De bliver væk. Den olympiske flamme, terrorbetjente, arbejds­pladserne. Selv Pia Kjærsgaard forsvinder. Hvor bliver de af?

Vi kender det alle sammen. Det er væk. Hvem har mon taget det. Vi befinder os i en periode, hvor mange ting forsvinder. Ikke fordi de bliver suget op i mystiske rumskibe, men sådan er bliv væk–samfundet indrettet.

OL synger på sidste vers. Snart bliver ilden slukket på det olympiske stadion. Tilbage er London. Hele hurlumhejet er væk. Nu skal de til at lægge indtægter og regninger sammen. De skal også til at finde ud af hvad de skal stille op med de dyre anlæg.

Byerne Madrid, New York og Paris, der var med i opløbet til at blive valgt til OL-by i 2005, er lettede over, at de alligevel slap. De erkender, at et OL oven i krisen nok ville havde gjort det hele værre – og borgerne ville blive endnu mere sure, når de skal betale for showet.

De klager allerede i London. Paradokset har slået til. Selv om OL har trukket 100.000 overnattende til, er det langt fra det normale niveau på 300.000 turister. Museer og seværdigheder klager også. Turisterne blev væk på grund af OL

Det er ikke ovre

Kort efter at Dannebrog gik til tops en enkelt gang i London, gik det kort på halv i DK.

Som Pia Kjærsgard meddeler på Dansk Folkepartis hjemmeside, der er prydet med vindmøller og storke og Jellingestenen og dannebrog og rundkirker -– »jeg lader faklen gå videre, så en ny generation kan tage over og løfte Dansk Folkeparti videre fremad og opad."

Ingen skal tro, at nu er det ovre. Det kan blive værre. Messerschmidt, Thulesen Dahl, Espersen og Langballe den yngre har potentialet. Der er stadig udviklingsmuligheder i det spor Kjærsgaard har lagt ud.

Og som Information meget passende skrev: »Pia Kjærsgaard gjorde sig selv stor ved at gøre Danmark mindre,« omend ikke helt væk endnu.

Bortført af terrorister?

Væk er til gengæld nogle betjente. Ingen kan finde dem, skønt statsadvokat Lise-Lotte Nilas har ledt efter dem i et halvt år.

En gruppe borgere blev under COP15 topmødet i København i 2009 anholdt under det politiet kalder en antiterroraktion. »Terroristerne« fik en ublid behandling, som har chokeret dem, så de klagede over behandlingen. Nu slutter klagesagen ude i det blå.

Det er bemærkelsesværdigt, at de to eller tre betjente kan deltage i en aktion, der angiveligt går ud på at anholde terrorister, uden at nogen i korpset er klar over, hvem det mon kan være.

Hvis der var rent mel i posen ville det jo ikke være mere indviklet end at spørge rundt i korpset. Men alt taler for at betjentene dækker sig og dækker over hinanden. Det er meget lidt betryggende. Ingen kan sige det med sikkerhed, men måske var vores medborgere bortført af terrorister?

Enden af tunnelen er væk

Kriser og krige er fantastiske til omfordeling og kreativ destruktion. Det er ikke lykkedes for EU, at spille det gamle krisekort – krigen. Så krisen hærger på andre måder.

Arbejdspladserne er væk. Der er nu 8,5 millioner unge mellem 15 og 29 år i EU uden arbejde. Det svarer til 17 procent og er tæt på rekorden i 1987. I Danmark er antallet af unge arbejdsløse siden 2008 vokset med 40.700 til 105.600 mellem 16 og 29 år, der er på overførselsindkomst.

Unge bliver hårdt ramt. Den krise vi er i, har en anden og langt mere dybtgående strukturel karakter end de andre vi har set i de sidste tiår, selvom de var slemme nok.

Vi er formentlig i gang med noget, som ikke blot er langvarigt, men også er i et forløb af en helt anden karakter end vi har set før. Der er tale om en voldsom »tilpasning« af vores levevilkår. SAS har droppet lønstigninger og de ansatte får halveret deres løn i december i år og næste år.

Der er en vej – nedad. Når Thorning taler om lyset for enden af tunnelen, er vi nok nød til at konstatere, at hun har det tunnelsyn, som borgerlige økonomer har udstyret hende med. De tænker cyklisk og kortsigtet.

Er enden af tunnelen væk – eller har vi passeret den?