Minimanifest fra Dansk Handicap Forbund om en lille sprogændring med stor betydning.

Ved at sige eller skrive »de handicappede« udtrykker man ikke alene en fordom om et andet menneske – man definerer også den enkelte person, som om han eller hun først og fremmest er sit handicap og ikke et menneske som alle andre. I Arkivfoto: Bille

fra Dansk Handicap Forbund

»Vi begriber med vores begreber«, som professor Steen Hildebrandt så fint har udtrykt det. Og netop medierne er i høj grad med til at forme vores begrebsverden.

Dermed ikke sagt, at journalister og redaktører har hovedansvaret for den noget forsimplede og konfliktskabende tone, der i stigende grad dominerer velfærdsdebatten.

Men medierne har medansvar for en sober og inkluderende tone.

Kort fortalt oplever vi det som nedværdigende, når vi konsekvent bliver omtalt som »de handicappede« – en ressourcetung belastning for samfundet – i stedet for som »mennesker med handicap« – ressourcefulde mennesker, der også bidrager til samfundet.

Den ofte ugennemtænkte betegnelse er også benzin på bålet i den aktuelle velfærdsdebat, hvor mennesker med handicap i stigende grad bliver marginaliseret af politikere, embedsværk og borgere og blandt andet stemplet som en økonomisk belastning for samfundet.

Dette manifest er ikke bare endnu et klynkende pladderhumanistisk opråb om politisk korrekthed, men har et dybere formål:

I hverdagen bruger mange nemlig betegnelsen »de handicappede« uden at tænke nærmere over, hvad begrebet dybest set indebærer – også journalister og redaktører.

Ved at sige eller skrive »de handicappede« udtrykker man ikke alene en fordom om et andet menneske – man definerer også den enkelte person, som om han eller hun først og fremmest er sit handicap og ikke et menneske som alle andre.

Ved at kalde os »de handicappede« glemmer man det hele menneske – at vi også er far eller mor, onkel eller tante, kæreste, studerende, arkitekt eller kvantefysiker.

Bruger man i stedet »mennesker med handicap« respekterer man os i højere grad som personer og fokuserer på vores ressourcer og muligheder for at bidrage til samfundet.

Retorikken »dem/os«

Når man i den aktuelle velfærdsdebat konsekvent omtaler os  som »de handicappede«, opstår der retorisk en klassisk dem/os-situation.

På den måde bliver »de handicappede« til »dem«, som derfor ikke længere er en del af »os«.

Konsekvenserne er desværre både marginalisering og eksklusion, som underbygges af adskillige beretninger fra vores medlemmer om, hvordan de bliver chikaneret på åben gade og beskyldt for at være snyltere og en økonomisk byrde for deres medborgere.

For os er det indlysende, at den udbredte brug af begrebet »de handicappede« er en af årsagerne til denne chikane og polarisering.

I FN’s handicapkonvention defineres handicap blandt andet således:

»Handicap er et begreb under udvikling og er et resultat af samspillet mellem personer med funktionsnedsættelse og holdningsbestemte og omgivelsesmæssige barrierer, som hindrer dem i fuldt og effektivt at deltage i samfundslivet på lige fod med andre.«

Sat på en mere simpel formel kan det også udtrykkes sådan: Din funktionsnedsættelse plus de samfundsskabte barrierer er lig dit handicap.

Hvis du for eksempel har mistet et ben og ikke bliver tilbudt benprotese og genoptræning, påføres du et handicap. Men bliver du kompenseret, bliver dit handicap mindre. Og bruger du kørestol, er det den manglende rampe til posthuset, der påfører dig et handicap, og ikke din manglende førlighed.

Nogle genkender sikkert handicap- og kompensationsprincippet fra deres første besøg på golfbanen: Fordi du ikke har spillet før, bliver dit »handicap« beregnet. Men dermed bliver du ikke generelt »handicappet« og udelukkende vurderet på det, du ikke kan – tværtimod bliver du efterfølgende kompenseret for dit handicap, når du skal spille mod andre.

Dette kompensationsprincip er kernen i FN’s Handicapkonvention, som Danmark har tiltrådt den 23. august 2009, og derfor er der brug for en begrebsændring, så man også i sin kommunikation understreger, at handicap er kontekst- og ikke personafhængigt. 

Sprog og menneskesyn

Konsekvensen af Steen Hildebrandts tese om, at »vi begriber med vores begreber« er derfor, at vores forståelse af mennesker med handicap også defineres af de begreber, man bruger om os.

Derfor er begrebet »de handicappede« ikke bare et udtryk, man bruger i dagligdagen. Bevidst, eller ubevidst, udtrykker det også afsenderens menneskesyn.

Og det samme gælder selvfølgelig begreber, der bruges om andre befolkningsgrupper som for eksempel mennesker med kræftsygdom (ikke »kræftramte«) eller mennesker med anden etnisk baggrund end dansk (ikke »indvandrerne«).

Med dette manifest opfordrer Dansk Handicap Forbund journalister og redaktører til at give deres bidrag til en holdningsændring gennem en lille, men afgørende, ændring af omtalen af os.

Vi ved godt, at det koster seks anslag mere at skrive »mennesker med handicap« i stedet for »de handicappede« – og at det tager et halvt sekund længere at sige det – men det er jo også lettere at gå over for rødt, i stedet for at vente på grønt…

For mange år siden skrev gode gamle Goethe: »Hvis man ser alt det i mennesker, som de kunne blive, bliver de alt det, de kan blive.«

Er det ikke også den måde, vi dybest set ønsker, at vores samfund i dag skal se på alle sine borgere – også i medierne?