Det kan ikke være rigtigt, at man skal straffes økonomisk for at søge den bedste uddannelse indenfor et felt, fordi det kolliderer med en regel, der umuligt kan være blevet lavet for at ramme en som mig.
af Simone Soon Kamph Ibsen, Barcelona
Jeg skriver for at gøre opmærksom på en uretfærdighed i tildelingen af SU, da jeg står i en særlig situation og har fået afvist min ansøgning om SU til min uddannelse i udlandet med den begrundelse, at uddannelsen ikke er anerkendt i uddannelseslandet.
Jeg læser modedesign på skolen Instituto Europeo de Diseño (Europæisk design institut) i Barcelona, hvor jeg tager en uddannelse, der hedder BA Fashion Design, som er valideret af University of Westminster.
Det er en form for satellitklasse for University of Westminster, hvor undervisningen foregår på samme høje niveau som i England, al undervisning er på engelsk med lærere fra mange forskellige lande, og man kommer ud med en titel fra University of Westminster, som er blevet kåret til at være den niende bedste modeuddannelse i verden.
Kun Danmark nægter SU
Jeg har valgt at tage denne uddannelse frem for den spanske modeuddannelse, fordi niveauet er højere, og den engelske titel BA Fashion Design fra Westminster University nyder stor international anerkendelse med mange års erfaring, hvorimod den spanske »Grado« i mode netop er indført i år, og indtil da kunne de spanske modeskoler kun give deres elever et bevis for at have gennemført skolens egen modeuddannelse, men der fandtes ikke en officiel spansk titel.
Det betyder, at hos de store modehuse og et hvilket som helst mode- eller tøjfirma har det langt større vægt at komme med en engelsk titel, hvor der står »BA Fashion Design validated by Westminster University« end med en spansk »Grado en diseño de moda«. Ikke kun på grund af navnet, men fordi det er en uddannelse med højt niveau, høj kvalitet, høje krav til eleverne og en meget stor arbejdsbyrde.
I min klasse er der elever fra mange forskellige lande deriblandt fra Sverige og Island, og de har ikke haft problemer med at få økonomisk støtte til uddannelsen.
Jeg står helt uforstående overfor, at jeg ikke kan få SU til denne uddannelse, som er blandt de bedste modeuddannelser i verden, mens jeg godt kan få støtte, hvis jeg tog den selv samme uddannelse i England eller en dårligere uddannelse i Spanien.
Det drejer sig om den samme uddannelse på samme niveau og det samme sprog, som giver den samme titel, som hvis jeg havde taget uddannelsen i England. Det foregår bare i Spanien.
Godkendelse til SU-støtte bør gives på baggrund af studiets faglige kvalitet! Og der er mit studie blandt de bedste og hårdeste i verden, derfor har jeg valgt det. Det kan ikke være rigtigt, at man skal straffes økonomisk for at søge den bedste uddannelse indenfor et felt, fordi det kolliderer med en regel, der umuligt kan være blevet lavet for at ramme en som mig.
Mister 120.000 kroner
Som sagt er der da heller ikke andre fra min skole, der er blevet nægtet SU fra deres respektive lande! For mit vedkommende drejer det sig om to års SU, hvilket rundt regnet er 120.000 kroner (60.000 per år), og det er virkelig mange penge for en studerende, penge jeg ikke har råd til at gå glip af!
Studiet er i forvejen noget af en økonomisk udfordring for mig, da det koster omkring 75.000 kroner om året, hvilket er de engelske universitetspriser, eftersom det er en engelsk uddannelse.
Det virker som om, jeg er blevet ramt af en regel, der skal sikre, at der ikke bliver givet SU til uddannelser, som ikke har et tilstrækkeligt højt niveau til blive anerkendt i uddannelseslandet, hvilket er helt forståeligt, men det er ikke tilfældet her.
Vi lever i en international verden, hvor man ikke behøver at bo i England for at få en engelsk titel eller få en spansk titel, når man læser i Spanien. Så derfor har jeg, foreløbig uden held, bedt om, at der bliver set på indholdet af min uddannelse med dette faktum in mente.
Vil det ikke være en ide at støtte de unge, der tager til udlandet for at søge de svære og hårde uddannelser, der ikke findes i Danmark i stedet for at besværliggøre det?
I det mindste kan man da fjerne (eller give dispensation for) formaliteter, som den, der står i vejen for min SU og dermed holde SU-reglerne up to date i forhold til uddannelses-udbuddet anno 2012, og hvad der vil blive mere af i fremtiden. I mellemtiden er vi nogle, der bliver ramt, og muligheden for at tage drømmeuddannelsen kommer i fare, mens man kan få SU til hvilken som helst uddannelse i Danmark.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via
87278