Hvad med en vognmand, der bruger underbetalt, udenlandsk arbejdskraft og tvinger dem til selv at betale for de skader, der sker i trafikken? Bloker en sådan vognmand.
af Kurt A. Nissen, Slagelse
Er Vejlegården det rigtige sted at bruge fagbevægelsens kræfter?
Spisestedet Vejlegården har aldrig haft så mange kunder og fået så meget gratis reklame. Den ukristelige forening Krifa får også gratis reklame og mange nye medlemmer, som ikke ved bedre.
3F har fået sat fokus på et stort problem, og befolkningen er blevet klar over, at den danske model kan være i fare. Selv Dansk Folkeparti vil blande EU ind i konflikten, som er en 100 procent lovlig konflikt.
Flere arbejdsgiverforeninger støtter også den danske model, da den er til gavn for begge parter på arbejdsmarkedet.
Valgflæsket på vejlegården
Nu er politikerne begyndt at blande sig, og der er ingen ende på alt det valgflæsk, de fortærer på Vejlegården.
De borgerlige vil pludselig fremstå som ansvarlige. Hvorfor var de ikke det, mens de sad i regeringen? Dengang virkede den danske model også.
Man kan ikke vinde alt, og fagbevægelsen bør med LO i spidsen overveje, hvor den næste faglige kamp skal stå.
Hvad med en vognmand, der bruger underbetalt, udenlandsk arbejdskraft og tvinger dem til selv at betale for de skader, der sker i trafikken? Bloker en sådan vognmand!
Det vil være noget, som offentligheden vil kunne forstå. Bloker også et spisested, som ingen overenskomst har, og som ikke behandler sine ansatte ordentligt. Det vil offentligheden kunne forstå.
Alt imens dette foregår, skal blokaden mod Vejlegården selvfølgelig opretholdes, men ikke lige så synlig som nu.
Støt de OK-dækkede
Fagbevægelsen bør sammen med arbejdsgiverne gøre mere ud af at reklamere for alle de ordentlige arbejdsgivere, som har overenskomst og overholder den. De fortjener vores støtte.
Vi skal bruge den organiserede vognmand og spise på det spisested, der har ordnede forhold.
Fravælg alle de uorganiserede og ikke overenskomstdækkede arbejdspladser. Undlad også at søge arbejde sådanne steder, specielt hvis de heller ikke overholder arbejdsmiljøloven og skattelovgivningen.
De »gule« virksomheder som Krifa og Det Faglige hus skal have lov til at leve i stilhed og gerne gå konkurs i stilhed.
Den »røde« fagbevægelsen skal gerne blive lidt rødere igen og markere, at de er der for deres medlemmer, således at medlemmerne også mærker det og forstår det.
Med andre ord så skal fagbevægelsen være bedre til at fortælle, hvorfor der er brug for en stærk fagbevægelse, og hvorfor det ikke er en selvfølge, at folk får deres løn og bliver behandlet ordentligt.
Et medlemskab af en fagforening er den bedste garanti for et godt arbejdsliv.
Det kan siges sådan: Sammen er vi stærke, sammen kan vi hjælpe de svage – til gavn for alle.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via
87278