Hvis Kristelig Fagforretning får lov til at udvikle sig som deres hensigt er, ja, så vil det simpelthen blive alles kamp mod alle, og der vil blive tale om underbud og underbetaling i stor stil.
fra Dansk EL-Forbund, Afdeling Østjylland
Dansk EL-Forbund, Afdeling Østjylland, støtter fuldt ud den lovlige, etablerede konflikt i Vejle. Det gør vi af flere grunde, men vi gør det først og fremmest med det formål at bevare et fleksibelt og godt arbejdsmarked i Danmark.
Dette kan kun gøres ved, at arbejdsgivere og arbejdstagere, som det har foregået i mange år, laver overenskomstmæssige aftaler, der bygger på aftale om løn, arbejdsmiljø med videre, og ikke som, det vi ser, den kristelige fagforretning går ud og laver – nemlig underbyder den etablerede fagbevægelse.
Den kristelige fagforretning er jo kun skabt med et mål for øje – nemlig at ødelægge den etablerede danske fagbevægelse. Den kristelige fagforretning har aldrig nogensinde bidraget med noget som helst på arbejdsmarkedet ud over at at lade sig underbyde og snylte på det danske etablerede system, som fagbevægelsen har været med til at opbygge.
Dansk EL-Forbund har utallige eksempler på, at ansatte har fået bedre løn- og arbejdsvilkår ved at indgå en rigtig overenskomst med et fagforbund, herunder Dansk EL-Forbund. Der kan nævnes et utal af sager, blandt andet sidst på en stor byggeplads i Århus, hvor samtlige fik pensionsbetalinger samt efterbetalinger for manglende løn i en periode. Det ser vi ikke, de kristelige kan gøre.
For nylig har vi for eksempel overtaget en sag fra en, som var medlem af en gul fagforening, hvor han ikke kunne få hjælp. Vi kørte sagen og vandt den.
Vi bakker derfor fuldt ud op om 3F’s blokade mod en virksomhed, som ikke vil indgå aftaler på de vilkår, der er på det øvrige danske arbejdsmarked. I denne sag må man forstå, at der intet alternativ er til de etablerede fagforeningers overenskomster på det danske marked.
Modsat – hvis Kristelig Fagforretning får lov til at udvikle sig, som deres hensigt er, ja, så vil det simpelthen blive alles kamp mod alle, og der vil blive tale om underbud og underbetaling i stor stil.
Hvis Kristelig Fagforretning en enkelt gang bryster sig af at have vundet en sag for en »kunde«, som de kalder deres »medlemmer«, ja så kan det jo kun ske med baggrund i den/de overenskomster, som den etablerede fagbevægelse har indgået på det danske arbejdsmarked. Det beviser, at der er tale om rent snylteri på fagbevægelsens overenskomster.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via
87278