13 Jan 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Skattereformen øger utryghed og ulighed

Skattereformen øger utryghed og ulighed

Tirsdag, 03. juli, 2012, 12:10:15

Reformen øger ikke kun utrygheden på arbejdsmarkedet, men også uligheden imellem de forskellige grupper i beskæftigelse.

af Hans-Henrik Hansen, ‑formand for HK Kommunal Østjylland

Regeringen og VK's skattereform er ikke god for trygheden på arbejdsmarkedet.

Dækningsgraden ved ledighed falder markant frem mod 2022. Forskellen mellem løn og dagpenge øges, fordi reformen blandt andet forhøjer beskæftigelsesfradraget og svækker reguleringen af dagpengene.

Og tabet er endnu større end først antaget.

Direktør for A-kassernes Samvirke, Verner Sand Kirk, peger på, at dagpengene allerede i dag halter efter lønudviklingen med 0,3 procent om året, hvilket giver tre procent over de næste 10 år.

Dertil skal lægges de 5,1 procent, som skatteforliget nedregulerer dagpengene med. Endelig skal man huske, at dagpengemodtagere ikke får glæde af beskæftigelsesfradraget.

Alt i alt bliver det endelige resultat, at dagpengene i 2022 stiger med 10 procent mindre end lønningerne.

Skellet mellem arbejdende og ikke-arbejdende bliver større. Det udhuler trygheden og mindsker fleksibiliteten – de to hjørnesten i den danske model, som regeringen ellers taler så meget om at beskytte.

Og det forringer løn- og arbejdsforhold, fordi folk vil frygte for at miste arbejdet, hvis de råber op. Risikoen ved arbejdsløshed bliver alt for stor.

Men reformen øger ikke kun utrygheden på arbejdsmarkedet, men også uligheden imellem de forskellige grupper i beskæftigelse.

Som udgangspunkt er det godt at foretage skattelettelser fra bunden. Men når det gøres ved at hæve beskæftigelsesfradraget, forøges også uligheden.

For ganske vist stiger fradraget med samme procent for alle, men i kroner og øre stiger det mest for de højere lønnede. Så efter reformen bliver forskellene mellem indkomstgrupperne større.

Der er et behov for et opgør med den utrygheds- og ulighedsskabende politik – uanset hvem, der fører den.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


03. jul. 2012 - 12:10   30. aug. 2012 - 19:21

Læserbrev