Brecht bearbejdede Shakespeare’s dramaer til sine egne opsætninger, det vil sige i en nyfortolkning, og han brugte flere af Shakespeare’s skuespil som model for sine egne.

Stykket Laser og Pjalter hører til Bertolt Brechts mest kendte og mest opførte. Han har i sin tid selv skabt den frit efter John Gay’s »Tiggeropera« fra det 18. århundrede. De to mestre Brecht og Shakespeare yndede begge at bruge andre forfattere som forlæg og gav dem gennem deres bearbejdning et personligt udtryk.

af Lars Ulrik Thomsen

At kunne fange et publikum og fortælle en fængende historie er en kunst, som alle skuespilforfattere drømmer om at realisere.

Denne kronik vil belyse, om der er fælles træk mellem Shakespeare og Brecht, to forfattere og digtere, som prægede hver deres tid. Med tre århundreder imellem sig skulle man ikke tro, at der var noget, der forbandt de to stykkeskrivere. Det er der alligevel.

Shakespeare levede for cirka 400 år siden og formåede som ingen anden at bearbejde klassiske fortællinger i en form, som gjorde dem endnu mere fængende og levende.

Der er vel ingen som Shakespeare, der er blevet bearbejdet og kommenteret som alle tiders største digter.

Den store kunst er at evne sin egen samtid og give udtryk for dens dilemmaer og opgaver. Det forstod Shakespeare.

I virkeligheden foregriber han de dramatiske sammenstød mellem katolikker og protestanter – mellem adel og borgerskab i det 17. århundredes England.

Shakespeare har fornemmet den gæring, der prægede det angelsaksiske rige, og som skulle komme til udtryk i den borgerlige revolution i 1649 – cirka 30 år efter Shakespeare’s død.

Den modernistiske revolution i kunsten i begyndelsen af det 20. århundrede betød ikke, at Shakespeare blev glemt, men at hans arbejde blev ivrigt brugt af avantgarden.

Det kunne være ekspressionister i Tyskland eller revolutionære i Moskva, der satte hans skuespil op på helt nye måder.

Brecht

Bertolt Brecht er født i Augsburg i 1898 og levede også i en tid med store forandringer. 1)

Hans store gennembrud –  der gjorde ham verdensberømt – blev »Laser og pjalter«, der er en omdigtning af John Gay’s »Tiggeropera« fra det 18. århundrede.

Brecht »lånte« også fra den franske galgenfugl Francois Villon, nøjagtig som Shakespeare havde gjort det med sine værker.

De to store verdenskrige i det 20. århundrede var med til at præge Brechts indstilling og gjorde, at han udviklede et helt nyt teatersyn, som er kendt under navnet »det episke teater«.

Det var Brechts mål at inddrage tilskueren, så han bliver en del af dramaet og selv forstår, i hvilken retning begivenhederne vil udvikle sig.

Han stod i dyb gæld til klassikerne i verdenslitteraturen og dermed også til Shakespeare. Ja, man kan måske endda sige i et særligt forhold til ham.

Brecht bearbejdede Shakespeare’s dramaer til sine egne opsætninger, det vil sige i en nyfortolkning, og han brugte flere af Shakespeare’s skuespil som model for sine egne.

Det gælder for eksempel »Rundhoveder og Spidshoveder«, som er inspireret af Shakespeare’s »Lige for Lige«, og som blev opført i København, mens Brecht boede i Svendborg.

Dette stykke fik stor betydning for en række progressive mennesker, for eksempel for »Revolutionært Teater«. Det var en modernistisk, kommunistisk teatergruppe under ledelse af skuespilleren og instruktøren Per Knutzon.

Teatergruppen var i begyndelsen af 1930’erne en slags forsøgsscene for de moderne teatertanker, som kom til Danmark fra Tyskland – som for eksempel masse- og agitprop-teatret.

En af dens også senere kendte skuespillere var Dagmar Andreasen. Hun fik kontakt til teatergruppen og fulgte i begyndelsen blot prøverne fra salen.

Men snart blev hun en af teatrets frivillige medarbejdere og virkede som skuespiller ved siden af sit daglige arbejde som rengøringsassistent.

