Strukturreformen handlede om helt andre ting end reel menneskelig nærhed og omsorg. En del af argumentationen omkring den var decideret løgnagtig.

Knud Vilby er tidligere formand for Socialpolitisk Forening.

Aage Christensen

Af Knud Vilby

I 2007 fik vi et nyt kommunalt Danmark. VK-regeringen havde hu-hej gennemført en kommunalreform sammen med Dansk Folkeparti. De første forslag blev lagt frem i 2004. Målet var officielt »en enkel offentlig sektor tæt på borgeren«.

Siden er i hvert fald det sociale system blevet mere kompliceret end nogensinde tidligere, og ingen almindelige redelige kan holde rede på de komplicerede arbejdsgange og labyrintagtige indgange til dele af systemet. Samtidig er rådhuse og centre tæt ved borgeren blevet nedlagt og de fleste afstande øget.

Men på nogle områder kom kommunerne tæt på. Kostbare specialbehandlingssystemer, fra alkoholbehandling til behandling af hjerneskader, havde tidligere ligget i amtsligt regi, men de blev nu nødlidende. De store kommuner mente de kunne selv, de små kommuner havde ikke råd til at bruge dem. Værdifuld viden og behandlingskompetence er gået tabt, fordi der ikke længere er et amt der kan »udligne« muligheder og behov mellem kommunerne.

Kommunerne kom også meget tæt på – i hvert fald i teorien – i behandlingen af de rigtigt tunge og vanskelige sager om anbringelse af børn, nogle gange fra det man kalder dysfunktionelle familier, der gør hvad de kan for at skjule misbrug, somme tider også misbrug af børnene. Vi har set alt for mange forfærdelige sager om mislykkede indsatser i forhold til rigtigt tunge og vanskelige sociale sager.

Tilsyn med sig selv

Kommunalreformen har en stor del af ansvaret og skylden. Men den forsvandt et tilsyn, og især de mindre kommuner blev så økonomisk klemte, at de kiggede meget mere efter de billigst mulige løsninger end efter de løsninger, der var rigtige for børnene og ud fra socialfaglige vurderinger.

Så meget indledning for at sige, at det er fint at tidligere socialminister, konservative Benedikte Kiær nu i Berlingske siger, at »der er brug for at hanke op i tilsynet«, med den begrundelse, at »de seneste års sager viser tydeligt, at en række tilsyn ikke er blevet foretaget godt nok«.

Kommunerne fører i dag tilsyn med sig selv. Det er altid risikabelt, og det er særlig farligt, når pengekassen er slunken, og man nødigt i sit tilsyn vil opdage noget, der kan betyde flere udgifter.

Ved Socialpolitisk Forenings store høring i efteråret 2011 om de socialpolitiske udfordringer, var en af høringskomiteens anbefalinger, at der etableres en faglig social myndighed, som kan vende »tommelfingeren op eller ned i forhold til kommunernes praksis på det sociale område«.

Komiteen pegede på, at systemerne er blevet uoverskuelige, og at kommunerne ikke altid magter deres opgaver. Blandt komiteens medlemmer var social- og arbejdsmarkedsdirektør Knud Aarup fra Randers. Interessant nok starter han i denne uge (15. august) som direktør for Socialstyrelsen. Han får nok at se til.

Brug for genopretning

Politisk bebrejdes Benedikte Kiær nu, at hun bare siger det, som folk med indsigt har sagt i årevis. Socialpædagogernes formand Benny Andersen siger til Information, at »det var en utrolig fejltagelse at man i 2007 flyttede ansvaret ud på 98 kommuner, samtidig med at man udsultede den ekspertise, amterne havde opnået på området.« Korrekt.

Kritikken er rimelig, for det er rigtigt, at strukturreformen handlede om helt andre ting end reel menneskelig nærhed og omsorg. Den var en ikke-gennemtænkt konstruktion, og en del af argumentationen omkring den var decideret løgnagtig.

Men Benedikte Kiær er relativt ny i landspolitik, og det er alligevel godt, at hun med sin socialpolitiske indsigt har erkendt, at tingene må laves om. Hun må have vidst, at det ville føre til »hvad sagde vi«-bemærkninger, men valgte trods alt at melde ærligt ud.

Tilbage står en hel masse ting. Hvad er det for et system, der skal opbygges, og hvordan løses en række af de reelle (herunder økonomiske) problemer, som kommunernes slås med? Tilsyn forenkler ikke et uoverskueligt system, og det giver ikke automatisk flere penge. Der er et voldsomt behov for en genopretningsreform, og for at politikerne omsider tager de mange velgennemarbejdede analyser og forslag, der allerede findes på hylderne og harddiskene alvorligt.