At opretholde livet blev til en sur pligt i stedet for at være meningen med det hele…

Skærveknuseren

af Kjeld Stenum

Så vidt jeg lige kan få styr på det, er det søndag i dag. Så knallerten, der gasser op og ned ude på stien, før klokken er seks, kan ikke være buddet med dagens avis. Det er vel noget tryksagsomdeling, tænker jeg. Så falder det mig ind, at jeg jo blev snydt for en avis forleden.

Buddet har måske fundet den og taget den med, fordi han alligevel skulle rundt i havebyen til dem, der holder aviser, som udkommer om søndagen. Så det ender med, at jeg lunter ned til postkassen for at kigge efter. Den er selvfølgelig tom.

Men det er en fin søndag morgen. Det har regnet om natten, og fliserne er stadig våde. Men nu er himlen strålende blå, ikke skyfri, men omtrent.

Jeg hører en spinkel ringelyd, det kunne være min fastnettelefon inde fra huset, men det er nok en fugl, en guldspurv måske? Ja, ganske rigtigt, da jeg kigger efter den, får jeg øje på den højt, højt oppe i toppen af det grantræ, der står ved siden af mit havehus. Solen står endnu så lavt, at den lyser op på guldspurven skråt nedefra, og det får den gule fugl til at lyse mod den blå himmel med en sjælden udansk farvestyrke. Som havde den været en gæst fra en fjern tropisk regnskov.

Uha, jeg bliver næsten svimmel, så højt det træ er blevet! Jeg kommer til at fælde det meget snart, ellers bliver det for stort til, at jeg magter det selv!

Dengang jeg flyttede ind her, fældede jeg et andet grantræ af nogenlunde samme størrelse, så det ikke skulle lægge sig oven i mit tag en stormfuld efterårsnat. Og så plantede jeg det her træ. Det var dengang, min datter var lille, jeg tror, jeg købte det som et lille bitte juletræ på knold. Skulle der være mening i at købe juletræ på knold, skulle det plantes ud og gro bagefter, og nu var her jo blevet så god plads.

Dengang forestillede jeg mig ikke… Og så blev det et af den slags projekter, man aldrig fik overskud til, fordi der altid var så meget til de timer, hvor man ikke var på arbejde, eller man var træt… Åh ja, og så er årene gået!

Nu skal jeg ingenting. Det er lige meget, om det er søndag, mandag eller fredag, når man er på efterløn. Ingen tvungen dagsorden længere, brødet på bordet har jeg betalt med mit hidtidige liv. Absolut ingen pligter hviler på mig, ud over dem, jeg lægger på mig selv.

Små dagsordener passer mig bedst, jeg bliver hurtigt træt. Lægerne siger, det er mit hjerte. Men hvor er det en lettelse, at jeg ikke længere hele tiden skal piske mig selv videre, når jeg er træt, jeg kan bare lægge mig i hængekøjen og studere skyerne og rovfuglene. Tage en »morfar«, hvis jeg trænger. Mens jeg endnu arbejdede, var der altid ting, jeg måtte minde mig selv om, at det var vigtigt, jeg fik gjort i dag, i morgen ville jeg bare være endnu mere træt, og det ville blive endnu mere træls.

Jeg ved godt, at jeg nok allerede var syg, mens jeg arbejdede, og det påvirkede mig i de seneste år, men alligevel: Arbejdet åd al min energi. Og det var det ikke værd. Broer, tunneller, nationalbank… Så de travle kunne få endnu mere travlt og pengemændene føle sig endnu mere magtfulde i en verden, der i forvejen er alt for gennemsyret af travlhed og magt.

Det er bittert at sige, men jeg tror, at som helhed havde samfundet været mindst lige så lykkeligt og sundt, hvis det arbejde ikke var blevet gjort. At opretholde livet blev til en sur pligt i stedet for at være meningen med det hele, tænkte jeg somme tider, når jeg skulle nå et eller andet, men trængte så meget til at hvile mig, at jeg et sted havde mere lyst til at stille træskoene end fortsætte med jageriet.

Hvordan får de os til det? Og hvordan kan det være, at trods alle mine bitre tanker så savner jeg også allerede pukleriet? Forleden, da jeg var ude på min gamle arbejdsplads for at ordne papirer, var de midt i en støbning. De var lidt stresse­de og havde dårligt tid til at snakke med mig. Og jeg kunne ikke sige mig fri for en frustreret, uvant følelse af at have været lidt i vejen, da jeg gik derfra.

I aftes da jeg ringede til min datter, var hun så stresset, at jeg godt kunne mærke, det var mest hensynsfuldt af mig at afslutte hurtigt igen. Hun er ikke længere nogen lille pige, der skal have juletræer på knold, hun læser biokemi på universitetet og sidder midt i en bachelor-opgave.

Ja ja, tænkte jeg, mens jeg endnu gik på arbejde, det kan godt være, du har travlt i dag, min pige, men du forbereder dig dog trods alt kun til verden, jeg er med til at lave den! Så var det, ligesom jeg stadigvæk var den voksne af os to, selv om den verden, jeg var med til at lave, var alt andet end ideel.

Nu har hun allerede fat i en længere ende end mig. Og snart vil jeg måske føle det, som at jeg tigger om at låne lidt mening fra hendes liv til mit eget, når jeg snakker med hende i telefon. Kan jeg holde gang i mine egne dagsordener i en verden, hvor alle andre får deres dagsorden så rigeligt fyldt med pligter fra deres arbejde? Eller vil jeg føle, at jeg laver dagsordener ind i et tomt rum, hvor jeg lige så godt kunne lade være?

Er jeg vanskelig? Forlanger jeg for meget? Kan jeg ikke tillade mig at brokke mig over, at det arbejde, vore arbejdsgivere giver os, ikke har mening, hvis jeg ikke engang magter at holde en mening kørende i et liv, jeg tilrettelægger selv? Nej, måske. Men »mening« er jo ikke noget, der findes i et tomt rum. Jeg behøver mine makkere og min datter for at skabe den. Og de har, som jeg selv har haft det hele mit voksenliv, for travlt med at skaffe brød på bordet til at beskæftige sig med den luksus, der hedder »mening«.

Jeg synes ikke, jeg forlanger for meget. Jeg synes, vi generelt forlanger alt for lidt.