Der været RIO+20-klimatopmøde i Rio og økonomisk G20-topmøde i Mexico. Klima og kapitalistisk økonomi er ikke nogen god blanding.

Vi har vidst det længe. Alle har, på nær klimakrise fornægterne. Klodens opvarmning er ikke et spørgsmål om tid. Den er i gang. Spørgsmålet er, hvor store konsekvenserne skal være. Her er der nogle naturlove.

Vi ved også, at der er rækker af andre kriser i form af mangel på råstoffer, føde, vand samt økonomiske kriser, der løber sammen med klimakrisen.

Der her i ugens løb været RIO+20-klimatopmøde i Rio og økonomisk G20-topmøde i Los Cabos i Mexico. Klima og kapitalistisk økonomi er ikke nogen god blanding. De er indbyrdes forbundne og uddyber hinanden. Den kapitalistiske økonomi forudsætter kapitalakkumulation – vækst. Men det er ikke en naturlov.

 Man kan vælge at tro, at denne modsætning kan løses. Det, man talte om i Rio, var »grøn vækst«. Det, man talte om Los Cabos, var krisepakker og stimulans af produktionen for at få mere gang i væksten.

Hvad er der galt

RIO+20 er FN’s konference for bæredygtig udvikling. Det var en opfølgning på en række andre COP-møder og en markering af det første. der blev holdt i Rio i 1992.

I skrivende stund er regeringslederne stadig i møde i Rio. Men belært af erfaringerne er slutdokumentet denne gang klappet af, inden regerings-cheferne mødte op. Sådan gøres det globale miljøspørgsmål til noget ceremonielt, og uansvarligheden for manglende handlinger jævnes ud over de 50.000 deltagere – lidt flere end på Warszawas Nationalstadion til kampen mellem Tjekkiet og Portugal.

Resultatet var pauvert. »Sigende, at ingen i det lokale, hvor teksten blev vedtaget, var glade. Så svag er den. Og alle vidste det. Skuffende«. skrev EU's klimakommissær Connie Hedegaard på Twitter. Den danske regering med Thorning, Søvndal, Auken og Lidegaard erklærede at aftalen havde bestået.

Det er svært, det er svært, det er svært, fortæller medierne og begrunder det med, at der er så mange, 100 statsledere skal være enige. Det er det. Men nok så afgørende er det, at omtrent hele flokken klamrer sig til det markedsdrevne vækstsamfund. Til lejligheden tales så om »grøn vækst«, som også fandt vej til G20-mødet, hvor virksomheder i sektoren præsenterede lederne for deres behov.

»Grøn vækst« er et nyt marked og en omstrukturering af en del af det eksisterende. Men det er ikke en erstatning af den ressourcekrævende vækst, men et yderligere bidrag til denne.

Hvad der er nødvendigt

Klimaet forudsætter en radikal omlægning af ikke blot energiforbrug, men også af forbrugsøkonomien, fremstilling af fødevarer, pleje af havene og meget mere. Demokrati og sociale løsninger for verdens befolkning forudsætter en radikal omlægning af de økonomiske og demokratiske systemer.

En stor del af deltagerne i Rio kom fra ngo’er. Mange bringer, hver på deres felt, energi ind i afgrænsede nationale sammenhænge. Men i stigende grad er ngo’erne også blevet en del af klimatop­møde-komplekset, der flytter sig fra by til by i en grad, så man kommer til at tænke på OL.

Når der er behov for radikale brud og grundlæggende systemændringer, må ngo’erne, hvis de vil opfylde deres egne målsætninger, også indse, at løsningerne ligger i de sociale bevægelsers spor og ikke blot at være kritiske støtter til den kapitalistiske vækst og staterne.

Og der er et stort tog, der kører derude! Der er rigtig mange bevægelser, som organiserer på bæredygtige, sociale og kulturelle platforme. Medierne er forbløffende tavse (bortset fra visse lande) om disse bevægelser. Måske er deres problem igen, at der er så mange.