Sarah Glerup er 27 år og kommunikationsmedarbejder hos Enhedslisten. Hun har muskelsvind og arbejder i fleksjob. Her fortæller hun om, hvordan den nye reform af fleksjob og førtidspension vil ramme hende.
af Sarah Glerup, Enhedslisten
Kære venner med normal arbejdsevne! Før I bliver forvirrede af regeringens spin-forsøg på at kalde den nye reform om fleksjob og førtidspension en »hjælp«, vil jeg nøgternt og spin-frit fortælle om reformens konsekvenser for mig – 27 år og fleksjobber med muskelsvind. Min børn til jer er, at I vil fortælle min (og andres) historie videre til alle, I møder:
1) Kæmpe lønnedgang. Lige nu er jeg ansat i Enhedslisten og får samme løn som mine kolleger, dvs. samme løn som en faglært metalarbejder (cirka 30.000 før skat). Når jeg skifter job (vi har rotationsregel, så jeg vil blive nødt til det), vil min løn formentlig falde med omkring 8000 kroner om måneden. Fremover skal jeg nemlig kun have løn for de timer, jeg kan arbejde effektivt, og en beskeden slat for resten.
2) Min indtægt vil falde fra nu af, til jeg går på folkepension (eller dør). Min løn vil fremover afhænge af min arbejdsevne. Det vil sige, at hver gang min muskelsvind bliver lidt værre, og min arbejdsevne altså lidt mindre, vil min løn falde. Mens alle andre får anciennitet med alderen, vil jeg nærme mig dagpengesats.
3) Jeg vil ende mit liv på kontanthjælpssats, regnet for selvforskyldt ledig. Hidtil har det været sådan, at hvis ens arbejdsevne røg under cirka 10 timer, kunne man få førtidspension. Man kunne stadig få lov at arbejde lidt ved siden af – man blev altså ikke parkeret, det er en myte! – men man var sikret noget at leve af.
Fremover skal man helt ned under to timers effektiv arbejdstid for at kunne få førtidspension. Og selv hvis jeg bliver så svag, at jeg kun kan vrikke med to fingre, så vil man altid kunne hævde, at jeg fordelt over en hel uge nok kunne præstere to timer. Så ingen førtidspension til mig.
Men heller ikke noget job – for ingen vil ansætte nogen, der har så lille og ustabil arbejdsevne. Det siger virksomhederne og DA selv. Så jeg vil ende som arbejdsløs på ledighedsydelse, der nærmer sig kontanthjælpssats. I resten af mit arbejdsliv.
4) Mit arbejdsliv bliver usikker, til jeg fylder 45. Når jeg kommer under de nye regler, må jeg kun få bevilget midlertidige fleksjob – selvom jeg har muskelsvind, der aldrig går over, men kun bliver værre. Det vil sige, at jeg hver tredje til femte år skal igennem hele bevillingscirkusset én gang til (og tro mig, det tager lang tid og dræner én fuldstændig). Og jeg vil aldrig kunne planlægge mere end få år frem.
5) Jeg bliver en social klient. Hidtil har jeg fået én løncheck ligesom mine kolleger. Bevillingen af fleksjob var et helvede, men nu er jeg en helt almindelig medarbejder – bare med lidt færre kræfter.
Derfor får min arbejdsgiver et tilskud, så jeg ikke bliver for dyr at have ansat. Men fremover er det mig, der skal have tilskuddet i form af en overførselsindkomst fra kommunen ved siden af en deltidsløn fra min arbejdsgiver.
Det bliver lidt som at være på supplerende dagpenge på livstid, bortset fra at tilskuddet er mindre for os med handicap. Og så bliver tilskuddet selvfølgelig udhulet fra 2016-23 som følge af skattereformen, der nedjusterer overførselsindkomster.
6) Jeg vil blive underbetalt løntrykker. Når jeg skal have et fleksjob under de nye regler, skal min arbejdsgiver kun betale for min effektive arbejdstid. Det vil sige, at tissepauser og tænkepauser skal trækkes fra.
Det vil selvfølgelig være i min arbejdsgivers interesse at tale min arbejdsevne ned, så de skal betale færrest mulige timer, og med en ledighed på 25 procent blandt fleksjobbere, vil jeg ikke kunne være kræsen.
Så jeg vil ende med i praksis at have en timeløn, der er lavere end mine kollegers – også når vi laver det samme på samme tid.
Kære venner – intet af dette vil mindske min muskelsvind. Intet af dette vil få mig til at arbejde mere. Intet af det vil øge beskæftigelsen i Danmark. Det vil alene gøre mig fattigere og min fremtid urimeligt usikker.
Min historie er fri for spin, den er bare et faktum – og den er én af mange. Vær sød at dele den med jeres venner og kollegaer.
Sarah Glerup lagde dette brev op på sin Facebook-profil i weekenden, efter regeringen havde indgået aftale med højrefløjen om en reform af fleksjob og førtidspension. Teksten er bragt med hendes tilladelse.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via
87278