Hun optrådte blandt andet i rollen som fru Carrar i Brechts »Fru Carrars geværer«.

Ligheder

I arbejdsstilen er der således ligheder mellem de to mestre Brecht og Shakespeare.

Begge yndede de at bruge andre forfattere som forlæg og gav dem gennem deres bearbejdning et personligt udtryk, så at der ikke er tale om kopiering i gængs forstand.

Af andre ligheder – her i deres personlige forhold –  kan nævnes de vanskelige arbejdsbetingelser, som prægede lange perioder af deres liv.

Shakespeare var flere gange på kant med myndighederne og de magtfulde adelsmænd. De følte, at han udleverede dem til folkets latter. Derfor måtte Shakespeare i perioder forlade London og drage på turné.

På denne måde undgik han at dele skæbne med flere af sine samtidige kolleger, der blev brutalt myrdet – for eksempel under camouflerede værtshusslagsmål.

Hvad Brecht angår, måtte han flygte på grund af den tyske fascisme – i første omgang til Danmark.

Ved det fredelige Skovbostrand ved Svendborg har han skrevet nogle af sine mest bidske udfald mod 1930’ernes Hitlertyskland.

Det kom til udtryk i både hans skuespil og i hans digte – som for eksempel de berømte Svendborger Gedichte, som fortæller om hans tanker i landflygtighed ved det idylliske Svendborgsund.

Her er det digt, der pryder titelbladet i digtsamlingen:

Jeg har søgt tilflugt under det danske stråtag,

Venner jeg følger jeres kamp.

Her sender jeg jer

Som lejlighedsvise vers, foruroligede,

Ved blodige syner om sund og løv.

Anvend med forsigtighed det som når jer!

Gulnede bøger, kassable rapporter

Er mit grundlag. Ses vi igen

Vil jeg gerne gå i lære.

Samfundskritik

Brecht forstod den indre dynamik i samfundsudviklingen, fordi han satte sig ordentligt ind i tingene. Han studerede ikke bare litteratur, men samfundsforhold i almindelighed. Efter krigens slutning vendte han hjem i 1948 og bosatte sig i Berlin i DDR, hvor han blev leder af det berømte »Berliner Ensemble«.

Det nære slægtskab til Shakespeare’s forfatterskab og scenekunst betød, at teaterfolk i mange lande interesserede sig for tolkninger af Brechts stykker netop i lyset af Shakespeare’s kunst.

Det gjaldt så forskellige retninger, som i 1950’erne erstattede en bølge af nye kritiske tilgange til modernismen og banede vejen for »postmoderne« studier af Shakespeare.

I 1980’erne var undersøgelser af Shakespeare åbne for bevægelser som strukturalisme, feminisme, historicisme, afro-amerikanske studier, og andre udtryksformer.

I sine erindringer »Født til at skabe«, der er udkommet på dansk, har den chilenske digter Pablo Neruda givet sin tolkning af et af Shakespeare’s mest berømte værker, »Romeo og Julie«.

Striden mellem de to familier i Verona er et billede på krigens konsekvenser. Derfor hævder Neruda, at »Romeo og Julie« er en stor forsvarstale for freden.

Brecht var som Shakespeare en ægte folkelig dramatiker og var i lige så høj grad optaget af, hvordan man kunne styrke fredens kræfter.

Brecht og Shakespeare er to store forfattere med hver sit udtryk, som blev formet af den tid, de levede i. De har givet anledning til en rigdom af fortolkninger i mange lande og vil vedblivende gøre det.

Måske kommer vi også til at opleve en renæssance for Brechts episke teater i Danmark.

Noget tyder på, at i lyset af de store samfundsmæssige udfordringer, vi står overfor, kan der komme et nyt syn på denne teaterform. På den måde vil skuespilkunsten igen kunne vise sammenhænge og give indblik i ting, som vi ellers overser i det daglige.

Den visdom, som både Shakespeare’s og Brechts kunst rummer, bør blive en væsentlig del af vores kulturtilbud.

Note:

1) Brecht døde den 14. august 1956.