I 2002 blev 1800 personer sat ud af deres lejlighed. Siden er tallet steget stødt og roligt til 4400 i 2011. Selvom skiftende ministrer har lovet, at der skulle gøres noget ved det, er udviklingen bare fortsat.
af Preben Brandt
Sol og ferietid. Sådan er det lige i disse dage, hvor jeg skal i gang med at skrive denne klumme. Det er tiden til at kaste sig over de gode og underholdende bøger, og det er tiden til at dase og se det positive i tilværelsen.
Så jeg har tænkt, at det ville være passende at skrive en klumme fyldt med optimisme. Men sådan er det ikke gået. Om det så er mig, der er og bliver pessimistisk og sortseende, eller om der virkelig ikke er noget positivt at skrive om i forhold til social udsathed, vil jeg lade andre dømme om.
Det kunne ellers have været værd at glæde sig over, at det i øjeblikket er sommer, så den 58-årige mand, der lige er blevet sat ud af sin lejlighed og nu sover i et buskads i parken, ikke lider under koldt vejr. Men det ville være at glæde sig over noget på et falsk grundlag. Uanset vejret har han det elendigt under sin busk. Hans ejendele ved han ikke, hvad der er blevet af, og han ved heller ikke, hvad der skal blive af ham. Eller hvad han skal gøre for at ændre på den situation, han er havnet i.
Jeg kan godt høre stemmerne, der siger, at han da selv må være ansvarlig for sit liv, og at det er hans egen skyld, at det er gået, som det er. Sådan nogle, som tænker forenklet og i simple årsagssammenhæng, og som holder af at se verdens mennesker i en skemalagt og overskuelig form.
Mennesker i kasser
Jeg har i sommerens løb i aviserne bidt mærke i, at vi stadig og gladelig beskriver mennesker ud fra simple kategorier. Ham i parken vil nok falde i kategorien »tabere«, og så ved vi jo alle, hvordan han er. Modsat »vinderne«, som jo klart ville sørge for at betale deres husleje. Ingen nuancer tak, det forvirrer bare.
I stedet for de underholdende bøger har jeg nærlæst flere aviser hver dag. Jeg stødte i Information på overskriften »Speltpigen møder ghettopigen«. Så ved vi, hvem det er, der gør det rigtige og er veluddannet og sund, og hvem der ikke er det. Den rene over for den urene. Den vindende og den tabende.
Det er en oldgammel øvelse at definere sig selv og den kreds, man tilhører, som de rigtige og nedgøre andre. De, der sidder på magten, gør det, såvel som de, der ikke har nogen magt. Men det er dem, der har magten, der også kan gennemføre deres fysiske eller ideologiske korstog mod de andre. Og forenklende nedgøre og ydmyge de andre.
Det må være sådanne mekanismer, der indgår i vores syn på ham ude i parken, der har oplevet det ydmygende, at foged, kommunens sagsbehandler, politiet og en låsesmed sender ham ud af hans lejlighed og kører alle hans ejendele væk. Han repræsenterer de tusindvis, der i år vil opleve det samme.
Hvad kan der gøres?
I 2002 blev 1800 personer sat ud af deres lejlighed. Siden er tallet steget stødt og roligt til 4400 i 2011. Selvom skiftende ansvarlige ministrer har givet udtryk for forfærdelse og lovet, at der skulle gøres noget ved det, er udviklingen bare fortsat.
De gode grunde til at gøre noget ved det stigende antal udsættelser er både at forhindre det sociale og psykiske sammenbrud, som en udsættelse medfører for den enkelte, og at spare de betydelige økonomiske omkostninger der er ved disse sager. I Københavns Kommune har man regnet på det og det siges, at én udsættelse samlet set kan løbe op i omkring 200.000 kroner. Gang selv op med 4400 udsættelser. Det bliver et anseeligt beløb.
Der er gennem de sidste år kommet mange gode forslag på bordet til at forhindre de udsættelser, som først og fremmest skyldes manglede evne til at betale huslejen. De særlige lave kontanthjælpsydelser er afskaffet efter regeringsskiftet i 2011 – jo, så sker der alligevel noget positivt i socialpolitikken! Det kan forhåbentlig få antallet af udsættelser til at falde.
Men andre indlysende foranstaltninger vil også være velkomne, som for eksempel en lovændring der giver mulighed for at bevilge det, som hedder enkeltydelse til betaling af husleje i visse situationer og eventuelt på betingelse af aftale om kommunal administration af huslejebetaling.
Man kan jo, om ikke andet, vælge at lade de økonomiske fordele ved en reduktion af antallet af udsættelser være grund til lovgivningsmæssigt at gøre noget. Hvis man da ikke har vilje til at se eller forstå de menneskelige lidelser, der er forbundet med en udsættelse. Men det hele ville måske gå lettere, hvis det var et socialt problem, der vedrørte speltpigen og hendes mand og ikke ghettopigen og hendes mand.
Preben Brandt er formand for Københavns Kommunes Udsatteråd og Projekt Udenfor.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via
87278