Regeringen må også i handling bidrage til, at den danske aftalemodel bliver styrket. De første to skridt må være at fjerne loftet over fradrag på faglige kontingenter og indkalde til nye trepartsforhandlinger.
af Mads Samsing
Statsminister Helle Thorning-Schmidt har gentagne gange forsøgt at forklare vælgerne, at den socialdemokratisk ledede regering gennemfører »den nødvendige politik«, og at det trods alt er bedre, end hvis den tidligere regering gjorde det (samme).
Tja. Jeg vil faktisk påstå, at den tidligere regering for eksempel ikke havde turdet lave en skattereform, der i så vid udstrækning finansieres af de, der er på overførselsindkomst. Men lad nu det ligge.
Rigtig mange vælgere er skuffede over den nuværende regering. De havde nok – som jeg selv – forventet noget andet og en ny politik, der i højere grad ville være forskellig fra den tidligere regerings politik. Jovist er der gennemført rigtig fine ting som for eksempel afskaffelsen af fattigdomsydelser, den kriminelle lavalder er tilbage på et rimeligt niveau og så videre.
Men på en række centrale politikområder er det vanskeligt at øjne forskellene. Det er det også for mange i Enhedslisten, og det kan risikere at betyde, at vi får et tidligt valg, der kan blive ganske fatalt.
For der er forskelle på den nuværende regering og den tidligere. Der er væsentlige forskelle. Det står klart efter de seneste ugers debat om den danske model, der er opstået som følge af den (desværre) nødvendige faglige konflikt mod restaurant Vejlegården.
En farlig frihedsrus
Borgerlige politikere og meningsdannere forsøger i en sand rus af »ingen har ansvar for nogen eller noget udover sig selv«-frihed, at foregøgle os, at de står vagt om den enkeltes personlige frihed fra den stygge fagbevægelses kollektive lænker.
Venstre og Dansk Folkeparti (der med et angreb på LO-fagbevægelsen tidligere på året forsøgte sig med budskabet om, at de er værnet mod social dumping) har nu fremsat et beslutningsforslag om en såkaldt modernisering af den danske model, hvilket indebærer et indgreb i konfliktretten.
De borgerlige har desuden varslet, at Kristelig Fagforening, Det Faglige Hus, ASE og andre gule skal have mere indflydelse i forskellige sammenhænge.
Claus Hjort Frederiksen (V) vil genindføre kontraktpolitikken og en »modernisering« af den danske model i form af ovenstående, kan meget vel blive noget af det, der står med småt.
Et fælles ansvar
Hen over sommeren er der selvfølgelig gennemført forskellige målinger af danskernes holdninger til faglige konflikter, som den mod Vejlegården. Og flere har på den baggrund talt om fagbevægelsens opgave i at forklare den danske model for medlemmer og potentielle medlemmer. Den opgave skal fagbevægelsen selvsagt tage på sig. Men det er ikke fagbevægelsens ansvar alene. Det er et fælles ansvar og en fælles opgave.
Ministre – nok ikke så overraskende primært S- og SF-ministre – har i løbet af sommeren talt varmt om den danske model og om nødvendigheden af en stærk fagbevægelse. Jeg havde da heller ikke forventet andet.
Her er der en tydelig forskel på den nuværende regering og den tidligere. Og det på et helt centralt og særdeles væsentligt punkt.
Men det er nødvendigt, at regeringen også i handling bidrager til, at den danske aftalemodel bliver styrket. De første to skridt i den retning må være at fjerne loftet over fradrag på faglige kontingenter og indkalde til nye trepartsforhandlinger. Det er noget af det nærmeste, vi kommer »den nødvendige politik«.
Der er brug for, at vi sammen tager ansvar for at styrke den danske model. Det kan vi ikke overlade til andre – og tydeligvis slet ikke til Venstre og Dansk Folkeparti.
Mads Samsing er næstformand for HK Kommunal.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via
87278
på Twitter
