En light udgave af blå politik giver ikke genvalg til regeringen. Derfor er den nødt til nu at lytte til fagbevægelsen. Der er brug for nye signaler, og der er brug for at indfri løfterne om at skabe arbejdspladser nu
af Bjarne Sørensen, formand for Dansk Metal Horsens
Puha, det var tæt på!
LO-toppen og en snæver gruppe af forbundsformænd var på nippet til at klæde fagbevægelsen fuldstændig af, da de under hånden havde givet lovning på at »levere« nogle af medlemmernes feriedage.
Det ubetænksomme løfte var – viste det sig – indgangsbilletten til de stort anlagte trepartsforhandlinger. For da baglandet hjalp metalformanden ud af vildfarelsen og sagde klart nej til at levere øget arbejdstid, trak regeringen straks stikket.
I den efterfølgende abekastning, har man forsøgt at give de lokale fagforeninger og LO-sektioner – som var i oprør over toppens forårsudsalg – skylden for sammenbruddet.
Når baglandet sagde nej, så svækkede det fagbevægelsen og truede med at afmontere den danske model, lød argumentet.
Den gamle venstreræv Claus Hjort gned med glæde salt i såret og erklærede trepartsforhandlinger for døde.
Fagbevægelsen er blevet for svag, mener han. En svækkelse som Claus Hjort i sin tid som beskæftigelsesminister bidrog særdeles aktivt til.
Men det er at rette smed for bager at forsøge at give baglandet skylden. Tværtimod er der grund til at glæde sig over det oprør, som rejste sig landet over, da det stod klart, hvad fagbevægelsens topfolk havde gang i.
Hvis trepartsforhandlingerne var lykkedes på de præmisser, regeringen havde stillet op, så havde vi for alvor stået tilbage med en afpillet og svækket fagbevægelse.
Hvem vil være medlem af en forening, som »kæmper« for at afskaffe tilkæmpede rettigheder?
De gule fagforeninger havde fattet det. De skrev triumferende i helsides annoncer: »Vi forhandler ikke om at afskaffe fridage!« Nej – at de så aldrig har bidraget til at skaffe en eneste, meldte de selvfølgelig ikke noget om.
De Brudte løfter
Bundlinjen efter skibbruddet og den rugbrødsreform af skatten, som regeringen indgik med de borgerlige, er, at der er en stribe løfter, som ikke er indfriet.
Tværtimod, med skattereformen forstærker regeringen udhulingen af dagpengesystemet. Afstanden mellem dagpenge og løn vil vokse endnu mere de kommende år.
Fagtoppen fortsatte sine vildfarelser og tog begejstret mod skattereformen, som fjerner topskatten for nogle af vores medlemmer.
De nøjedes med at beklage, at det er de dårligst stillede, som betaler. Men at en yderligere forringelse af dagpengene er en direkte trussel mod hele dagpengesystemet og i sidste ende en bremse på lønudviklingen, overser man fuldstændigt.
Diskussionerne har vist, at der er noget grundlæggende galt med regeringens regnemaskine. Finansministeriet har kunnet sætte præcise tal på, hvor mange arbejdspladser det »giver«, hvis man sænker dagpenge, fjerner fridage og forringer fleksjob.
Men det er samtidig blevet klart, at regnemodellen ikke har et eneste svar på, hvordan arbejdspladserne skabes.
At alle, der befinder sig bare i nærheden af en virkelig arbejdsplads, ved, at for eksempel længere arbejdstid nødvendigvis fører til fyringer, det indgår ikke i regnestykket, når man har øjnene stift rettet mod arbejdsudbuddet engang i 2020.
Et andet økonomisk afsæt
Vi har ikke noget ønske om, at Løkke og konsorter kommer tilbage. Fagbevægelsen har sin store andel i, at det lykkedes at få en ny regering.
Men regeringen må finde et andet økonomisk afsæt end blot at videreføre den tidligere regerings økonomiske politik.
Der er brug for nye regnemaskiner og rådgivere i Finansministeriet, som kan regne op på virkeligheden. En light udgave af blå politik giver ikke genvalg.
Derfor er regeringen nødt til at lytte til fagbevægelsen. Der er brug for nye signaler, og der er brug for at indfri løfterne om at skabe arbejdspladser nu.
De forliste trepartsforhandlinger skal ikke forhindre regeringen i at sætte gang i den massive efteruddannelsesindsats, som alle er enige om, er en af de vigtigste forudsætninger for at sikre nye job.
Samtidig må regeringen lytte til fagbevægelsens krav om bedre forhold for de 160.000 arbejdsløse, som lige nu betaler den højeste pris for krisen.
Det gælder helt akut dem, som kan se frem til helt at falde ud af dagpengesystemet, hvis dagpengeperioden ikke forlænges. Men der er behov for en generel reform, som lukker hullet efter 30 års udhuling af dagpengene.
De arbejdsløse skal sikres ret til reelle uddannelsesmuligheder, og så skal mulighederne for at genoptjene dagpengeretten forbedres.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via
87278
på Twitter
