28 Jan 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Hvor bliver tillidsreformen af?

Hvor bliver tillidsreformen af?

Onsdag, 27. juni, 2012, 12:03:03

En meget stor medlemsgruppe oplever ledelsens måde at lede på som den største belastning for arbejdsmiljøet.

En afgørende forudsætning for kvalitet og effektivitet på vores skoler er derfor at vise tillid og give lærere og lærerteam - de professionelle - ansvar for og kompetence til at løse den samlede undervisningsopgave.
Bille

fra Uddannelsesforbundet

Før valget var Det Radikale Venstre helt fremme med forslag om en tillidsreform i den offentlige sektor:

»Manglende medbestemmelse og indflydelse på eget arbejde bidrager negativt til arbejdsglæden og det er skidt i de kommende år, hvor offentlige arbejdsgivere skal rekruttere nye medarbejdere«, hed det blandt andet fra Margrethe Vestager.

Og de nuværende regeringspartier bakkede op.

En ny stor undersøgelse om tillid på de kommunale arbejdspladser bragt i ugebrevet A4 viser, at den er helt gal med tilliden mellem medarbejderne på den ene side og forvaltning og politikere på den anden.

Kun hver femte medarbejder føler fuld tillid fra cheferne. Også Uddannelsesforbundets egen medlemsundersøgelse underbygger dette billede. En meget stor medlemsgruppe oplever ledelsens måde at lede på som den største belastning for arbejdsmiljøet.

Desværre er der ikke tegn på forandring, selv om regeringen nu er en anden end i de seneste mange år. New Public Management er tilsyneladende stadig mantraet i ministerier og forvaltninger.

Konkret oplever vi både lokalt og centralt i vores samspil med arbejdsgiverne et skifte fra dialog og forhandling til diktater og ensidigt fastsatte administrationsgrundlag.

Kontrol og mistillid hersker, og vi ser heller ikke det store opgør med tælleri og detailstyring.

Styring og udvikling

Uddannelsesforbundet vil imidlertid holde regeringen fast på løfterne. Vi skal en helt anden vej med styringen og udviklingen af undervisningen på vores skoler.

Undervisningsopgaven bør altid løses med et konkret udgangspunkt i den daglige,  pædagogiske virkelighed i hver enkelt skoleform: de pædagogiske mål, de konkrete kursist- og elevgrupper, de lokale forhold, de fysiske rammer og så videre.

Her har lærere og lærerteam den nødvendige viden, erfaring og professionelle indsigt, der kan sikre fokus på kvalitet og gode resultater i undervisningen.

Når lærere og lærerteam påtager sig ansvaret og får bred kompetence til at træffe beslutninger om planlægning af og løsning af undervisningsopgaven, undgås unødig detailstyring og bureaukrati, og der kommer et nødvendigt fokus på kvaliteten i løsningen af selve kerneopgaven: undervisning.  

Tillid og kopmpetence

Indflydelse på løsning af undervisningsopgaven understøtter desuden et godt arbejdsmiljø og fremmer engagementet hos de professionelle lærere.

En afgørende forudsætning for kvalitet og effektivitet på vores skoler er derfor at vise tillid og give lærere og lærerteam - de professionelle - ansvar for og kompetence til at løse den samlede undervisningsopgave, selvfølgelig under ansvar over for ledelsen og de fastlagte politiske mål.

Med de igangværende trepartsforhandlinger har regeringen en enestående mulighed for at indfri løfterne til medarbejderne. Her kan man styrke den danske model gennem forpligtende aftaler mellem arbejdsgivere og arbejdstagere om en ny måde at styre den offentlige sektor på, således at medarbejderne netop oplever medbestemmelse og indflydelse på eget arbejde.

Vores elever og kursister, vores undervisning og skolerne har brug for tillid og samarbejde. Kom nu med den tillidsreform!

Vedtaget på repræsentantskabsmødet den 7. juni.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


27. jun. 2012 - 12:03   30. aug. 2012 - 22:08

Udtalelser