14 Jan 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Regeringsstøtte til forbrugerisme

Regeringsstøtte til forbrugerisme

Torsdag, 21. juni, 2012, 10:53:31

Regeringen har tilsyneladende ikke øje for den vækst, der kan bestå i at give borgerne tid til at tage sig mere af deres børn – eller dem selv!

af Eigil Nielsen, Frederiksværk

Vores lille klodes eksistens er truet af et overforbrug af natur og resurser. Hvis vi mennesker ikke tager os sammen, vil omfattende katastrofer vokse i omfang.

Katastroferne rammer tilsyneladende i første omgang de områder, der i forvejen er ramt af nød og elendighed, men hele verden – også den del, vi bor i – er truet på lidt længere sigt. Dette bør man også have med i overvejelserne, når man planlægger den nationale politik.

En økonomisk krise er brugt som begrundelse for at pålægge den mindst velhavende del af befolkningen i Europa et spareprogram – mens den mere velhavende del går fri.

Spareprogrammet rammer således virkelig mange mennesker, som ikke i forvejen har det fornødne. Det kan derfor virke socialt progressivt i stedet for et spareprogram af satse på vækst.

Men hvilken vækst er der brug for? Det bør vel ikke være en vækst, der fører til, at der produceres en mængde produkter, som egentlig ikke er nødvendige, men som blot har det formål at holde den kapitalistiske produktionsform kørende.

Når regeringen ligefrem søger at presse veletablerede borgere til at arbejde mere, så de kan købe mere, kan det vel kun føre til, at de må købe varer, som der egentlig ikke er behov for.

Her søger regeringen at udnytte nogle menneskers grådighed efter stadig flere materielle goder. Den støtter den skadelige forbrugerisme. Og den opfordrer flere til at nærme sig det punkt, hvor de går ned med stress.

Samtidig holder den hånden over dem, der i forvejen har de helt store indtægter og formuer. Ved at beskatte dem grundigt, kunne regeringen være med til at mindske det overforbrug, som kloden ikke kan klare.

Regeringen har tilsyneladende ikke øje for den vækst, der kan bestå i at give borgerne tid til at tage sig mere af deres børn – eller dem selv! 

Regeringen går i for små sko!

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


21. jun. 2012 - 10:53   30. aug. 2012 - 19:21

Læserbrev