I resten af EU landene og i EU parlamentet er den politiske ledelse også fyldt op med akademikere som benytter sig af akademiske rådgivere til gavn for det komplekse Europa.

af Klaus Jensen, Randers

Ifølge det komplekse samfund, som vi lever i, skulle denne overskrift være ganske sand, skriver en akademisk uddannet journalist. Der er i øvrigt også akademisk uddannede embedsmænd og -kvinder i ministerierne og blandt spindoktorerne. Skal man mon være akademiker for at benytte dem?

I resten af EU landene og i EU parlamentet er den politiske ledelse også fyldt op med akademikere som benytter sig af akademiske rådgivere til gavn for det komplekse Europa.

Med al den viden må det være nærliggende at spørge: Hvordan kunne man undgå at opdage den sidste finanskrise? Hvorfor ser man adskillige akademikere blandt de gældsplagede? Skal den ufaglærte kunne forstå akademikeren, når akademikeren ikke forstår den ufaglærte?

Den nuværende politiske holdning er, at øget produktion og større vækst skal skabe arbejde og velfærd til vores samfund. Begge dele er samtidig, set ud fra miljømæssige forhold, skadelige faktorer, når man ser på verdens naturresurser og den øgede CO2 udledning.

Vi har skabt et samfund som bliver målt alene i størrelsen på vores økonomiske værdier og formåen. En ændring af denne tilstand bliver umuliggjort af argumentet om, hvordan resten af verden alligevel ikke er villig til forandring.

Den tredje verden er i fuld fart på vej mod industrialisering, med de samme argumenter, som vi har brugt siden vores industrialisering. Kan vi forvente at den tredje verden skal være miljøbevidste og dele værdierne, når vi efter mere end hundrede års industrialisering stadig har næsten den samme grundholdning?

Dog fastholder vore kompetente akademikere i hele Europa at øget produktion og større vækst er vejen frem i stedet for en fordeling af de goder, som vi har rigeligt af, men hvad ved den komplekse kortuddannede håndværker i øvrigt om det?