Det, der i længden bar Skærveknuseren og gav den sin politiske berettigelse, det var arbejdsplads-vinklen…

Skærveknuseren

af Kjeld Stenum

»Invalid.« »In-valid.« Så vidt jeg kan gennemskue, betyder det »uden værdi«. Ligesom ordet »åndssvag« er det vist ikke noget, man siger så meget mere. Udtryk af den slags er alt for grove, synes alle de fint uddannede mennesker, der styrer vort samfunds behandlingssystemer, de nedvurderer de mennesker, det drejer sig om.

Det er jeg ikke enig i. Jeg synes sådan set ikke, at ordene hverken ned- eller opvurderer nogen, tværtimod angiver de ret præcist, hvordan vores kapitalistiske samfund rent faktisk behandler borgere, som det ikke uden videre kan få til at passe ned i kassen af egnet udbytningsmateriale for arbejdsmarkedet. Eller i hvert fald, hvordan det gerne ville behandle dem, hvis det kunne få lov til at skalte og valte, som det ville, og ikke behøvede at tage hensyn til, at det er politisk dumt at provokere dem, man lever af.

Men måske er det netop dette hensyn, det handler om. Måske kan systemet ikke tåle at blive konfronteret med sine gerninger på denne rå og usmykkede måde, for så ville alt for mange angribe det. Så i stedet skal vi sige »handicappet« og »psykisk udviklingshæmmet«, eller hvad vort orwellske nysprog nu måtte hitte på.

Jeg vil selvfølgelig helst direkte snak i stedet for fine omskrivninger. Så in-valid er det, jeg helst vil kalde mig selv, nu da min hjertesygdom har givet mig status af kassabelt skrot på arbejdsmarkedet. Uden værdi.

Jeg har ikke sagt, at jeg dermed også nødvendigvis opfatter mig selv sådan. Eller at jeg nødvendigvis selv opfatter det, jeg har bedrevet gennem mine år på arbejdsmarkedet, som mine mest værdifulde bidrag til tilværelsen. Jeg prøver bare at tale objektivt om forholdet mellem vores samfund og mig.

Hvad, der også er objektivt, er, at når jeg ikke længere duer som udbytningsmateriale for min arbejdsgiver, så udsættes jeg heller ikke længere for den daglige indsprøjtning af indignation over mesters behandling af os, der holder min retfærdighedssans i kog, og jeg får heller ikke længere de daglige konfrontationer og slagfærdige meningsud­vekslinger med mester og makkerne, der former mine holdninger. Og derfor har jeg besluttet at lukke Skærveknuseren med denne uges klumme.

I de 15 år, Skærveknuseren har eksisteret, har Arbejderen fuldendt en udvikling fra politisk menighedsblad for de i forvejen indforståede til en professionel avis både for arbejdere bredt og for hele venstrefløjen. Allerede da klummen startede, syntes jeg, Arbejderen var ved at være en rigtig god avis, og jeg havde svært ved at finde ud af, hvad jeg dog skulle kunne bidrage med, som avisens faste journalister ikke kunne lave meget bedre, bortset fra måske en mindre stiv tone og en lidt mere fabulerende skrivemåde.

Men efterhånden er det gået op for mig, at det, der i længden bar Skærve­knuseren og gav den sin politiske berettigelse, det var arbejdsplads-vinklen. Selv om »Skærveknuseren« gennem årene har handlet om alt mellem himmel og jord – og undertiden også om det ovenover og nedenunder – så har den bærende puls i det, jeg har skrevet i den, været mit arbejde. Skærveknuseren var en arbejdsplads-klumme.

I dag skal alle aviser jo have sådan en arbejder-klummeskriver. Jeg skal bestemt ikke prale af at have været trend-sætter, jeg havde slet ikke som mål at lave en decideret arbejdspladsklumme. Den blev det bare mere end noget andet, fordi mit arbejde nu engang fyldte temmelig meget i min dagligdag. Jeg tror næppe heller, de større aviser med arbejder-klummer er inspirerede af Skærveknuseren, de færreste af dem har vel overhovedet bemærket klummens eksistens.

Men uanset det, så var Skærveknuseren, så vidt jeg lige ved, noget i retning af den første af sin slags. I hvert fald kom den til verden i en tid, hvor klummer af den slags var alt andet end trend. Og det kunne den kun gøre i Arbejderen, tror jeg, det var dengang, nyliberalisme og nykonservatisme var det eneste, der blev opfattet som seriøst i den offentlige debat.

Nu kan jeg ikke længere levere en arbejdsplads-klumme. Jeg har selvfølgelig ikke tænkt mig at ændre hverken interesser eller holdninger, bare fordi jeg ikke længere har min daglige gang på de danske byggepladser. Og jeg mener heller ikke, at det eneste væsentlige, man kan have på hjerte, nødvendigvis skal komme fra éns arbejde. Men mit arbejde var blevet en del af min klummes identitet. Og jeg vil simpelthen ikke have fingeren på pulsen længere. Derfor er det rigtigst at køre min »skærveknuser« i garage.

Det betyder ikke, at jeg nødvendigvis også stopper med at skrive for Arbejderen. Jeg ved ikke lige, under hvilken form et eventuelt fremtidigt samarbejde kan udfolde sig. Men hvis det bliver, bliver det noget andet end Skærveknuseren.

Jeg håber heller ikke, det betyder, at Arbejderen siger farvel til en arbejdsplads-klumme. For selv om arbejdsplads-klummer måske er blevet en trend, og Arbejderen aldrig har været en avis, der rendte efter modeluner, så synes jeg, at en arbejdsplads-klumme hører hjemme i en avis, der kalder sig Arbejderen. Andre må blot bære fanen videre.

Men lad os se, hvad fremtiden bringer. Indtil videre – god sommer til læserne, og tak for 15 års overbærenhed, men gem lidt af den! Jeg håber bestemt på også at gøre brug af den fremover!