfor dele af det samfundslag, jeg har betegnet som pjalteproletariatet, finder solidaritet,« siger han med eftertanke.

»Og hvis jeg besøgte Danmark nu,« siger han og sparker fodstykket af kisten ud af raseri, »så ville jeg ufortøvet omdøbe min definition af begrebet.

De mennesker, der leder landet nu, har fostret de mest pjalteproletariske tanker og gerninger, siden den borgerlige regering måtte overgive dem magten. Den tabte ikke valget, for dens kyniske, asociale politiske felttog mod proletariatet og i øvrigt de mest udsatte mennesker i landet er blevet videreført af en regering, der for flertallets vedkommende hævder, den kommer fra proletariatet.

Mage til usolidaritet skal man lede længe efter. Den klynger sig til taburetten som pattebarnet til sutten, ja, som narkomanen til heroinen. Jeg ved, jeg anså pjalteproletariatet for en hindring for revolutionen, da det typisk vil kunne købes til at støtte borgerskabet, når klassekampen bryder ud,« siger han og kan næsten ikke få vejret for raseri.

Manifestet

Man må medgive ham, det er længe siden, han har hidset sig op og diskuteret politik. »Jamen, klassekampen har jo eksisteret siden du skrev dit politiske manifest,« siger jeg.

»Netop, derfor er min udtalelse om hindring for revolutionen – som resten af min filosofi – stadig aktuel, netop fordi jeg har omdefineret min opfattelse af, hvem der udgør pjalteproletariatet,« siger han træt, »jeg siger ikke, at regeringen er betalt af borgerskabet, men den er godt betalt i forhold til den klasse, de mennesker, hvis interesser den skal varetage,« han gør et ophold for at få vejret,«men jeg er næsten lige blevet et år ældre, selv om man ikke kan se det på mig, og nu må jeg hvile mig«.

»Det er anstrengende at tale politik, når man har ligget i graven så længe. Tak for samtalen,« siger han og vinker farvel, da jeg går.