Men når man nu vælger at tilsidesætte basale velfærdsydelser og forsøger at retfærdiggøre det med et spørgsmål om samfundets økonomi, kunne man i det mindste læne sig op ad forskning.

En undersøgelse fra CASA viser, at det betaler sig at hjælpe sårbare børn og unge med blandt andet ADHD, hvis blot 21 procent af børnene får et liv som selvforsørgende i stedet for livslang overførselsindkomst.

Sigaardsfoto.dk

af Ingvald á Kamarinum, specialskoleleder, Fjordskolen, Holbæk

Hvornår er man syg nok til at kunne få behandling?

Regeringen og regionerne vil nu stramme kravene for behandling af flere udbredte sygdomme, herunder grå stær og ADHD.

Det sker blandt andet under påskud af, at der foregår overbehandling på området, men i virkeligheden er der tale om endnu en spareøvelse.

Mennesker med symptomer på grå stær, ADHD og en stribe andre sygdomme vil nemlig i langt flere tilfælde blive henvist til privathospitaler, hvor de selv må til lommerne for at komme af med deres lidelser.

Det vil utvivlsomt føre til øget brugerbetaling, som belaster de mest udsatte i samfundet. Og hvad værre er, så vil flere måske undlade at få behandling, simpelthen fordi de ikke har råd.

Til daglig arbejder jeg med ADHD-ramte børn og unge på Fjordskolen og kender derfor til vigtigheden af den korrekte behandling.

Derfor er det ganske usmageligt, at man nu vil vanskeliggøre muligheden for at få behandling og dermed et bedre liv. Især, når stramningerne præsenteres som den bedste måde at udnytte samfundets penge på!

Men når nu regeringen vælger at tilsidesætte basale velfærdsydelser som behandling og forsøger at retfærdiggøre det med et spørgsmål om samfundets økonomi, kunne man i det mindste læne sig op ad forskning.

For modsat viser en undersøgelse fra CASA, at det betaler sig at hjælpe sårbare børn og unge med blandt andet ADHD, hvis blot 21 procent af børnene får et liv som selvforsørgende i stedet for livslang overførselsindkomst.

På Fjordskolen – hvor den rigtige ADHD-behandling er hele forudsætningen for, at vi kan arbejde med de unge og hjælpe dem videre – er succesraten 70 procent.

Men det synes ikke at interessere politikerne, som hellere vil pålægge sundhedsvæsnet at skulle måle, hvor slemt man lider af ADHD – blot for at kunne nægte sygdomsramte behandling og dermed spare penge.

Det rammer ikke blot socialt skævt, det er samtidig et skridt imod en opløsning af det sikkerhedsnet, som ellers burde være der for os alle.