Storbyerne hiver den store tegnepung frem for at få en megabegivenhed. Regningen betales af som sædvanligt af den jævne arbejderbefolkning.

EM i foldbold er lige overstået i Polen/Ukraine. Igen hørte vi sloganet – sport og politik har ikke noget med hinanden at gøre. Det er et udsagn de er lige så sandt som at økonomi og politik er to adskilte verdener.

Sommeren er en hektisk periode ned Tour de France, Olympiade i London, Festivaler i skove, grusgrave og på torve, Disney - og Bon Bon lande. Oplevelsesøkonomien kører for fuld skrue. Et bemærkelsesværdigt fænomen inden for oplevelsesøkonomien er begrænsningerne af de demokratiske rettigheder på mange niveauer.

Storbyerne byder ind på OL. New York var med i opløbet til 2012 legene. Byerne planlagde enorme byomdannelesprojekter og etablerede noget der ligner undtagelsestilstande inden for byplanlægning, hvor de sædvanlige procedurer med offentlighed blev omgået. Byen havde nemlig en sag. For var byen ikke i en olympisk konkurrence på liv og død med andre byer?

Bomber i arbejderkvarterer

Det er altid arbejderkvarterer det går ud over. I Rio i Brasilien, der har OL i 2016, forsvinder Barra da Tijuca vest for Copacabana.  I Seoul 1988 måtte 720.000 flytte, i Beijing i 2008 1,4 mio. og så videre i Atlanta, Vancouver og nu også London. Det tidligere Stratford, Newham og East End får nu tilført ejendomsmæglernavnet East Village. En ny destination i byen maser sig ind, skubber folk ud, jobber ejendomspriser og huslejer drastisk i vejret. Folk flytter - og måske flytter nye ind. Længe havde byens elite alligevel planer om at rydde op i den fattige ende af byen. OL var en god anledning.

Pengene flød i London og som det plejer at gå, budgetterne blev sprængt løbende. OL London var i 2005 budgetteret til 25 mia. kr. Allerede i 2007 var det 86 mia. kr. og nu er det mindst 111 mia. kr.  Oven i kommer 111 mia. kr. til antiterror og trafik. Udgiften til 12.000 ekstra politifolk skal lægges oven i. Og regningen? Byen betaler det meste – også fattigrøvene, som også er tvunget til at finde et andet sted og bo, eller som bløder med en tredobling af huslejen.

Mange byer har efter den store event ligget såret i en årrække, for eksempel Athen, hvor budgettet blev tidoblet og Barcelona. Til EM i foldbold i 2004 byggede den portugiske by Leiria et stadion til 700 mio. kr. Det var en smuk arena om de to kampe der blev spillet. Nu er det et monument, der sluger otte procent af byens løbende økonomi.

Problemerne opstår fordi den olympiske komite (IOC) og samt det det europæiske og det internationale foldfoldforbund (UEFA) og (FIFA) stiller enorme krav til faciliteter. Til EM i foldbold skal værtslandet stille med 10 stadioner med plads til 40.000 hver. Det koster skjorten.

Demokratiske rettigheder

Sport er jo, godt sjovt og enormt populært. Alle er for sport og derfor er det en fantastisk platform for oplevelsesøkonomien, som har ét formål. At øge forbruget og holde kapital–akkumulationen i gang. Det globale marked er målgruppen. De store brands køber sig ind i OL og får en brand–dominans. Det er hele hjertet i den olympiske idé anno 2012. Og egentlig adskiller OL sig ikke fra de andre oplevelsesøkonomievents. Det er blot større.

En følgesvend er den enorme sværm af lavtbetalte servicearbejdere og de mange, der til ingen penge producerer merchandise under kummerlige arbejdsforhold.

En anden følgesvend er begrænsninger af borgernes demokratiske rettigheder. Der er oprettes forbudszoner, ekstraordinær kontrol, forbud mod politiske manifestationer og meget mere. Under OL bliver hele byen forvandlet til et iscenesat Disneyland med de skrappe og meget detaljerede regler, som IOC sætter.

Det handler især om et fuldstændigt visuelt monopol for de brands, der har købet meget specifikke rettigheder. Reglerne gælder også sociale medier, hvor alle fra sportsfolk til betalende tilskuere er omfattet af regelsættet for brug af SMS med videre. At nævne andre produkter og brands i kommunikation er forbudt.

De toneangivende medier er med på vognen. Vogterne af korruption, borgerrettigheder og fairness er stille, når det kommer til OL. Her er det festen, overfladen og reklamekronerne der tæller sammen med et øget salg og forbrug.

OL, Disney–lande og Lego–lande og festivaler er forbrugszoner. Det kan lade sig gøre, fordi mennesker stræber efter udfoldelse og det fantastiske. Men hvorfor lukke sig inde bag hegn og stakke af cirkulærer for passende opførsel? Det er langt mere interessant at tage festen, det opbyggende værdibaserede fællesskab, det system grænseoverskridende og oprøret ud i byen – i de fælles offentlige rum og ikke i de private oplevelseszoner.

God sommer!!

PS: Husk at tag­e penge med.