Der er i hvert fald én gammel sandhed, der stadig holder: Det er aktivitet uden for Folketinget, der er det vigtigste våben i kampen for en ny, progressiv politik.

I den seneste tid har vi været vidner til, hvordan fagligt aktive og uddannelsessøgende i København og Aarhus er gået sammen og har givet hinanden håndslag på at optrappe protesterne mod regeringens planer om nye velfærdsforringelser. Her er det fra et møde i Aarhus i sidste uge, som »Velfærdssamarbejdet i Aarhus« stod bag.

PN

Den Røde Tråd

af Benjamin Carl Egerod, Kommunistisk Parti

I dag står det klart, at det var aktiviteterne på arbejdspladserne, der pressede fagtoppen til at afvise regeringens krav om, at den danske arbejderklasse skal arbejde mere.

Det var en sejr, der viste, at der i hvert fald er én gammel sandhed, der stadig holder – det er aktivitet uden for Folketinget, der er det vigtigste våben i kampen for en ny, progressiv politik.

Men man går galt i byen, hvis man tror, at kampen stopper der. Danmark er stadig bundet til EU’s finanspagt, og derfor skal regeringen leve op til de strenge budgetkrav, der følger med den nye uofficielle traktat.

For at skjule det faktum har finansminister Bjarne Corydon spillet på alle tangenter for at mudre vandene. De fire milliarder, som trepartsforhandlingerne skulle kradse ind, skal findes. Og da fagbevægelsens medlemmer afviste at arbejde længere, har finansministeren varslet velfærdsforringelser.

Der var lagt op til, at trepartsforhandlingerne skulle skabe praktikpladser og bedre uddannelse, men nu vil regeringen i stedet skære i SU’en og arbejdsløshedsunderstøttelsen.

Myter om nødvendige sparekrav

Fra regeringens side lyder det ensidigt: Nedskæringerne er ansvarlige, og fagbevægelsen presser et generationstyveri igennem. Intet er helligt – undtagen de gudgivne sparekrav. Det er denne myte, vi må og skal aflive.

I den seneste tid har vi været vidner til, hvordan fagligt aktive og uddannelsessøgende i København og Aarhus er gået sammen og har givet hinanden håndslag på at optrappe protesterne mod regeringens planer om nye velfærdsforringelser.

Grundlaget for bevægelsen blev lagt under valgkampen, der bragte S-SF-R til magten, hvor vi så en enorm mobilisering i fagbevægelsen og elev- og studenterbevægelsen.

Men den første tid efter valgsejren har givet os EU-politik i stedet for en ny progressiv politik, og dette har været et enormt tilbageslag for de aktive kræfter, der bragte regeringen til magten.

Det er netop nu, hvor bevægelsen er ved at finde sine ben i kampen mod nedskæringerne, at det er uhyre vigtigt at opstille krav, der skaber enhed på tværs af uddannelse og job. Derfor er det også helt centralt, at vi bryder med myten om, at vi ville have råd til mere og bedre uddannelse, hvis vi hævede arbejdstiden.

Hver anden dropper i dag ud af de tekniske skoler. Derfor må vi stå fast ved kravene om at afskaffe lærerfri undervisning og oprette praktikpladser til alle. Men i dagens kriseramte Danmark, hvor arbejdsløsheden er støt stigende, kan pengene ikke findes ved at øge arbejdstiden.

Ungdommen er hårdest ramt

Det er ikke et generationsspørgsmål – som regeringen påstår -– for det er ungdommen, der er hårdest ramt af arbejdsløshed, og flere arbejdsdage i en krisetid vil kun virke til at sætte flere ud af job.

Det er tidligere blevet beskrevet her i spalterne, hvordan regeringens planer om en kickstart af dansk økonomi er gået fra at skabe titusindvis af job til nu bare at »holde hånden under« nogle tusind. Med EU’s stramme budgetkrav er regeringens vækstpolitik, der skulle sætte skabe job til danske arbejdere, blevet en uambitiøs symbolpolitik.

Det er nødvendigt at se kravet om mere og bedre uddannelse som en del af behovet for en massiv beskæftigelsesindsats – uddannelse nytter ingenting, hvis man ikke kan komme i arbejde, når man er færdig.

Der er brug for at samle alle kræfter

Men det spiller sammen med sikkerhed – både i arbejdslivet og under uddannelse. Regeringen har lagt op til, at efteråret vil byde på markante forringelser i SU’en. Og netop nu forsøger de at presse nedskæringer på offentlige overførselsindkomster igennem.

Også her må vi kollektivt sige fra på tværs af job og uddannelse. Vi må forsvare og udvide universalismen i SU’en. VKO-tidens halvering af dagpengeperioden skal rulles tilbage, og det skal være slut med de særligt lave ydelser til unge arbejdsløse.

Dette bringer mig tilbage til den gamle sandhed om aktivitet uden for Folketinget – for disse krav kommer ikke igennem af sig selv. Vi rejser dem for at skabe enhed i en bevægelse, der stadig er ved at blive dannet, og hvis vi ikke følger ordene op med handling, vil de være uden værdi.

Der er brug for alle kræfter, hvis vi sammen skal opbygge en slagkraftig og enig bevægelse. Det er opgaven, der ligger for os, og kommunisterne tager gerne del i arbejdet. Vi er klar til at vinke farvel til den EU-dikterede, borgerlige sparepolitik – er du?