Fremskridtene siden valget betyder trods berettiget vrede, at den sårede regering må holdes i live.

S og SF svigter på nogle kerneområder. Regeringen lægger op til at reducere indkomster for de svageste, og den svækker de arbejdsløses rettigheder.

Reaktionen er – udover almindelig politisk frustration – at Venstre stormer frem i meningsmålingerne, og nu er større end de tre regeringspartier tilsammen. Men Venstre vil skære mere overfor de dårligst stillede i bunden, og Venstre vil lette mere på skatten i toppen. Venstre vil gerne have fagbevægelsen udraderet. Hvorfor bliver Venstre populær på det, der jager vælgerne væk fra S og SF?

Hvordan kan det være, at der på den ene side er stor forargelse over, at S og SF fører blå politik, og på den anden side er en strøm af vælgere hen mod de borgerlige?

Svaret er ikke så svært. En del siger, at skal det være blåt, vil de hellere have den ægte vare. Andre flygter fra S og SF i skuffelse og frustration, de vælger snarere regeringen fra end Venstre til, men føler, at når S og SF svigter, kan det alligevel være det samme. Politikerleden har det godt.

Det mindste onde

Så er det, at man – også som almindelig menig vælger – er nødt til at holdet tungen lige i munden og tænke over, hvad der trods alt er det mindste af de onder, der tårner sig op i den nære fremtid.

Lad mig komme med konklusionen først. Regeringen kvajer sig, men jeg synes det vil være en katastrofe, hvis det fører til, at den vælter. Konsekvensen vil lige nu være massiv borgerlig fremgang, og en politik der er langt mere ulighedsfremmende, end det SSFRV lægger op til. Det vil også være svækkelse på andre centrale områder.

Alle svagheder til trods har vi siden regeringsskiftet set en række fremskridt, både på det direkte sociale område og på områder der har stor betydning for det danske samfunds fremtidsmuligheder. I den forstand er det billede, de fleste (og måske alle) medier tegner af regeringen for negativt. Lad mig bare nævne lidt af det, der tæller på plussiden.

På plussiden

De laveste fattigdomsydelser er afskaffet. Der er langt igen i asylpolitikken, men den er trods alt blevet mere anstændig (og her er de radikale sammen med SF med til at øve det nødvendige pres på konservative socialdemokrater).

Der er taget hul på en grøn omstilling, og trods mangler har både energi-, klima- og miljøpolitikkerne det langt bedre end for et år siden. I den politik ligger der også stærke elementer af solidaritet, fordi det er solidarisk at gøre udviklingen mere miljømæssigt bæredygtig for alle, og fordi omstillingen mod en mere holdbar udvikling giver nye danske job.

Indtil trepartsforhandlingerne skibbrud var der også ved at ske noget nyt og positivt i forhold til ungdomsuddannelser, ungdomsledigheden, praktikpladserne med mere. Meget kan stadig samles op. 

Og selv om fremskridtene for den kollektive trafik er meget små sammenlignet med retorikken før valget, er der dog nu sket lidt, som peger i den rigtige retning.

Der er rigtig mange, der har grund til at være vrede på regeringen, og jeg kan forstå både meningsmålinger og partimedlemssivning. Det er politisk signalgivning.

Men de politiske signaler siger også, at det på næsten alle områder ville stå værre til med en borgerlig regering. Regnedrengene ville ikke få mindre magt. Genopretningen ville ikke blive mere socialt afbalanceret. Tværtimod. Så langt har regeringen trods alt ret.

Derfor handler det over de næste måneder om det muliges kunst.

Valg vil være katastrofe

Lige nu hører vi ikke meget om forslagene til fleksjob- og førtidspensionsreformen. Forslaget til skattereform og forhandlingerne om den tager overskrifterne, og det er i øvrigt usikkert, hvad der kommer ud af den store reformdagsorden.

Opgaven må imidlertid være skridt for skridt at kæmpe for enhver mulig social forbedring uden at skabe en situation, hvor regeringen risikerer at vælte.

Enhedslisten har for så vidt ret i at sige, at hvis regeringen ender med at komme i mindretal, så vælter den sig selv ved at bringe sig i en situation, hvor den ved, at Enhedslisten er nødt til at sige fra. Men så vanskelig, som situationen er, og så udygtigt regeringen på nogle (men heldigvis ikke alle) områder agerer, er det også Enhedslistens opgave at være med til at hindre, at regeringen i sin blanding af arrogance og tonedøvhed kommer til at begå selvmord.

Helle Thorning og Bjarne Corydon er tilsyneladende rigtigt dårlige til at høre efter og til at forstå, og det er formentlig det allerfarligste for regeringen.

Men når en såret regering skal holdes i live, er det ikke for at redde dem, men for at redde de fremskridt regeringen overordnet står for og for at hindre mange års ødelæggende og perspektivløs ørkenvandring efter et alt for tidligt valg.

Tænk hvis valget kom nu. Det ville være en katastrofe. Og katastrofen ville vare rigtigt længe.