Den relative store offentlige sektor virker som en stabilisator i økonomien i modsætning til den private sektor, der er langt mere følsom overfor konjunkturerne.

Carl-Aage Jensen er marxist og civiløkonom. Læs hans økonomiske kommentar i Arbejderen i hver måned.

Økonomikommentar

af Carl-Aage Jensen

Eurokrisen er fortsat sommeren igennem.

På EU-topmødet i slutningen af juni satte regeringscheferne kursen mod både en bankunion og en finanspolitisk union. De håbede, det ville afbøde presset på euroen fra de finansielle markeder. Men pusterummet blev ikke nogen langvarig affære.

Allerede i midten af juli, da Spanien skulle sælge statsobligationer for at forny sin gæld, røg renten over de syv procent, som mange økonomer betragter som smertegrænsen for, hvad et land kan klare at betale, hvis det skal kunne betale af på gælden.

De fleste økonomer diskuterer i dag ikke, om Grækenland bliver tvunget til at forlade euroen, men snarere hvornår.

Efter Spanien blev nødt til at optage lån til over syv procent, forudser flere iagttagere, at Spanien også bliver tvunget til at forlade euroen. Den spanske økonomi er simpelthen for stor til at kunne reddes indenfor euroen. Den hjælpefond, som EU-landene har strikket sammen, vil blive tømt med det samme, hvis den skal løse de spanske problemer på samme måde, som det er sket i Grækenland, lyder vurderingen.

Euroen i problemer

Hvis Spanien bliver tvunget til at forlade euroen forventer mange økonomer, at Italien og Portugal bliver nødt til at følge efter. Så det er alvorlige problemer, som euroen befinder sig i.

En af hovedårsagerne til det spanske sammenbrud er det voldsomme byggeboom, som Spanien oplevede frem til finanskrisens udbrud. De spanske banker optog lån i udlandet for at finansiere byggeriet af de mange boliger og feriehuse til blandt andet udlændinge. Da boligmarkedet kollapsede, stod bankerne tilbage med en enorm udenlandsk gæld.

For at redde den spanske banksektor og forhindre bankkrisen i at brede sig til resten af finansmarkedet har først den spanske stat og i anden omgang EU-landene stillet lån og garantier til rådighed, så bankerne kan betale dele af gælden til det internationale finansmarked.

Hver gang er lånene blevet fulgt op med krav om nedskæringer i den spanske velfærd for at mindske statens underskud. Sammenbruddet i byggesektoren sammen med de offentlige nedskæringer har resulteret i, at Spaniens økonomi er faldet voldsomt, og i dag har Spanien Europas højeste arbejdsløshed, der nærmer sig 25 procent.

Situationen i Spanien bekræfter til fulde økonomiprofessor Jesper Jespersens konklusion om, at markedsløsningen er en brutal løsning.

Negativ rente

I modsætning til den spanske situation har den danske nationalbank meddelt, at den ikke længere vil betale renter på indskud i nationalbanken – tværtimod vil den opkræve renter på de indskud, som bankerne har i nationalbanken. Renten er med andre ord blevet negativ.

Årsagen er, at Danmark har besluttet at have en fast kurs mellem kronen og euroen på finansmarkedets betingelser. Det kræver normalt en ens økonomisk udvikling, men det er der ikke i øjeblikket. For selv om krisen har ført til mange forringelser af velfærden og øget arbejdsløshed i Danmark, er Danmark og de øvrige nordiske lande sluppet billigt i forhold til resten af de gamle industrilande og specielt set i forhold til de sydlige eurolande.

»De nordiske lande ligner hinanden på mange områder og har alle været i stand til at skabe en høj velstand og velfungerende samfund, selv om skatten har været høj og klimaet koldt«.

Sådan lyder konklusionen i Berlingske Business her i sommer, og det er ikke varmen, der har ramt den konservative avis, men derimod fakta.

Det er ikke på trods af et højt skattetryk, at de nordiske lande har klaret sig bedre, men fordi det høje skattetryk er blevet brugt til at investere i kollektive løsninger både med hensyn til velfærd og med hensyn til uddannelse af befolkningen i sin helhed. Netop et højt uddannelsesniveau og en veluddannet arbejderklasse er en væsentlig årsag til, at de nordiske samfund både har en relativ høj levestandard per indbygger men også en relativ mindre spredning af indkomsterne.

Stabilisator i økonomien

Det er den mindre ulighed, der er årsagen til, at der er en opbakning til at betale til velfærden gennem høje skatter og afgifter.

Den relative store offentlige sektor virker som en stabilisator i økonomien i modsætning til den private sektor, der er langt mere følsom overfor konjunkturerne. Når nedgang i produktionen resulterer i arbejdsløshed følger nedgang i indtægter for mange mennesker, hvilket slår negativt igennem på forbruget, som igen påvirker produktionen. Velfærdsstaten afbøjer indtægtsfaldet for de arbejdsløse ligesom det offentlige forbrug er en mere stabilt faktor i den samlede økonomi. 

Det er relativ få økonomer, der har foreslået de nordiske lande, at de skulle opbygge den kollektive velfærd finansieret via skatter og afgifter. Alligevel må de erkende, at netop velfærdssamfundet i sin helhed er en væsentlig årsag til, at krisen ikke rammer så hårdt.

På den baggrund er det endnu mere katastrofalt, at SRSF-regeringen har overtaget VK-regeringens økonomiske politik og forsøger at løse krisen ved at forfølge den liberale økonomiske ide, hvor staten skal minimeres for at markedet skal løse problemerne på sin egen brutale måde.

Carl-Aage Jensen er marxist og civiløkonom. Læs hans økonomiske kommentar i Arbejderen i hver måned.