Flere kilder mener, at den japanske kejser spillede en aktiv rolle i krigen og næppe ville være blevet frikendt, hvis skyldsspørgsmålet om hans ansvar for krigsforbrydelser var blevet prøvet ved en domstol.
af Robert Mossing
Få myter har i efterkrigstiden vist sig så sejlivede som den, at atombomberne over Hiroshima og Nagasaki bidrog afgørende til den japanske kapitulation i Anden Verdenskrig.
Her næsten 70 år efter er det på tide at gøre effektivt op med den myte.
Anvendelsen af atomvåben tjener intet militært eller strategisk formål. Sådan var det i 1945, og det er den lære, som eftertiden må tage til sig. Dertil kommer – som den eneste domstolsprøvelse har fastslået i 1963 – at anvendelsen er en krigsforbrydelse.
Den 6. august 1945 sprang den første atombombe over Hiroshima og 60-80.000 mennesker døde umiddelbart af angrebet. De fleste bygninger i byens centrum blev totalt ødelagt, mens de større industrianlæg og arbejdsstyrken i byens periferi stort set forblev intakte.
Allerede den 9. august kastedes den næste bombe over Nagasaki med et noget mindre tab af menneskeliv, men med stor effekt på Mitsubishis fabrikker, der imidlertid opererede med en lav kapacitetsudnyttelse på grund af manglen på råstoffer.
Ikke mindst den amerikanske søblokade af det japanske ørige havde vist sig at være effektiv.
Det samlede tab af menneskeliv for de to byer over de første fire måneder efter angrebene opgøres til mellem 150.000 og 250.000 personer.
Japan i praksis slået
Med Nazi-tysklands kapitulation i maj var enorme stridskræfter frigjort til krigen i Stillehavet. I foråret og sommeren 1945 var Japan slået som krigsførende nation.
Det vidste kejseren og hans krigsråd, og de udfoldede store diplomatiske bestræbelser – ikke mindst gennem det neutrale Sovjet – på en fredsafslutning, der indebar alt andet end en »betingelsesløs overgivelse«. Især kejserens ukrænkelighed var et kardinalpunkt.
En effektiv amerikansk søblokade havde ikke alene forhindret tilførslen af råstoffer til øriget, men også vanskeliggjort overførslerne øerne i mellem.
Massive bombardementer af de store byer og af anlæg havde mere end halveret industriproduktionen i forhold til dens højdepunkt i 1944.
Befolkningen var underernæret, uden husly og tøj og arbejdsmæssigt presset til randen af udmattelse med stor sygelighed og fravær i produktionen til følge.
De fleste japanske byer havde været udsat for massive bombardementer fra luften med konventionelt sprængstof. Alene ved luftangrebet på Tokyo den 9. marts opgøres antallet af ofre til 185.000 (døde, sårede eller savnede).
Ud over Tokyo havde man ødelagt over halvdelen af bygningsmassen i byer som Yokohama, Toyama, Kobe, Okayama, Kagoshima – i alt 83 større byer havde været udsat for massive luftbombardementer.
I den officielle amerikanske rapport fra United States Strategic Bombing Survey, Juli 1946 hedder det:
»Baseret på Rådets indgående undersøgelse af alle fakta, herunder vidnesbyrd fra de overlevende japanske ledere, er det Rådets opfattelse, at Japan med stor sandsynlighed ville have kapituleret inden 1. november 1945 og med sikkerhed inden den 1. december, selv uden anvendelse af atomvåben, selv uden Sovjets indtræden i krigen, og selv uden at en amerikansk invasion var planlagt eller effektueret«.
Japan-Sovjet
Ved tærsklen til Anden Verdenskrig var det råstoffattige Japan en industriel stormagt i Østasien, samtidig med at de europæiske stormagter havde koloniseret det meste af Stillehavsregionen.
I løbet af 1930’erne forbød Japan alle partier og fagforeninger, og nationen blev søgt samlet om kejseren og »kokutai«, der i en fri oversættelse var den japanske variant af fascisme.
Manchuriet var blevet en japansk lydstat i 1934, og ved årtiets slutning rettede de japanske ekspansionsplaner sig mod Sibirien. I maj 1939 søgte japanske tropper at udvide lydstatens territorium nord for floden Khalkhyn Gol.
I august lykkedes det den senere berømte sovjetiske general Georgi Zhukov at slå angrebet tilbage med betydelige japanske tab til følge, og der blev indgået en våbenhvile. Den blev i april 1941 afløst af en ikkeangrebspagt, og det kom ikke senere til træfninger mellem de to stormagter.
