14 Jan 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Regeringen valgte side

Regeringen valgte side

Tirsdag, 26. juni, 2012, 11:42:08

Vi ville have friholdt folkepensionisterne og fjernet sukkerafgiften og den forhadte fedtafgift indført af VK. I stedet valgte regeringen at frede de mest velhavende boligejere.

af Christian Juhl, MF for Enhedslisten

Weekenden bød på noget af en overraskelse. Enhedslisten og regeringen havde en færdig skatteaftale på bordet fredag middag.

Men regeringen løb fra aftalen og lavede en aftale med Venstre og Konservative – netop de partier, der har som hovedformål at vælte regeringen ved førstkommende lejlighed.

Aftalen med Enhedslisten, ville have fjernet forringelserne for de arbejdsløse og syge. Nu skal de betale for skattelettelserne til overlægen og advokaten i form af lettelser i topskatten.

Vi ville have friholdt folkepensionisterne og fjernet sukkerafgiften og den forhadte fedtafgift indført af VK. I stedet valgte regeringen at frede de mest velhavende boligejere.

Var aftalen med Enhedslisten blevet gennemført, havde det betydet en forøget ældrecheck til de fattigste pensionister, en massiv indsats for uddannelse for arbejdsløse og en større indsats mod social dumping.

Desuden ville de lavestlønnede og den enlige forsørger have fået en skattelettelse på flere tusinde kroner, mens de rigeste skulle betale en større andel.

Vi var klar til at sluge kameler, for at sikre de mennesker i Danmark, som har mindst.

I stedet valgte regeringen en asocial skattereform, der øger uligheden i Danmark og sender regningen til de svageste.

Regeringen gør dermed grin med de mange mennesker, der var aktive i valgkampen og som stemte på Helle Thorning-Schmidt og Villy Søvndal for at få en ny regering. De troede, at det kom til at betyde en ny politik og et opgør med 10 års asocial politik med Lars Løkke og Pia Kjærsgaard.

Det er et alvorligt tempotab for alle, der vil forsvare velfærdsamfundet. Nu må kræfterne samles for at få regeringen tilbage på sporet – væk fra den blå blindgyde.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


26. jun. 2012 - 11:42   30. aug. 2012 - 19:21

Læserbrev