I december 1941, da den sovjetiske generalstab mente at have modtaget sikre efterretninger om, at Japan ikke ville angribe i øst, overførtes omkring en million mand til fronten ved Moskva, hvor Nazi-tyskland blev tilføjet sit første store nederlag.
Ved Yalta konferencen og igen ved Potsdam i 1945 gav Sovjetunionen tilsagn om at gå ind i krigen mod Japan senest tre måneder efter Nazi-tysklands kapitulation.
Samtidig havde den japanske elite store forhåbninger om at forhandle en fred om alt andet end betingelsesløs overgivelse med den neutrale Sovjet Union som mægler.
Sovjetunionen havde – til præsident Harry S. Trumans store tilfredshed – svaret henholdende på alle japanske »fredsfølere«, men manglede en anledning til at bryde neutralitetspagten.
Det gjorde man så alligevel med en krigserklæring den 8. august – og den 9. august buldrede 1,5 millioner sovjetiske soldater ind i det japansk besatte Manchuriet.
Dermed tilintetgjordes ethvert japansk håb om, at Sovjetunionen ved diplomatisk snilde kunne holdes ude af konflikten. Offensiven resulterede i en total kollaps af de japanske styrker på det asiatiske fastland.
Overgivelsen
Den 17. august giver kejser Hirohito i sin egenskab af øverstkommanderende for de væbnede styrker den formelle ordre til indstilling af kamphandlingerne – med denne begrundelse:
»Nu, hvor Sovjetunionen er trådt ind i krigen mod os … betyder en fortsættelse hjemme og oversøisk under de givne betingelser kun meningsløse lidelser for os selv, og at selve fundamentet for kejserrigets eksistens er truet.
Derfor og til trods for, at der stadig eksisterer en enorm kampvilje i den kejserlige flåde og hær, agter jeg at slutte fred med USA, Storbritanien og Sovjetunionen…«.
I en senere afhøring hos den amerikanske besættelsesmagt udtrykker general Masakazu Kawabe det således:
»… fordi jeg havde mere kendskab til atomvåbnets natur end andre, var det min opfattelse, at USA næppe rådede over mange bomber. Derudover var vi blevet vant til bombardementer fra USA’s B29-ere.«
General Masakazu Kawabe vægter den sovjetiske indtræden i krigen som mere alvorlig end de atombomber, som USA kun havde et begrænset antal af. Og det er en korrekt vurdering.
Den tredje atombombe kunne tidligst være klar den 17. august, og herefter ville USA kunne producere to bomber om måneden.
Den 2. september 1945 underskriver Japan formelt dokumenterne om betingelsesløs kapitulation med de allierede, inklusive Sovjetunionen, som kontrahenter.
Krigsforbrydelser
Ved den efterfølgende krigsforbryderdomstol i 1946. indrømmede general Douglas MacArthur – som repræsentant for den allierede besættelsesmagt af Japan – kejser Hirohito og dennes familie immunitet
Flere kilder mener, at den japanske kejser spillede en aktiv rolle i krigen og næppe ville være blevet frikendt, hvis skyldsspørgsmålet om hans ansvar for krigsforbrydelser var blevet prøvet ved en domstol.
Blandt japanske kilder kan nævnes, at Japans Kommunistiske Parti, der havde været forbudt indtil krigens afslutning, i november 1945 kræver kejserens abdikation med henvisning til hans ansvar for en række krigsforbrydelser.
På den baggrund kan atombomberne mod Hiroshima og Nagasaki synes særligt meningsløse.
Mod slutningen af Anden Verdenskrig regnede bomberne ned over civilbefolkningerne i især Tyskland og Japan, og i ødelæggelseskraft overgik de konventionelle bombardementer atombomberne.
Alligevel prøves lovligheden af atombomberne over Hiroshima og Nagasaki ved en domstol i Tokyo i 1963, der fastslår, at bombningen af en »ubeskyttet civilbefolkning« var en overtrædelse af de internationalt ratificerede Haag-konventioner af 1907 og 1922 – og som sådan var krigsforbrydelser.
En af de mange kedelige skygger, som atombomberne har trukket i efterkrigstiden, er, at Japan som genstand for formodentlig årtusindets største enkeltstående krigsforbrydelse blev forvandlet fra bøddel til offer.
De japanske krigsforbrydelser mod krigsfanger og civile i de besatte lande er aldrig blevet effektivt bearbejdet og er stadig genstand for diplomatisk spænding mellem især Kina og Korea på den ene side og Japan på den anden.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via
87278
på Twitter
